Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 19 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Her fik de nok: Firmaet blev fyret
I de syv daginstitutioner i Dagtilbuddet Christiansbjerg i Aarhus har de fået nok af mangelfuld rengøring. Nu er aftalen med firmaet sagt op.
Af: Kurt Balle Jensen
Eksemplerne på forringet rengøring findes over hele landet. Et af de steder er Dagtilbuddet Christiansbjerg, Aarhus, der består af syv afdelinger med børnehaver, vuggestuer og integrerede institutioner. Her klagede forældrerådene denne sommer over rengøringen. Nogle forældre mente, at den dårlige kvalitet i rengøringen var årsag til de mange virussygdomme.
Klagerne fra forældrene kombineret med institutionernes egen utilfredshed med forholdene fik dagtilbudsleder Karin Lykke til omgående at reagere.
Hun fik arrangeret et møde med rengøringsfirmaet, hvor også kommunens rengøringskonsulent deltog. Firmaet fik forelagt billeder af mangelfuld rengøring, og kravet var, at der blev brugt mere tid til rengøring.
Der skulle holdes månedlige møder mellem firmaets ledelse og Karin Lykke, så der kunne holdes fast i aftalerne. Der blev med andre ord forsøgt at finde løsninger, men Dagtilbuddet Christiansbjerg var ikke tilfreds med resultatet, og Aarhus Kommune har nu opsagt aftalen med firmaet.
»Nej, vi skal ikke samarbejde med det firma længere. Det har ikke noget med rengøringsassistenterne at gøre. De gør det så godt, de kan, men de har ikke tilstrækkeligt med tid,« siger Karin Lykke.
Efter hendes mening er problemet, at firmaerne underbyder hinanden, og det går udover kvaliteten.
»Vi har kunnet konstatere, at der simpelthen ikke bliver gjort ordentligt rent. Gulve og toiletter rengøres ikke godt nok, og dørhåndtag og flader tørres ikke ordentligt af. Det er det hele, der ikke gøres godt nok rent, og rengøringen skal selvfølgelig være i orden,« siger hun.
Karin Lykke bekræfter, at der har været mere sygdom blandt børnene, og at det har været svært at komme af med sygdommene igen.
»Vi kan selvfølgelig ikke bevise, at det skyldes mangelfuld rengøring, men vi kan konstatere, at vi har haft meget sygdom blandt børnene, og at der ikke er blevet gjort ordentligt rent. Det skal vi have ændret på nu,« siger hun.