Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 18
BUPL mener: kom selv i arbejdstøjet, Claus Hjort
Et udsagn om, at der bruges mange flere penge på velfærd, er faktisk kun en halv sandhed. Eller en halv fortielse, om man vil.
Af: Henning Pedersen
Over 200 pædagoger. Så mange mister deres arbejde eller sættes ufrivilligt ned i tid i Silkeborg Kommune som led i kommunens genåbning af budgettet.
Pædagogerne fra Silkeborg er ikke alene. I Roskilde, Hedensted, Skanderborg, Randers og mange andre steder er der også fyret eller forberedt fyringer af pædagoger. Og det vel at mærke selvom vi alle sammen kan se, at der ikke er en overflødig pædagog at opspore i landet. Det er udelukkende kommunernes stramme økonomiske politik, der er skyld i fyringerne - og denne stramme økonomi er dikteret fra Christiansborg og understreget i økonomiaftalen mellem KL og finansministeren om næste års kommunale økonomi.
Regeringen vasker hænder og gentager mantraet om, at 'der aldrig har været brugt flere penge på velfærd end nu'. Det er en sandhed med modifikationer.

Det offentlige forbrug, som altså også inkluderer andre udgifter end dem, der anvendes på velfærd i traditionel forstand, vil godt nok i 2010 udgøre den højeste andel af bruttonationalproduktet (BNP) siden starten af 1980'erne. Ser man alene på serviceudgifterne i den kommunale sektor, er de budgetterede nettoudgifter næsten fordoblet siden. Men der er i perioden også blevet mange flere brugere. Eksempelvis er kommunernes budgetterede nettodriftsudgifter pr. dagtilbudsplads i dag 4600 kroner mindre end i 2004, fordi der trods faldende børnetal er kommet flere børn i institutionerne, uden at pengene er fulgt med. Så et udsagn om, at der bruges mange flere penge på velfærd, er faktisk kun en halv sandhed. Eller en halv fortielse, om man vil.

Når vi protesterer mod regeringens halve sandheder, får vi på skift at vide af finansministeren, at vi skal 'komme ind i kampen' eller 'tage arbejdstøjet på'. Med det mener finansministeren formodentlig, at hvis vi er uenige med ham, så tager vi ikke aktivt del i samfundets udvikling. Men intet er mere forkert. Både BUPL og pædagogerne arbejder hver dag ihærdigt for at skabe de bedste betingelser for børns og unges udvikling, og vi er også helt inde i kampen.

Det sidste praktiserede vi blandt andet på Christiansborg Slotsplads sidste tirsdag, hvor pædagoger og mange andre faggrupper var samlet for at sige nej til regeringens genopretningspakke og ja til job og velfærd. Vi ser det også rundt om i landet, hvor borgmestre i disse uger bliver præsenteret for BUPL's sorteper-kampagne med ordene om, at en besparelse på børn er en dyr besparelse i længden, hvis den betyder, at vi ikke får hjulpet alle børn til en god start på livet.

Det med arbejdstøjet, som Claus Hjort ­Frederiksen så gerne vil se os i, bliver straks lidt vanskeligt for pædagogerne i Silkeborg og mange andre fyrede pædagoger fra hele landet. For dem er det nærmest en hån at tale om arbejdstøj netop nu. Så måske skulle finansministeren se lidt indad og arbejde lidt hårdere på at finde løsninger, som ikke koster børn og pædagoger en endnu mere stresset hverdag med endnu mindre tid til det enkelte barn. Og som ikke giver flere fyrede pædagoger.