Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 05
Supervision - et redskab til udvikling
Supervision er en proces, hvori der gives støtte til at udvikle den faglige kunnen. I det pædagogiske arbejde kan supervision være et godt redskab til at give både faglig og personlig vækst
Af: Annie Sønnichsen, socialrådgiver og psykoterapeut
Supervision er en støtte i forhold til faglige, personlige eller samarbejdsmæssige problemstillinger. Og det er en forudsætning for supervision, at problemstillingerne har udgangspunkt i det faglige arbejde. Det giver undertiden usikkerhed blandt medarbejderne, når der etableres supervision i de enkelte institutioner, fordi det ikke er klart, hvad der er selve kernen i den dynamiske proces.
Supervision er hverken undervisning, konsultation eller terapi, men elementer fra alle tre discipliner forekommer i supervisionen. Jeg vil prøve at anskueliggøre forskellene til de andre discipliner på denne måde:
A < B < fagligt problem
A > B > fagligt problem
I supervisionen kommer B med et problem fra sit arbejde. Supervisor A forholder sig direkte til B ud fra de problemer, som B ønsker hjælp til. Det er vigtigt at understrege, at det er B, der er centrum i processen.
I konsultationen kan det illustreres således:
A < sag < B
A > sag > B
Her er det sagen, der i fokus. De gode råd gives af A, som forudsættes at vide mere om problemstillingen end B.
Når jeg så klart skiller supervision og konsultation, "de gode råd", er det fordi, det er min erfaring, at den faglige udviklingsproces forudsætter, at det er supervisanten selv, der når frem til løsningen på problemstillingen og ikke får den dikteret af en anden person.
De ni år, jeg i sin tid var supervisor for plejefamilier, lærte mig, at der kom langt mere vækst i de familier, der fik hjælp med udgangspunkt i de svære situationer, de selv oplevede, end i de familier, der blev "styret" med udgangspunkt i, at vi vidste, hvordan et bestemt barn skulle tackles. Når de gode råd gives i supervision, sker det efter supervisantens ønske eller som helt åbne forslag fra supervisors side. Supervisanten tager stilling til brugbarheden af rådene, og supervisor skal kunne rumme, at de kasseres.
Undervisningssituationen ligner konsultationen, hvor sag erstattes af fag, konkret viden osv.
Den væsentligste forskel er, at A har en mere aktiv/ansvarlig rolle i forhold til, hvad og hvordan formidlingen sker.
Og når man ser supervision i relation til terapi, ser figuren sådan her ud:
A < B
A > B
I denne proces er B igen centrum, men denne gang ikke nødvendigvis med en faglig problemstilling som udgangspunkt. Formålet er her en personlig udviklingsproces.

Grænsen mellem terapi og supervision ligger der, hvor en bearbejdningsproces af den personlige problemstilling begynder.
F.eks. ønsker en supervisant at finde ud af, hvorfor hun får det skidt hver gang, hun har skullet snakke med en far til et bestemt barn i vuggestuen. Hele afdækningsarbejdet ligger inden for supervisionsfeltet, men i grænseområdet til terapi og med anvendelse af samme metoder og nærvær. Hvis supervisanten for eksempel når frem til, at baggrunden for hendes problemer er en gammel, uløst konflikt i forhold til hendes egen far, så vil en åbning til at arbejde med forholdet til faderen klart være at overskride den grænse, det er vigtigt at holde i supervisionen.
Det er dog min erfaring, at en erkendelse af årsagen til problemet ofte fører til, at supervisanten vil kunne takle den aktuelle situation anderledes, og det skal understreges, at en følelsesmæssig reaktion hos supervisanten ligger helt inden for supervisionens rammer.

For hver enkelt supervision er der tale om indledning, fordybelse og afslutning med alt, hvad det indebærer. For at kunne arbejde med supervision er det nødvendigt at kende og kunne bruge sit værktøj, samtidig med at man skal være og forblive i kontakt, kunne mærke sig selv og sørge for, at rammerne, også de fysiske, er i orden. Når man skal rumme andre mennesker og deres problemstillinger kræver det, at man arbejder med sin egen personlige udvikling. Her adskiller supervision sig ikke fra behandlingsmæssigt arbejde. En anden måde at sige dette på er, at værktøjet alene dur ikke, kontakt alene heller ikke. Supervisor skal have integreret sine metoder, så hun er autentisk i sin væren og handlen over for supervisanten.
Jeg tror til gengæld ikke, det er så afgørende hvilken teoretisk skoling, man har. Det vigtige er, at man er fagligt godt funderet. Dvs. at du skal have viden om og færdigheder i forskellige områder for at kunne give supervision. For mig er de vigtige områder:
- Kommunikation
- Kropssprog og kropslæsning
- Grænsesætning
- Opbakning
- Konfrontation og fastholdelse
- Forhandling og konfliktløsning
- Personlighedsmodel/udviklingsmodel

For alle områder gælder, at supervisor skal kunne forholde sig til dem i selve processen med supervisanten, have opmærksomhed på supervisantens brug af færdighederne samt kunne hjælpe i forhold til de problemstillinger, der måtte være inden for de enkelte områder.

Det sværeste er at lade være med at give gode råd og at lade være med at synes, at supervisor skal finde løsningen. Det er som regel det, der er hovedvægt på i det daglige arbejde, og som vi derfor er trænet i. En god tommelfingerregel er, at jo hårdere supervisor synes, det er, jo større er risikoen for, at hun er på afveje
Det allervigtigste, tror jeg, er at huske, at det er supervisanten, der skal vælge, hvad hun ønsker supervision til. Supervisor skal ikke vælge, men evt. præsentere de muligheder, hun ser. Det er vigtigt kun at stille åbne spørgsmål eller afslutte sine tolkninger med spørgsmål til supervisanten.
Det skal til sidst bemærkes, at kollegial supervision forudsætter, at der ikke er uløste konflikter i medarbejdergruppen, eller at der arbejdes med dette undervejs. Supervision kræver ligesom al anden hjælp tillid mellem parterne.