Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Forældre bakker op om genopretningskrav
Af: Mikkel Prytz
Forældreorganisationen FOLA er enig med BUPL i, at der er brug for en genopretningsplan for hele 0-6 års området.

»Vi har presset citronen så hårdt, at medarbejderne ikke kan udøve deres faglighed. Pædagoger skal have tid til at kunne yde omsorg for børnene og bruge deres faglighed. Jeg kan ikke sige, hvor mange børn der skal være pr. voksen, men der skal være voksne nok og tid nok,« siger FOLA's formand Signe Nielsen.

Det store arbejdspres i institutionerne er hårdt at være vidne til som forælder, fortæller hun.

»Det er forfærdeligt at se, hvordan vilkårene er i daginstitutionerne, for hvis jeg som forælder skal kunne gå på arbejde med god samvittighed, har jeg brug for at kunne aflevere mit barn og vide, at det har det godt,« siger Signe Nielsen og fortæller, at hun selv har oplevet at måtte bede sin mor om at hente datteren fra vuggestuen, fordi hun vurderede, at der på grund af sygdom og mangel på vikarer manglede personale til at tage sig af hende.

»Ved at få min mor på banen kunne jeg hjælpe pædagogerne, som så havde færre børn at tage sig af, jeg kunne give min datter en bedre dag, og jeg kunne gå på arbejde med god samvittighed,« siger Signe Nielsen.

Hun opfordrer forældrene til at mindske presset på pædagogerne ved at aflevere kritikken på rette hylde:

»Det nytter ikke noget at blive sur på pædagogerne, hvis de helt ærligt svarer, at de ikke har set dit barn i dag, fordi der har været for meget pres. Vi skal tage det videre til kommunen og politikerne. På den måde kan vi være med til at bakke op om pædagogerne i vores børns institutioner,« siger hun.