Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 41
Kongres: Giv os kalenderen tilbage
Målet om at fylde strejkekassen op igen inden 2011 sætter BUPL's økonomi under pres.
Alligevel besluttede kongressen at genindføre den kalender, der var blevet sparet væk.
Af: Steffen Hagemann
Den lille lommekalender, som traditionen tro kommer hvert år sammen med Børn&Unge, blev her i efteråret sparet væk og skulle være kommet for sidste gang i november i år.
Men BUPL's medlemmer kommer ikke til at mærke den besparelse. Et stort flertal af de kongresdelegerede besluttede nemlig, at medlemmerne også i 2009 skal have en kalender - uanset hvordan forbundets økonomi har det.

Det koster rundt regnet en million kroner om året.
Der ligger en stærk symbolværdi i kalenderen, fremførte Niels Jørn Routhe fra BUPL Nordjylland, da han argumenterede for at fastholde kalenderen.
"Når man kommer ud til møder og tager kalenderen frem, kan man kigge rundt: Du er også med, det er jeg også," sagde han.
Erik Steppat, hovedbestyrelsesmedlem fra BUPL Hovedstaden, ville have, at man fastholdt besparelsen. Men han tilbød at hjælpe de lokale fagforeninger, der ville have en kalender med et fælles udtryk.
"I kan komme til mig bagefter, men I skal have penge op af lommen," sagde han.

Det bliver nu ikke de lokale fagforeninger, der skal betale. Kongressen besluttede, at pengene skulle tages fra BUPL's egenkapital.
Den beslutning lægger yderligere pres på BUPL's økonomi. Inden kalenderen blev genindført var der budgetteret med et underskud på 3,9 millioner kroner i 2009 og 6,9 millioner kroner i 2010.
Den pressede økonomi skyldes ikke kun strejken i foråret. BUPL har også svært ved at fastholde og rekruttere medlemmer, fortalte BUPL's hovedkasserer, Flemming Brøgger Andersen.
"Vi har haft en nettoafgang på 700 medlemmer siden marts. Fortsætter udviklingen, har vi ved årsskiftet en afgang på 1000 medlemmer," sagde han.

Budgettet regner med et gennemsnitligt medlemstal på 53.279 medlemmer. I januar 2007 havde BUPL 54.495 medlemmer.
Flemming Brøgger Andersen mente, at der var gode muligheder for at få et højere medlemstal. Han hæftede sig ved en undersøgelse af unge pædagogers holdning til at være organiseret, hvor de fleste giver udtryk for, at grunden til, at de ikke er medlemmer af BUPL, er, at de aldrig er blevet spurgt.
"Hvis alle her spørger en kollega, så er vi godt på vej," anførte Flemming Brøgger Andersen.

Kongressen besluttede, at et fuldtidskontingent er 472 kroner. Det vil fremover kun blive reguleret for at følge med prisudviklingen.
Kongressen godkendte også regnskaberne for 2006 og 2007. Regnskabet for 2006 viste et overskud på
7,3 millioner kroner. I 2007 var overskuddet på 11 millioner kroner.