Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 22
Hurra for den farlige leg
Tak for beviserne for, at farlig leg er godt for børnene, siger danske legepladseksperter.
Af: Regner Hansen
Danske eksperter med indsigt i legepladser og pædagogik reagerer med begejstring, når de bliver præsenteret for Ellen Beate Sandseters videnskabelige artikel 'De antifobiske effekter af spændingsoplevelser'. De glæder sig over, at der nu er forskning at støtte sig til, når de argumenterer for færre restriktioner i forbindelse med indretningen af legepladser.
"Det lyder rigtig fornuftigt," siger Helle Nebelong, som er formand for Dansk Legeplads Selskab. Det er et tværfagligt netværk, som arbejder for udbredelsen af legepladser, der appellerer til aktivitet, fantasi og eksperimenteren.
"Det er godt, at det bliver bevist, at det er livsvigtigt for børn at komme ud over egne grænser. De skal hjælpes til at imødegå angst og frygt. Det giver dem selvtillid. Problemet med en gennemsikret legeplads er, at den ikke ligner virkeligheden uden for børnehaven," siger Helle Nebelong, som er legepladsarkitekt og selv udformer legepladser. Hendes skrækeksempel er legepladser med et gummibelagt underlag. Det er nærmest som at pakke børn ind i vat, mener hun.

Ude af proportioner. Også Mogens Tom Jensen jubler. Han er tidligere daginstitutionsleder, uddannet socialpædagog og nu indehaver af firmaet LegeStafetten, som rådgiver om børns leg, legepladser og sikkerhed. Han er involveret i arbejdet med danske og europæiske legepladsstandarder.
"Det er manna fra himlen. Det er opløftende, når en forsker kan dokumentere, hvad jeg selv og i øvrigt mange andre har fremført i en årrække," siger Mogens Tom Jensen.
"Ligesom ved alt andet er der en pris at betale, når børn leger frit på en legeplads. Det bør vi være ærlige om og fortælle. Det kan være en tand, en lille hjernerystelse eller en brækket arm. Skaden ved at holde børn fra det, som udvikler dem, er langt, langt større. Legen er ikke livsfarlig - den er livsvigtig," siger Mogens Tom Jensen.
Han mener, at frygten for legepladsulykker er ude af proportioner. Der sker over 250 gange flere trampolinulykker i private haver, end der er ulykker på legepladser, fastslår han. Han udpeger det som et særligt problem, at legepladserne som regel bliver indrettet efter de yngste og mindst kompetente brugere.