Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 04
Overenskomstforhandlinger: Et smalt forlig med små lyspunkter
Der er indgået overenskomstforlig for de kommunalt ansatte med en samlet økonomisk ramme på 2,62 procent over to år. Reallønnen er ikke sikret, men til gengæld kom arbejdsgiverne ikke igennem med forringelser. Det glæder BUPL’s formand.
Af: Peter Andersen
Efter godt et døgns forhandlinger kunne Kommunernes Landsforening (KL) og de kommunalt ansattes forhandlingsorganisation KTO lørdag præsentere et overenskomstforlig, som skal gælde fra 1. april og to år frem.
Der er tale om et ægte kriseforlig med en samlet økonomisk ramme på 2,62 procent, hvilket næppe er nok til at sikre reallønnen. Men der er også lyspunkter, mener BUPL’s formand, Henning Pedersen.
»Alle ansatte vil få generelle lønstigninger på cirka to procent over de to år, og det er formentlig ikke nok til at følge med prisudviklingen. Omvendt er jeg især glad for, at pædagoger, der bliver fyret på grund af nedskæringer, nu kan få op til 10.000 kroner til efteruddannelse via en tryghedspulje. Desværre må vi nok forvente, at der vil være behov for den,« siger han.
Tryghedspuljen blev indført for to år siden, men har hidtil kun omfattet LO-grupperne. Den udvides nu til gavn for alle kommunalt ansatte.

Lønregulering bevares. Henning Pedersen er tilfreds med, at det lykkedes lønmodtagerne at afværge arbejdsgivernes krav om forringelser.
KL mødte blandt andet op til forhandlingerne med krav om at fjerne beskyttelsen for de tillidsvalgtes suppleanter, hæve aldersgrænsen for hvornår man kan bruge seniordage og begrænse retten til at vælge, hvordan lønmodtagerne vil placere deres sjette ferieuge. Det blev alt sammen droppet undervejs.
»Det er meget væsentligt, at vi fik afværget arbejdsgivernes i øvrigt højtprofilerede angreb på overenskomsten. Alene seniordagene er jo nogle, vi har vi betalt for ved tidligere forlig,« siger Henning Pedersen.
Desuden frygtede lønmodtagerne, at KL ligesom finansministeren ville afskaffe reguleringsordningen, som sikrer, at de kommunalt ansatte holder trit med lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Men ordningen fortsætter – selv om de kommunalt ansatte nok ikke kommer til at mærke meget til den de næste to år.
»Men det er helt afgørende, at vores medlemmer følger med, hvis der kommer gang i lønstigningerne ude i de private virksomheder,« siger BUPL’s formand.

Ny kompetencefond. Som en del af den samlede ramme er der afsat en pulje på 0,25 procent til de enkelte organisationers specielle forhandlinger. Og i løbet af de kommende to uger skal BUPL forhandle for henholdsvis pædagoger, ledere og det forebyggende område.
BUPL ønsker blandt andet at afsætte en del af pengene til at begynde opbygningen af en kompetencefond, så flere medlemmer kan komme på efteruddannelse.
»Det kan både være til direkte betaling af efteruddannelse eller til vikardækning. Vi oplever, at mange pædagoger har svært ved at komme på kursus, fordi der ikke er råd at ansætte en vikar,« siger Henning Pedersen, som understreger, at det stadig er uvist, hvilken skæbne forslaget får.
Det er på dagsordenen, når BUPL forhandler særskilt for sine medlemmer i de næste par uger. Først når de specielle aftaler er på plads, vil overenskomstresultatet blive sendt til urafstemning blandt BUPL’s medlemmer.

Kort om KTO-forliget
• Generelle lønstigninger til alle kommunalt ansatte på 1,97 procent over to år. Dertil kommer den reststigning, som forventes at give yderligere 0,4 procent i gennemsnit samt eventuelle lokale lønforbedringer.
• Pædagoger og andre får del i tryghedspulje, som giver ret til betalt efteruddannelse, kompetenceudvikling og karriererådgivning, hvis man bliver fyret.
• Projekter om ’udvikling, kvalitet og faglighed’ samt ’trivsel og psykisk arbejdsmiljø’ skal diskuteres i overenskomstperioden. Desuden skal en række aftaler gennemgås med ’kønsbriller’, blandt andet for at undgå skævvridning i lokale lønaftaler.
Se hele forligsteksten på kto.dk

Forskere uenige: Sejr eller nederlag?
L ønmodtagerne har ikke meget at juble over med den nye KTO-aftale, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.
»Tager man inflationen med i betragtning, så er der med aftalen tale om et reallønstab, og det må tolkes som et nederlag for fagforeningerne. De ansatte bliver simpelthen fattigere, når man ser på købekraften, og det er selvfølgelig noget, der gør ondt,« siger Flemming Ibsen til politiken.dk.
Helt så dårligt vurderer Mikkel Mailand, forskningsleder ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS, ved Københavns Universitet, ikke resultatet.
»Man kan ikke sige, det er et nederlag for fagbevægelsen, for det var ventet, at det ville blive en meget lav lønfremgang. Det er aldrig store, flotte resultater, fagbevægelsen kan præstere i krisetider. Arbejdsgiverne er ikke kommet igennem med flere af deres krav, så selv om det er et smalt forlig, er det ud fra et lønmodtagerperspektiv måske slet ikke så dårligt,« siger Mikkel Mailand til politiken.dk

Hvad er KTO?
BUPL er med i forhandlingsfællesskabet KTO, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, som repræsenterer 548.000 ansatte i de 98 kommuner og de 5 regioner. KTO repræsenterer dermed hovedparten af de i alt 630.000 ansatte i kommuner og regioner.
Det er KTO’s formål at optræde fælles i forhandlinger om blandt andet generelle lønforhold, barsel, ferie samt medindflydelse og medbestemmelse.
KTO har 46 medlemsorganisationer, heriblandt BUPL og FOA samt Danmarks Lærerforening, hvis formand, Anders Bondo Christensen, også er formand for KTO.

BUPL’s egne forhandlinger
Parallelt med forhandlingerne i KTO-regi har de enkelte fagforeninger deres egne forhandlinger, hvor man ser på de krav, der er på det enkelte område. BUPL’s forhandlinger med Kommunernes Landsforening skal ifølge planen afsluttes den 21. februar, og her skal man blandt andet blive enige om, hvordan de 0,25 procent, som KTO-aftalen har øremærket til organisationsforhandlingerne, skal fordeles. Blandt det, som forhandles den 21. februar, er BUPL’s krav om, at pædagoger på deltid skal have ret til ansættelse på fuld tid.

Læs nyheder om overenskomstforhandlingerne på bupl.dk