Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 22
Pædagogik. Vi samler på guldkorn
Børnehaven Tumlehøj har samlet på børns sjove og underfundige guldkorn i 30 år. Men de griner aldrig af børnene, selvom det kan være svært.
Af: Kurt Balle Jensen
Der skal være begravelse i kirken, som ligger over for Børnehaven Tumlehøj i Klejtrup i Viborg Kommune. Dannebrog er på halv, og da Bastian får øje på flaget, udbryder han spontant: »Kirken har fødselsdag i dag.«
Så opdager han, at flaget kun er halvt oppe og tilføjer hurtigt: »I hvert fald en lille smule.«
Det er sjovt, men ingen smiler eller griner. Pædagogerne benytter anledningen til at snakke med børnene om, at når flaget er på halv, er det ikke fordi, at nogen har fødselsdag. Det er fordi, der er en, der er død og skal begraves. De gør det på en måde, så Bastian ikke på nogen måde får følelsen af at have sagt noget dumt. Men bagefter skriver pædagogerne det lille guldkorn ned, og fremover kan det læses på institutionens hjemmeside sammen med masser af andre guldkorn.
Institutionen har skrevet børnenes sproglige guldkorn ned i alle de 27 år, institutionen har eksisteret. Forældrene kan læse dem på hjemmesiden, og før internettets tid blev der læst op fra bogen med guldkorn, når der blandt andet var forældremøder. Personalet får respons på guldkornene fra både forældre og dem, der engang har været børn her i børnehaven. Og der er altid positiv respons.
De griner aldrig af børnene i Tumle­høj. Nogle gange kan det være svært ikke at grine, og måske skal man lige kigge ned eller væk et øjeblik. Men de er gode til at styre det, og så kan man altid grine bagefter sammen med kolleger eller forældre. Til gengæld kan børnenes fortalelser ofte give anledning til, at der tages nye emner op.
Her to af de guldkorn, der ligger gemt i Tumlehøjs historiebog:
En dag skal Lucas’ morfar opereres for grå stær, og Lucas mener, at han skal have en fugl pillet ud af øjet.
En anden dag hører børnene undrende på, mens en af pædagogerne fortæller, at hun hverken har gået i børnehave eller dagpleje. Det fandtes ikke dengang, så hun gik hjemme ved sin mor.
Noah kan forstå på det hele, at det må være meget længe siden, pædagogen var barn: »Var det dengang, der fandtes drager,« spørger han.

Kilde: Pædagog: Lissi Bugge, Børnehaven Tumlehøj, Klejtrup, Viborg Kommune.


Sådan holder du masken
Nogle har lettere til latter end andre, og der findes personer, som nærmest pr. refleks knækker sammen af grin, når der sker noget morsomt. Hvordan kan man psykisk standse en helt naturlig fysisk reaktion? Her er to gode råd fra Jette Reimar, yogainstruktør i Odense:

Flyt fokus
Se for eksempel på barnets sweater, og spørg dig selv, hvilken farve den egentlig har. Er den bordeaux, eller hvad er den? På den måde er du stadig nærværende, men du flytter fokus og koncentrerer dig om noget andet.

Brug din fysik
Træk vejret helt ned i bunden af maven, eller host for på den måde at gøre noget andet fysisk end at grine. Et godt trick er også at lade det morsomme komme til udtryk gennem andet end latter. Det kan du opøve ved at sige til dig selv, at ’i stedet for at grine, rynker jeg nu panden’, eller ’i stedet for at grine, strammer jeg nu kæbemusklerne.’