Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 05
Børnebøger: Gode bøger til de mindste
Sæsonen 2008 byder på bøger, som kan danne basis for en fornyelse af bogsamlingerne i vuggestuer og dagplejer. Der er også guf til børnehavebørn, men der er mest til de yngste. Bøger, som kan være udgangspunkt for sprog, samvær og gode oplevelser, når vi sammen med børnene skaber en fælles opmærksomhedsramme.

Der er bøger med mere sammensatte kvaliteter, som gør det til en ekstra fornøjelse, også i et voksenperspektiv. Der er selvfølgelig en del hverdagsnære bøger, som kommer rundt om sprog og begreber, og der er eventyr og remsenærvær med de små. Og så er der en rigtig god overraskelse.
Af: Anne Petersen
Venskab på prøve
Anthony Brownes måde at lave dyrebøger er spooky. Han har en gorillafigur, der går igen i alle hans bøger, og det er en meget menneskelig gorilla.

I bogen ’Venskab’ sidder den ensomme gorilla foran sit tv og keder sig gudsjammerligt med en bøfsandwich fra McDonald’s på lænestolens armlæn. Dyrepasserne finder en kattekilling som ven til ham.

I den originale engelske version hedder killingen som titlen på bogen ’Little Beauty’. På dansk hedder den bare ’Mis’ – og det er virkelig en sød lille kattekilling.

’De gjorde al ting sammen’, lyder teksten til et billede, hvor katten sidder på kattebakken, mens menneskeaben er på wc. Plat, sjovt og genialt. De to venner leger, svinger sig i lamper og ledninger i dagligstuens urskov, og alt er godt.

På væggen hænger Breugels ’Ikaros fald’ fra 1558. Hos Breugel er naturen ligeværdig med mennesket ligesom i denne stues atmosfære af harmonisk jungle.

Indtil de en aften ser ’King Kong’ sammen og aben bliver så rasende, at den smadrer fjernsynet. Nu står venskabet sin prøve, og da dyrepasserne kommer farende, tager lille mis selvfølgelig ansvaret for ødelæggelsen på sig. Sådan er rigtige venner, de deler alt – glæder og sorger, leg og alvor. De får lov til at blive sammen, ingen bliver smidt ud af paradiset.

Kulturforskeren Billy Ehn siger om børns dyrelege, at de kan forstås som et billede på det ’fangenskab’, som børn lever i. Denne gorilla er i hvert fald taget til fange i sin egen dagligstue, og den behøver ingen institutionalisering. De venlige dyrepassere har magten. Der er altid mange lag i Brownes bøger. God fornøjelse! En ny dyrebog til institutionen.

Hvor mange bøger til små børn beskriver hverdagsnære forløb, så er ’Den lille gule pige’ en leg med og en udforskning af de røde og gule farver og af de venskaber, som opstår pludselig. ’Den lille røde pige gyngede og bagte boller og spillede bold med sig selv’. Så møder hun en ven, den lille gule pige (som er vores hovedperson).

Altså når bogen er slut, for de ved ikke endnu, at de bliver venner. Valmuer, gynger i blomsterstand, kornmarker og dét at møde en ven, man ikke kender, udgør elementerne i en meget smuk billedbog.

’Den lille gule pige,’ af Ida Jessen og Hanne Bartholin. Forlaget Høst & søn, 32 sider, vejl. pris 149 kroner.
’Venskab,’ af Anthony Browne. Forlaget Apostrof, 36 sider, vejl. pris 239 kroner.

Eventyr, rim og remser
Uden klassikere går det ikke, når man skriver om børnelitteratur. Antalogien ’Krudtugler og englebasser’ hører ikke til sidste års høst, men den er til gengæld langtidsholdbar. Rim og remser fra H.C. Andersens ’Pandeben! Godt det gror’ til ’Hjulene på bussen’.

Ud over kendte remser og sange er bogen forsynet med billedfortællinger, som alle ligger tæt på børneuniverset, og som har livsvigtige temaer som ’Teas bedste sutte-sut’. Der er variationer over temaet ting-som-bliver-væk-og-fundet-igen, om overraskelser, gemmesteder og dyrefortællinger. Antologien har klassikerkraft med masser af kendt og elsket stof og er et oplagt vuggestuehit.

En dreng taber sin vante i skoven. Her bliver den bolig for otte forskellige dyr. Selv bjørnen kan være i vanten. Men da græshoppen vil ind i varmen, holder vanten ikke længere, og da drengen finder sin forsvundne vante, er den i tusind stumper. Mærkeligt!

Jan Mogensen fortæller det ukrainske folkeeventyr med en karakteristisk streg. Han kan både tegne dyr og mennesker, og han er kanongod til at fortælle eventyr om ting. Som om denne undselige vante, der bliver bolig for skovens frysende dyr.

Siden debutbogen ’Hvor har du været bamse’ har Jan Mogensen fortalt bamse- og andre tingsfortællinger mesterligt. I en fortællepædagogisk sammenhæng er mange af Mogensens billedbøger oplagte til at fortælle videre med.

For hvor bliver alle de vanter, sokker, huer og bamser af, når de bliver væk? En vante, som er tabt i skoven, bliver selvfølgelig til en hule, skovens dyr kan varme sig i. En bamse glemt i en cykelkurv får selvfølgelig en spændende rejse. Hverdagen med børn er fyldt med ting, som forsvinder og dukker op, og et eventyr som dette er vidunderligt anvendeligt som fortællestof i denne sammenhæng.

’Krudtugler og englebasser – fra baby til børnehavebarn’ udvalgt af Christel Amundsen. Forlaget Høst og søn, 169 sider, vejl. pris 169,50 kroner.
’Vanten’ af Jan Mogensen. Forlaget Carlsen, 28 sider, vejl. pris 227,50 kroner.

Hvad der gemte sig i ægget…
’Alle fuglene havde lagt et æg. Undtagen And. ’Sådan begynder det underlige mesterstykke. And har ikke lagt noget æg, måske fordi han er en andrik, men han finder et æg, som ER anderledes.

Alle fuglene synes bedst om deres egne æg og unger, således også And. Så da det viser sig, at hans æg er et krokodilleæg, ser And ingen grund til andet end at elske det afkom, han har udruget.

Alle fugle: flamingo, påfugl, rødhals og ugle ser naturtro ud i bogens sammensatte andegårdsstemning. Uglen læser naturligvis ’Den kloge baby’ under udrugningen.

Bogen er designet med sider af forskellig størrelse, hvilket giver en sjov effekt, når man bladrer. Og så (l)ægger det godt op til den overraskende slutning. Fungerer helt igennem som billedfortælling med overraskelser for øjet. Et scoop!

’Et underligt æg’ af Emily Gravett. Forlaget Sesam, 28 sider, vejl. pris 249 kroner.

Festens glæde
Tony Ross’ prinsesse er hverken sur som i eventyret med de mange bejlere eller lyserød, som vuggestueprinsessen er. Der er efterhånden kommet flere bøger og tegnefilm om prinsessen, og det hun gerne VIL HA’, om det er lyset tændt eller en kælk.

I denne bog vil prinsessen have to fødselsdage, og hun får, hvad hun peger på. Flere og flere fødselsdage. Til sidst fejrer hun fødselsdag hver dag. Og det er der jo ikke noget festligt ved.

Moralen er, at vi ikke altid bliver lykkeligere af at få, hvad vi ønsker os. Og at det sjove ved fester forsvinder, når de bliver hverdag. Der er forskel på hverdag og fest. Og det skal der også være. Prinsessen ender med at nyde sin årlige ikke-fødselsdag netop på årsdagen for sin fødsel. På råd fra den kloge konge.

Nogle dagtilbud bruger den skik at give børnene boggaver. Fødselsdagsgaven til den etårige kunne helt oplagt være ’Fødselsdag’ af Liesbet Slegers.

Som titlen siger, handler den om den første fødselsdag. Figurerne er klare, bogens design gedigent, og den har, som en række andre udgivelser fra samme forlag, en klar og tydelig deklaration på, hvilken aldersgruppe, den henvender sig til, og hvilket tema, den kommer omkring.

Det er dog en smule misvisende med de tematiske anvisninger, en måde at gøre bøgerne mere entydige, end de faktisk er. Men aldersvejledningen kan fungere fint. Denne bog præsenteres under temaet ’selvforståelse’, da en fødselsdag en er en identitetsstyrkende oplevelse. At blive fejret med kage og gaver, som i denne bog, er godt og festligt.

Det har været fremme i pædagogiske og børnelitterære debatter, at vi på det danske børnebogsmarked ikke ser ret mange billedbøger, som beskriver børn fra etniske mindretal, og at der kan være brug for identifikationsfigurer med lidt mere kulør og kulturel spredning.

Denne mangel råder ’Aishas karameller’ bod på. Aisha skal til familiefest hos bedstemor for at fejre Eid ul-Fitr, festen som afrunder ramadanen. Bedstemor forærer Aisha karameller, men de vælter ud over det hele, da hun får en svingtur af sin onkel. Det hele ender med en god overraskelse.

En fin og enkel billedbog, der fortæller om noget, der er kendt for de fleste, nemlig familiefesten, og gør det i en kulturel variant, der ikke kendes af de fleste danske børn. Den fortjener ikke kun at blive læst af dem, der kender til skikken med at fejre Eid ul-Fitr.

’Aishas karameller’ af Elly van der Linden og Susanne Diederen. Forlaget Turbine, 28 sider, vejl. pris 198,75 kroner.
’Fødselsdag’ af Liesbet Slegers. Forlaget Turbine, 14 sider, vejl. pris 159 kroner.
’Jeg vil ha’ to fødselsdage’ af Tony Ross, Forlaget Forum, 28 sider, vejl. pris 112 kroner.

Den fortalte hverdag
Der er en god tradition for, at bøger til de små beskriver det hverdagsnære. At gøre gøremål til gøresprog ved at fortælle om alt, hvad man foretager sig, ligger i den pædagogiske rygrad. Vi fortæller hverdagen. Hverdagen er fuld af fortællinger, kan man sige, og en lang række bogudgivelser for småbørn lægger sig op af denne tradition for hverdagsfortælling.

I ’Zaza og potten’ og ’Zaza skal sove’ møder vi pigen Zaza og alle hendes bamser i en charmerende streg. Der er pink, gul og limegrøn som baggrund, en mor på højhælede Andersine And sko og et væld af bamser i alskens farver.

Bøgerne om Zaza råder bod på en mangel på kulør på børnebogsmarkedet og supplerer de figurer med lyserød hud og leverpostejsfarvet hår, som vi ser så mange af. Zaza og hendes mor har nemlig chokoladefarvet hud og afrokrøller. Og på den måde er bøgerne om Zaza en kærkommen variation i mulighed for identifikation.

Nu kan man diskutere, om bøger virker på den måde, at børn identificerer sig med dét, der ligner dem selv. Så ville både prinsesser, Klods Hans og figurer med superkræfter have lidt en helt anden og krank skæbne. Alligevel trænger vi til lidt variation, også i en tosprogssammenhæng. Velkommen til Zaza!

Zazas soveritual adskiller sig kulturelt set ikke meget fra soveritualet i ’Når far putter mig, indtil han sover’. Og dog. Her er det far, som putter, og som falder i søvn.

En humoristisk og varm fortælling om et handlekraftigt barn, der leger, indtil hun bliver træt – meget senere end sin far. Der er sikkert en del genkendelighed i dette putteritual. Der er et fint samspil mellem tekst og billede, og teksten er fyldt med charmerende, rytmiske gentagelser. På billedsiden er der en masse små parallelle spor at følge. En skøn bog!

Og skønne, det er bøgerne om Olivia også. ’Olivia og far’ skildrer en fridag med en far, der forstår at gøre hverdag til fest. De rydder op, leger, køber ind og laver mad – sammen. Olivia har, lige som rigtig mange børn, verdens bedste far. Måske fordi han har verdens bedste Olivia.

’Noa hjælper sin far’ er en af Liesbet Slegers’ mange dejlige bøger. De udkommer i et slidstærkt og bidvenligt format til de mindste og til de store i vuggestuen. I serien er også bogen om Noa, der hjælper sin far med alle mulige gøremål, bogen om togrejsen og bogen om foråret. De har alle en klar streg og komposition.

Noa har tiårs jubilæum, og i den anledning er der udkommet en slags Noa-portrætbog, som kommer rundt i alle hjørner af dagligdagen. Der er indlagt små opgaver, som opfordrer til dialog, spørgsmål og samtale. Noas bedste ven hedder Ali og har en anden etnisk baggrund. Man kan sige, at mange kulturer er repræsenteret, der er i hvert fald en mellemøstlig og bibelsk Noa, en muslimsk Ali og en nordisk Nanna, som er Noas veninde.

Forfatteren selv er flamsk og har en helt vidunderlig streg med en stram enkelhed og genkendelighed, som samtidig er meget udtryksfuld, når det gælder mimik og bevægelsen.

’Noa’ af Lisbet Slegers. Forlaget Turbine, 48 sider, vejl. pris 260 kroner.
’Noa hjælper far’ af Lisbet Slegers. Forlaget Turbine, 28 sider, vejl. pris 218 kroner.
’Noa og foråret’ af Lisbet Slegers. Forlaget Turbine, 28 sider, vejl. pris 198 kroner.
’Noa rejser med tog’ af Lisbet Slegers. Forlaget Turbine, 28 sider, vejl. pris 218 kroner.

’Når far putter mig, indtil han sover’ af Mette Egelund Olsen og Lea Letén. Forlaget Høst & søn, 28 sider, vejl. pris 149 kroner.
’Olivia og far’ af Katerina Janouch og Mervi Lindman. Forlaget Klematis, 28 sider, vejl. pris 248 kroner.
’Zaza og potten’ og ’Zaza skal sove’ af Mylo Freeman. Forlaget Turbine, 20 sider, vejl. pris 218 kroner.

Den forkælede prinsesse
Lotte Nybos prinsessefortællinger i serien ’Halløj på slottet’ fortæller om den dejligste lille prinsesse, som bliver båret på hænder og fødder af hele sit hof. Både moderen og faderen, nå nej, jeg mener naturligvis dronningen og kansleren, beundrer hende i en grad, så hun dårligt kan blive fri for deres opvartning og beundring, mens hun er i vuggestue.

Her har hun ellers et hemmeligt og sjovt liv sammen med andre børn og med en pædagog, der også har sit hyr med at holde hoffet fra døren: ’Man skal gå, når man siger farvel, ellers bliver prinsessen forstyrret’. Hoffet kunne godt tænke sig at kontrollere, ’hvad ens prinsesse laver, når hun ikke er hjemme’. Det mener hoffet faktisk, det har ret til.

I vuggestuen er der normalt godt gang i den. Prinsessen slår sig, så det bløder, og pædagogen iværksætter en redningsaktion med udrykning, plaster og hospitalsleg. Det eneste, som forstyrrer livet i vuggestuen, er hoffets anmassende nysgerrighed.

Bogen er et muntert portræt med kritisk brod til tidens forældre og en hyldest til pædagogers arbejde, ikke kun mellem linjerne. Der er sket noget med prinsessers modernisering siden Klods Hans og en lang række andre friere stod i kø efter en enestående sur prinsesse.

Vuggestueprinsessen her kan tåle forkælelsen, der som den naturligste ting går hen over hovedet på hende. Det er vist kun pædagogen, der bliver lidt sur. Eller rettere sagt ret gal i skralden. Forståeligt nok. Hvem siger, at børnebøger kun skal henvende sig til børn?

’Prinsessens hemmelige liv’ af Lotte Nybo. Forlaget Carlsen, 36 sider, vejl. pris 260 kroner.

Anne Petersen er uddannet cand.mag. i dansk og børne- og ungdomskulturstudier. Hun underviser i dansk på Jydsk Pædagog Seminarium (Århus og Randers) og har skrevet den første danske bog om litteraturpædagogik i dagtilbud: ”Den tilsidesatte bog”.