Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 19
Stiftende generalforsamlinger; BUPL Storkøbenhavn:
Fredsvalg
Af: Steffen Hagemann
349 af ca 7.500 medlemmer valgte at møde op i Glostruphallen tirsdag den 9. maj, da BUPL Afdeling 2,3,4 og 5 samt BUPL'erne i Farum Kommune officielt blev slået sammen til BUPL Storkøbenhavn.
"Der måtte godt have været flere," lyder det i telefonen fra den nyvalgte formand, Michael Egelund.
Den stiftende generalforsamling gik forholdsvis fredeligt, fortæller Michael Egelund, selv om der alligevel var nogle folk på talerstolen. Blandt andet ledere.
"Det var ikke en bekymring, men snarere "har I husket, at der også er ledere? Er det med?" Vi har ikke glemt dem, men vi har gemt dem, for der skal ske en hel del i løbet af efteråret," siger Michael Egelund, der understreger, at i den første tid i den nye fagforening "skal vi bruge noget energi på at få organiseret og konsolideret os".
Fra pædagogerne i Farum, der snart er en del af Furesø Kommune, kom der et forslag om at etablere et pædagogisk råd, en organisationsform, som de i forvejen brugte fra deres tid i BUPL Frederiksborg Amt (nu BUPL Nordsjælland).
"Det kunne vi kun tage til os, det ville vi gerne. Det passer fint med de overvejelser, vi selv har gjort os: Hvis vi skal argumentere for vores sag, skal vi bruge vores fag," siger Michael Egelund.
De fire gamle BUPL-fagforeninger havde på forhånd aftalt, hvordan posterne i den nye bestyrelse skulle fordeles - hvis altså generalforsamlingen ville det.
"Men det gav spørgsmål om, om det nu var den rigtige og demokratiske måde at gøre det på, og det kan jeg godt forstå. Det skal man ikke sidde overhørig. Så derfor må vi gå ind i overvejelser, så vi ikke laver en lukket forsamling, men en forsamling, der kan komme i dialog med medlemmerne," siger Michael Egelund, der dog samtidig kunne konstatere, at der ikke var andre kandidater end de foreslåede til bestyrelsen, så derfor var der fredsvalg over hele linjen.
BUPL Storkøbenhavn dækker kommunerne: Herlev, Gladsaxe, Ballerup, Glostrup, Rødovre, Høje Taastrup, Ishøj, Albertslund, Vallensbæk, Hvidovre, Brøndby samt Farum og Værløse, der slår sig sammen til Furesø Kommune.

Bestyrelsen: Formand: Michael Egelund. Næstformænd: Charlotte Stendorf, Pia Jespersen. Kasserer Brigitte Christensen. Hovedbestyrelsesmedlemmer: Randi Tielbo, Jeanett Drewsen. Suppleanter til hovedbestyrelsen: Peer Iversen, Pia Jespersen. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Maj-Britt Kristensen, Pia Petersen, Jette Toldsted, Karen Bentsen,
Michael Nørvig, Benny Kamper, Birthe Gram, Pia Jeppesen, Michael Paulsen, Bodil Hansen, Torben G. Bank, Cato Sture, Birger Kihl-Plambek, Lars Lefholm, Birte Hansen, Annette Pedersen, Anette Bech, Gitte Klemensen, Pernille Estrup, Jeanette Møller, Ivan Lund, Juan Calero, Kirsten Ingemann, Marianne Mathiesen, Mogens Mathiesen, Karin Vesterberg Hansen, Susanne Lund, Henrik Vengfelt, Lene Due, Peter Leth Olsen.