Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 04
Invester i indeklimaet og børnene
BUPL og Danmarks Lærerforening opfordrer oppositionen til at investere i indeklimaet i skoler og skolefritidsordninger, hvis de vinder valget, alle venter på.
Af: Vibeke Bye Jensen
Gør noget ved indeklimaet, spar på energien, sæt gang i væksten, og ikke mindst gør noget godt for børns læring, udvikling og sundhed.
Det opfordrer BUPL og Danmarks Lærerforening (DLF) oppositionspartierne til, hvis de vinder det folketingsvalg, der skal holdes i år.
Sammen har de to organisationer sendt et brev, hvor de gør opmærksom på, at der er meget at hente, hvis man forbedrer de fysiske rammer i skoler og daginstitutioner.
Forskningen viser nemlig, at indeklimaet og de fysiske rammer har stor betydning for børns læring og udvikling, siger Kim M. Jørgensen, medlem af BUPL's forretningsudvalg.
"Der er masser af dokumentation for, at dårlige fysiske rammer har negativ indvirkning på børns læring. I BUPL vil vi selvfølgelig også sætte fokus på, at daginstitutioners bygningsmæssige beskaffenhed har indvirkning på de yngre børns udvikling og kreativitet. Men nu har vi indledt det samarbejde med lærerne for at gøre opmærksom på, at vil man have verdens bedste folkeskole, skal man også gøre noget ved de fysiske rammer," siger han.
BUPL vil senere arrangere en temadag eller konference, hvor man sætter fokus på indeklimaet og de fysiske rammer overalt, hvor børn opholder sig.

Sæt gang i væksten. I brevet til politikerne gør BUPL og DLF opmærksom på, at politikerne ikke bare kan gøre noget godt for børnene. De kan også gøre noget for at spare på energien og sætte gang i væksten ved at give kommunerne lov til at investere i renovering af bygninger og ventilationsanlæg. Og så er det hele faktisk udgiftsneutralt.
I brevet forklarer de to fagforbund hvordan:
'Vi har en fin ordning, hvor investeringer i bedre indeklima og miljø kan igangsættes under samarbejdsmetoden ESCO (Energy Saving Company). Et privat firma finansierer og udfører energiopgaverne og efterfølgende får de deres investering retur ved de penge, der spares på el- og varmeregningen. Som vi ser det, er problemet, at få kommunerne til at igangsætte projekterne, og her mangler der kapital til at komme i gang. Hvis det bliver muligt for kommunerne at låne penge hos staten og tilbagebetale i takt med besparelserne, tror vi virkelig, der kan komme gang i arbejdet'.