Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
Guide. Sådan synger du bedst med børn
Skru ned for din indre smagsdommer og op for stemmen som pædagogisk værktøj. Sådan lyder anbefalingerne fra sangkonsulent Ulla Christensen. Hun underviser pædagoger i at synge med børn.
Af: Miriam Lykke Schultz
Sang kan få et barn til at slappe af eller en leg op at stå. Det er hyggeligt at synge omkring et bål eller på en gåtur. Er et barn ked af det, kan en sang ofte aflede. Sang er også effektiv til at udvikle sprog, udvide ordforrådet og styrke fællesskabet.
»Børn vil altid gerne synge, mens voksne ofte lige skal overvinde blufærdigheden. Her hjælper det at fjerne fokus fra præstationen. I stedet for at vurdere din stemme som god eller dårlig, så prøv at se den som et pædagogisk værktøj,« forklarer Ulla Christensen, der i sit arbejde som sangkonsulent i Projekt Sangglad hjælper pædagoger med at skrue ned for styringen og op for stemmen.
»Selvom det kan være grænseoverskridende at synge, hvis man ikke er vant til det, så forventer ingen, at du skal lyde som Alberte Winding eller Rasmus Seebach. Når voksne synger med eget næb, er det et klart signal til børnene om, at de også kan synge løs,« siger hun.
Et af Ulla Christensens vigtigste råd er at synge i et toneleje, der passer børnene. Børn har kortere stemmebånd og dermed også en stemme, der klinger højere oppe end voksne. Derfor har de svært ved at synge dybt.
»Hvis du synger sangene i et leje, der passer børnene, vil du opdage, at flere børn synger med,« siger Ulla Christensen.
Det er vigtigt at møde børnene på deres præmisser.
»Start derfor altid i børnenes toneleje – og hvis du er i tvivl om, hvor det ligger, så lad børnene begynde sangen. Det er desuden en god idé at inddrage krop og bevægelse og at have en legende, undersøgende tilgang til, hvad stemmen kan. Tydelige rammer, som børnene kan udfylde, giver dem lettere ejerskab og gør dem trygge i sangaktiviteten,« siger hun.

Projekt sangglad
100 daginstitutioner bliver sang-certificerede frem mod 2020 gennem projekt Sangglad. De får (mod betaling) en særlig indsigt i at arbejde med sang. Forløbet indebærer besøg af en sangkonsulent en gang om ugen i to år.
Sangglad støttes med 16,1 millioner kroner fra Nordea-fonden.

3 grunde til at synge mere
● Rim og remser træner børnenes sprog.
● Leg med stemmen gør, at børnene udforsker deres egen stemme og opdager, hvor meget sjovt man kan med stemmen.
● Sanglege hjælper til, at børnene stimuleres musikalsk, motorisk og sansemæssigt.
Læs mere på sangglad.dk

LÆR EN SANG

Sangens fortælling
Når børn skal lære en ny sang eller lære en sang endnu bedre, er der forskellige måder, du kan arbejde på. Du kan hjælpe børn til at forstå, hvad de synger, ved at dramatisere det. En sangs fortælling bliver levende, når du bruger fagter, spørger ind til teksten i sangen, bruger billeder, rekvisitter og lignende. Her sætter du med det samme gang i børnenes fantasi og billeddannelse, og det smitter af på deres forhold til sangen. Når de forstår og mærker sangen, giver den mening for dem – og det kan høres, når de synger.

Sang med fagter
Børnene lærer først og fremmest gennem kroppen. Nogle gange giver et ord måske først mening for barnet i det øjeblik, der er en bevægelse på. Fagter hjælper til forståelsen af teksten og styrker motorikken. Det stimulerer børns sprog og udtale, og det hjælper dem til at huske teksten. Vær ikke bange for at finde på fagter selv eller at inddrage børnenes idéer til fagter.

Sang med billeder
Aftensangen ’Solen er så rød, mor’ egner sig godt til at arbejde med billeder. Du kan give hver frase i sangen sit eget billede. Mens sangen bliver sunget, kan børnene efter tur pege på det billede, der bliver sunget om. På den måde får I efterhånden lagt alle sangens billeder i rækkefølge og dermed styr på versets form. Visualiseringen giver et nyt lag til børnenes forståelse af sangen, og tegningerne kan give mulighed for at tale om ordene undervejs.

Udklædning
Hvis en sang har et persongalleri, kan man bruge kostumer til at tydeliggøre, hvem personerne er. I sangen ’Tornerose’ kan man bruge udklædningstøj til den onde fe, den gode kongesøn og Tornerose.

TRÆN RYTME
● En fælles rytme gør det lettere at følges ad. En enkel måde at holde rytmen på er at klappe: lår, hænder, lår, hænder som i sangen ’Hej velkommen’. Man kan for eksempel også trampe, hoppe, gå eller danse rytmen.
● Du kan lege med at trampe på forskellige måder – det kan være en prinsesse og/eller en trold.
● Når børnene motorisk er klar, vil de kunne holde rytmen gennem hele sangen.
● Remser som for eksempel ’Nede i fru Hansens kælder’ er en god måde at lege med rytme på. At klappe i takt til remsen giver indsigt i sprogets rytme.
● Du kan understøtte børnenes fornemmelse for puls og rytme ved at spille på rasleæg, så er det nemmere at følges ad.
● Når du spiller trommer, kan det mærkes fysisk i kroppen, og det udvikler børnenes rytmisk-motoriske fundament.

Sæt gode rammer

En sangsamling kan rumme alt det, man kan arbejde med indenfor sang, musik og bevægelse. Her kan du planlægge et forløb og koble det til dit pædagogiske arbejde. Det styrker desuden fællesskabsfølelsen i en gruppe.

Planlæg din sangsamling
Lav en plan for din sangsamling, som du skriver ned, inden du begynder. Tidsrammen kan være 20-30 minutter, hvor du begynder med en goddagsang og afslutter med en farvelsang, som gerne må være fast fra gang til gang. Dit program skal veksle mellem stillesiddende sanglege og bevægelsesaktiviteter.
Inden du starter din samling, skal du have alle rekvisitter og instrumenter ved hånden. Det er en god idé, at der ligger måtter klar i en cirkel til børnene, så de har en fast plads at sidde på.
Du kan bruge ’Hej velkommen’ som startsang og
’Vi sir’ farvel’ som slutsang.
Sørg for at nye sange ligger i begyndelsen af samlingen, hvor børnene er mest friske. Børn elsker gentagelser, så du kan med fordel gentage dit program i flere uger. Det bliver nemlig sjovere og sjovere for børnene, fordi de kan sangene bedre og bedre.

Lad børnene deltage på forskellig måde
Børn har forskellige deltagerstrategier. Det er vigtigt at være opmærksom på det, når du leder aktiviteten. Nogle børn er mere passive og har brug for at lytte til en sang mange gange, før de synger eller klapper med. Andre børn er mere aktive og deltager ved at improvisere og videreudvikle på sangene. Se på børnene, og tilpas din oprindelige plan efter behov.
En nem måde at give børnene ejerskabsfølelse og lyst til at deltage er at være åben overfor deres idéer og fantasifulde forslag. Når du synes, det giver mening, kan du vende tilbage til din plan.

LEG MED STEMMEN

Stemmen elsker gymnastik ved at strække sig op og
ned og lave lange toner. Når du synger, er det ikke kun din stemme, du bruger, men hele kroppen. Følgende
fire dele arbejder sammen, når du bruger stemmen:

KROP: Vores krop og holdning er med til at forme stemmen. Når du har en god holdning, støtter du din stemme bedst.

LUFT: Luften er stemmens primære hjælper. For at luften kan arbejde frit, kræver det en god holdning.

STEMME: Børns stemmebånd er kortere, og derfor synger børn i et højere leje end voksne. Når vi synger med børn, skal vi derfor tænke på at synge sangene i deres leje. Så synger de mere med.

TANKE: Tankens kraft er en stor hjælp, når vi synger med børn. Når vi bruger sangens billedunivers og sætter ord på sangens følelser, sender hjernen automatisk besked til resten af kroppen om at bruge luft og stemme med energi, der passer til sangens indhold.

Det er god stemmegymnastik at synge en sang med sjove lyde. For eksempel synge ’Mester Jakob’ som en lillebitte mus, en knirkende heks eller en stor trold, hvilket giver barnet inspiration til at prøve sin stemme af. Du må gerne give øvelsen dit eget præg og dine egne lyde. Det skal bare føles rart for stemmen.