Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 37
KRIGSTRAUMER - Børn fra en ubegribelig verden
I Gellerup i Århus kæmper pædagogerne en ulige kamp for at skabe en tålelig hverdag for områdets traumatiserede flygtningebørn. Et slag med mange skurke og tabere. En af skurkene er den kommunale vanetænkning.
Af: Klavs Vedel
Det hele kan starte med, at jeg har stillet krav til et barn. Barnet spytter på mig, sætter neglene i og kradser hele vejen ned. Til sidst mærker jeg vreden stige op i mig. Man gider ikke finde sig i den slags. Bagefter er det svært at håndtere de voldsomme episoder. Uanset hvor gammel man er, så er det ikke rart at blive spyttet på eller få en spand sand i hovedet for den sags skyld. Man synes, det er ulækkert og ydmygende.«
Sådan siger Susanne Hamborg, leder af børnehaven Spiren gennem 10 år. Hun sidder på kanten af sofaen i personalestuen og fortæller om dagligdagen for børn og voksne.
»Når du oplever den salgs ting tit nok, bliver det meget nemt til noget normalt. Det er ikke godt.
Der er ikke nogen fornuftig grund til at finde sig i at blive sparket til eller få kastet en stol efter sig. Det er så far out, at vi bliver nødt til at sige: Jeg vil ikke spyttes på, Jeg vil ikke ha' stol sendt efter mig, når jeg går ind på stuen. Færdig, bum, basta. Og så må vi simpelthen finde ud af, hvordan vi takler det i forhold til de børn, som gør den slags.«
Set udefra kunne Spiren ligge hvor som helst. For enden af hvilken som helst sidevej, i hvilket som helst nabolag. Det afgørende er imidlertid, at adressen er Lenesvej 27 i Århus - et hjørne af Gellerup.
Fra at være en blandet landhandel af danskere og andre folkeslag i starten af 1990'erne er bydelen nu en decideret ghetto for nydanskere. Præget af en stor gruppe flygtninge, der bærer rundt på dybe sår i sjælen. Sår, der stammer fra de krigs- tortur- og flugtoplevelser, de har stået igennem før ankomsten til Danmark.
Omkring halvdelen af institutionens 56 børn vokser op i de hårdt belastede flygtningehjem.

En dyr lidelse. Den kliniske betegnelse for forældrenes sår er "post traumatisk stress syndrom" eller PTSD. En lidelse, der kan lindres og nogle gange kureres. Men sjældent bliver det.
Fordi de PTSD-ramte bliver angste og skamfulde, når de igen og igen mister kontrollen over sig selv som resultat af traumerne og kun sjældent magter at række hånden frem for at bede om hjælp.
Men også fordi sjælelige reparationer er en bekostelig affære, som let løber op i flere hundrede tusinde kroner. En kendsgerning, der gør hjælpen til et åbenlyst spareobjekt hos de bevilligende myndigheder.
Og mens myndighederne griber til sparepungen, fortsætter forældrene med at gøre livet svært for børnene i den tidlige barndom. I et omfang, så de mister evnen til at fungere ordentligt sammen med andre.
Og på den måde er mange institutioner i danske ghetto-områder i dag havnet i fedtefadet, fordi en stor gruppe børn fra første færd kræver massiv opmærksomhed fra de ansatte.

Sårede børn. Sidste år lykkedes det omsider at få øget personalenormeringen efter 10 års tovtrækkerier med kommunen. Men alligevel - og til trods for en bedre økonomi end i andre institutioner - er det stadig en daglig kamp at få enderne til at nå sammen.
»Overordnet har vi lige fra de meget aggressive flygtningebørn, der kun kan kommunikere ved at smide med legetøj, stole, fodtøj og den slags for at få deres frustrationer ud. Børn, som ofte er i konflikt med andre børn, men især med de voksne. I den anden ende af skalaen ser vi nogle meget stille børn. De er utroligt indadvendte og meget svære at komme i kontakt med. De har typisk ingen sociale relationer til de andre børn. Når man oplever den slags børn for første gang, tænker man: ups, hvad er det her?«

Troede det var kulturelt. Før problemet blev massivt, var man endnu ikke klar over, hvorfor nogle børn opførte sig så anderledes. Susanne Hamborg husker blandt andet, da de fik en stille dreng i børnehaven. Han ville ikke sidde på en stol.
»Vi tænkte, det er nok kulturelt. Den forklaring brugte vi på næsten alle fænomenerne i starten. Når en dreng ikke ville sidde på en stol, måtte det være fordi, han kom fra en anderledes kultur.
Det var også en forklaring, der var meget nemmere at håndtere, i stedet for at finde frem til den rigtige grund. Nemlig, at han hjemme var meget klemt af sin far, som selv havde det utroligt skidt. Derfor søgte drengen altid et hjørne at gemme sig væk i. Når vi nu satte ham hen til et bord, hvor der var åbent hele vejen rundt. Så gjorde vi utrolig stor vold på ham. Sådan noget var meget hårdt at opdage.«
Om børnene har bukser på, når de bader, eller ikke må spise svinekød volder ikke de store problemer længere. Fokus er blevet rykket fra kultur til de sociale følger, PTSD-traumerne fører med sig. I takt med at episoder og efteruddannelse har blandet sig til brugbare erfaringer gennem årene.

Krise-pædagogik. I dag kan institutionerne vælge og vrage i et sandt hav af private og kommunale kursustilbud. Vel at mærke så længe man har plads på børnehavebudgettet til at sende personalet på skolebænken.
Men beklageligvis er de fleste aktuelle kurser deciderede grundforløb i PTSD-problemstillingen. Eller slet og ret ubrugelige fordi kursuslederne mangler viden om, hvordan tingene arter sig i praksis, mener Susanne Hamborg.
Derfor har pædagogerne på Spiren af simpel nødvendighed udviklet en stribe krise-værktøjer, som kommer i anvendelse dagligt. Værktøjerne gør det muligt at håndtere en del af de uforudsigelige og voldsomme oplevelser mellem børn og medarbejdere.
»Vi har f.eks. arrangeret os sådan, at når en situation mellem et barn og en ansat trapper op, skal der altid være en kollega, som rykker nærmere - klar til at tage over, hvis det løber af sporet.
Episoderne handler tit om hvem, der har magten, og så fungerer det bedst for os og vores børn, at en kollega med overskud tager en snak med barnet, om hvorfor Susanne blev så sur.«
Filosofien er, at børnene bliver konfronteret med deres uhensigtsmæssige opførsel uden at få endnu et nederlag med i bagagen.
Desværre for børnene fra mange af de belastede familier venter en nærmest ubegribelig virkelighed på dem, når de kommer hjem fra børnehaven til far og mor.

Traumerne styrer. »På et tidspunkt fik vi en ny pige på tre år her i børnehaven. Hende holdt vi selvfølgelig godt øje med i begyndelsen. Vi undrede os over, at hun kun ville drikke vand fra wc-kummen. Vi prøvede at vende hende fra det. Men uden held. Derfor tog vi en snak med moren om den besynderlige vane, hendes lille pige havde. Moren sagde, at datteren også drak af toilettet derhjemme. Vi forklarede, at det måtte vi altså se at få hende vænnet fra. Men så svarede moren, at det ikke var så enkelt. For pigens far kunne ikke tåle lyden af rindende vand på grund af hans torturoplevelser,« fortæller Susanne Hamborg.
Andre gange er det voldsomme begivenheder ude i verden, der pludseligt vender op og ned på børnenes liv.
»Når vi kigger på vores børn og ser, de er lige ved at krakelere. Så ved vi, at nu er den virkelig gal i familien. De kan dukke op her i børnehaven med sorte render under øjnene og lægge sig til at sove hen ad formiddagen. Så har de ikke ikke sovet ordentligt. Måske på grund af noget i tv eller en opringning fra Mellemøsten sent på natten, der drejer sig om dræbte familiemedlemmer. I sådan en situation bliver hele familien - også de mindste medlemmer - involveret.«
Begivenheder af den karakter kan også være med til at sætte gang i en bølge af ubehagelige møder med oprørte forældre i børnehaven.
Anledningerne er lige så utallige som uforudsigelige. Men fælles for dem er, at forældrenes reaktioner slet ikke står mål med, hvad man kan betegne som "normal opførsel". Og Susanne Hamborg blev næsten løbet over ende, de første gange hun oplevede forældrenes ukontrollerde vrede.
»Jeg husker en situation, hvor jeg sad over for en vred far. Han var meget ubehagelig, skældte ud og begyndte at vælte ting ned fra mit skrivebord. Det fik mig til i min uerfarenhed at sige til ham: Du skal stoppe det der. For ellers bliver jeg nødt til at ringe til politiet. Han røg op fra stolen og sagde: Jeg skal give dig politi, jeg skal fortælle, hvad politi er. Vil du se mine sår, vil du se, jeg er skudt i knæet, vil du se... Det var jeg slet ikke forberedt på.«
Siden har Susanne Hamborg udviklet en enkel teknik til at snakke ophidsede forældre ned på jorden, før de mister besindelsen helt. Nu beder hun dem sætte sig ned og forklare sig stille og roligt. Ellers kan hun ikke forstå, hvad de taler om, er beskeden.
Nogle gange tager det pusten ud af et optrin. Andre gange går tingene alligevel skævt. Og så sker det, at nogen i personalet bliver bange for sådan en far eller mor.
Summen af den daglige belastning gør, at pædagoger og medhjælpere på Spiren benytter sig af kollegial supervision for hjælpe kolleger i krise. Et værktøj institutionen for nylig har taget i brug i forbindelse med et samarbejde med Bedriftssundhedstjenesten i Århus. Et nyttigt værktøj, der med Susanne Hamborgs ord er "dyrt, men nødvendigt." På den måde formindsker man muligheden for, at kolleger holder fyraften alt for tyngede af dagens oplevelser med børn og forældre.

Giver ikke op. Alligevel slider de rå oplevelser på personalet. Det ender nogle gange med, at de må sige op efter en byge af sygemeldinger.
»Jeg præciserer overfor de ansatte, at det her kun er en arbejdsplads. Og hvis de ikke kan holde til at leve deres eget liv, når de går ud af lågen. Så skal de ikke være her.«
I mange sager sender institutionen den ene underretning efter den anden, uden der sker noget hos myndighederne eller i familien. Noget som maner til handling hos pædagogerne i Spiren.
»I de tilfælde er det vores fornemmeste opgave at gøre en forskel for det her barn. Vi må prøve at give barnet noget af det, som vi ser, barnet har behov for,« understreger Susanne Hamborg.
Som systemet kører i dag, skal alle sager via underretningssystemet til en sagsbehandler på det lokale socialcenter. Systemet virker i bedste fald meget langsomt. I værste fald lykkes det aldrig at få hjulpet familien, før børnene skal videre til skolen. Derfor ønsker Susanne Hamborg, at institutionerne i Gellerup får mere at skulle have sagt.
»Jeg ville ønske, vi fik nogle flere beføjelser over for familierne. Der er meget langt fra den underretning, vi sender afsted for at gøre opmærksom på problemerne, til at myndighederne i sidste ende tvangsfjerner et barn. Vi er barnets sagfører, men nogle gange spiller vi fallit, fordi familien ikke vil være med.«
I gabet mellem underretning og tvangsfjernelse vil Susanne Hamborg gerne have indført en fast fremgangsmåde, der sikrer, at den institution, som varskoer de sociale myndigheder, også er med til at løse problemerne.
»Vi bliver alt for tit hægtet af en sag, vi selv har sat i gang. Det sker, fordi vi ikke har retten til at sidde med, når sagen lander på socialbehandlernes bord. Derfor aner vi ikke, hvad der foregår, ud over det forældrene beslutter, vi skal vide. Og på den måde kan vi helt uforvarent komme til at modarbejde andre kræfter, som er sat i sving for at hjælpe familien. Vil bare have ret til at samarbejde,« forklarer Susanne Hamborg.
Men sådan fungerer systemet ikke. I Århus Kommune administrerer man på samme måde som i mange andre kommuner landet over. Ud fra devisen at børnehaven skal anskue og løse problemer med børnene snævert i forhold til børnehavens almindelige opgaver - altså pasning udenfor hjemmet. Resten af familiens problemer hører ind under socialcentrenes område. Kun hvis forældrene siger ja, bliver pædagogerne som sagt inviteret med.
Men ud fra Susanne Hamborgs erfaringer giver det ingen mening, at forældrene har den ret, når forældrene er så traumatiserede. Prisen bliver i sidste ende betalt af børnene.

PTSD
posttraumatisk stress syndrom
Det anslås, at omkring 30 procent af Danmarks cirka 75.000 flygtninge lider af PTSD. Sygdommen stammer fra voldsomme ubearbejdede traumer fra krig eller tortur. Flygtningene sover dårligt, bliver opfarende og irritable, skyr mennesker, og mister deres indlæringsevne.
Symptomerne styrer døgnets gang i familien og går hårdt ud over børnene. Disse børn lider af såkaldt sekundær PTSD. Torturoverleveren i familien kræver så meget hensyn, og er så ødelagt, at vedkommende er stærkt handicappet i forhold til rollen som forælder. Børnene tvinges til at tage meget hensyn og ansvar til den voksne. Og udsættes dagligt for situationer der for et barn er umulige at forstå. Situationen skaber vantrivsel, og risikerer at skabe varige psykiske mén hos børnene, hvis der ikke gribes ind i tide.