Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 22
TEMA: DOKUMENTATION. Dialog giver respekt, men kræver mod
At tale sammen er en ny og anderledes måde at dokumentere på. Dialog kræver dog, at aktørerne hver især finder og udvikler deres egen stemme, så der er noget at lytte til, mener forsker Pernille Hviid, der har stået for et projekt med dialogisk organisering og dokumentation i to kommuner.
Af: Vibeke Bye Jensen
Dialog mellem pædagoger, politikere og embedsmænd i en kommune er en ny, givende og spændende måde at dokumentere på. Men det kræver mod af alle parter.
Det er læren af projektet ’Nye muligheder for samarbejde i styring og organisering af dagtilbud’, som forsker Pernille Hviid, Københavns Universitet, sammen Mie Plotnikof og Preben Melander fra CBS har stået for i Ballerup og Frederikssund kommuner.
I halvandet år har de arbejdet med pæda­goger, forvaltningsansatte, politikere, forældre og børn i dialoglaboratorier. Her skulle skabes betingelser for andre måder at organisere dagtilbud og herunder også dokumentation på.
»Det er modigt af kommunalpolitikerne, at de har været villige til at droppe forestillingen om, at al dokumentation skal være top-down-styret, og at de har lyttet til pædagogerne. Og modigt af forvaltningsfolkene, at de har turdet afgive lidt af deres fortolkningsmagt. Og ikke mindst har det været modigt, at pædagogerne har eksperimenteret og været nysgerrige på deres praksis,« siger Pernille Hviid.

At udvikle sin stemme. I traditionel dokumentation får pædagogerne ikke chancen for at tale med deres egen stemme. De bliver overrumplet af dokumentationskrav udefra, mener Pernille Hviid.
»De bøvler med at fortælle om deres hverdag med andres stemmer, begreber og kategorier. Vi ser jo, hvordan der i den pædagogiske verden kommer bølger af trendy stemmer – rummelighed, anerkendelse eller innovation – og at man opfattes som et fagligt kvaj, hvis man ikke taler med. Kommunerne vil også være med på det nyeste, men der er meget bluf i de modeluner. Det kræver mod at sige, at det der nye sikkert er fint, men at vi altså stadig taler om det gode gamle ord nærvær,« siger hun.
Projektets dagsorden har været, at alle skulle udvikle deres egen professionelle stemme. Og så er der ellers blevet lyttet, spurgt og tænkt med i laboratorier, hvor de forskellige aktører har fortalt hinanden, hvad de arbejder med, og hvad de er i gang med at udvikle. Håbet har været, at kendskabet til hinanden ville skabe stærkere forbindelser og nye måder at organisere dagtilbud på, og at det skulle forbedre den pædagogiske kvalitet.
»De dialogiske aktiviteter skaber grobund for nye opmærksomheder. Det betyder, at dokumentationen bliver langt mere end ’formidling’ af praksis, idet den også kan fungere som inspirator for institutionens pædagogiske udviklingsarbejde,« forklarer Pernille Hviid.
Ifølge Pernille Hviid handler dokumentation om en ’fiksering af opmærksomhed’.
»Det har været interessant at arbejde med, hvordan man beslutter og undersøger, hvilke fikseringer man vil have i en kommune eller i en institution. I dag bestemmes fikseringerne sjældent af de professionelle. Selvom de pædagogiske læreplaner er rummelige og giver plads til fortolkninger og faglige interesser, er de oftest blevet oversat til strammere forvaltningsmæssige rammer. Det dufter for meget af kontrol og mistillid,« siger hun.
Desuden har den udefra styrede dokumentation tilsyneladende ikke udviklet kvaliteten i den pædagogiske praksis, selvom det var hensigten. Det er der en grund til, mener Pernille Hviid.
»Folk vil ofte skrive, hvad der passer ind. De føler sig ubekvemme og synes ikke, at det, de skal dokumentere, og måden, det skal gøres på, repræsenterer deres praksis. Eller også ser de deres dokumentation opsamlet i kommunalt bearbejdede rapporter, hvor deres bidrag usynliggøres. Af de professionelle fremstilles den slags opgaver som ’skal-opgaver’,« siger hun.

Ord på fagligheden. Forskerne bad pædagogerne om at tale sig frem til fire forskellige kernebegreber. En institution valgte ’mødet’, som det centrale i deres praksis. En anden valgte ’nærvær’. En valgte ’faglighed’, og en valgte ’anerkendelse’.
Den institution, der arbejdede med faglighed, syntes ikke, at de var faglige, når deres arbejde bestod af ’brandslukning’. Et begreb, der dækkede over, at de fløjtede rundt i et forsøg på at støtte og hjælpe alle børn på en gang.
»Brandslukningen tog en stor del af deres tid. Meget af tiden gik de rundt og mente, at de lavede noget utilfredsstillende og ufagligt. De følte, at de spildte deres faglige kræfter på noget, der kunne forklares med forandrede normeringer og dårlige muligheder for deres arbejde,« siger Pernille Hviid.
Pædagogerne observerede hinanden for at se, hvad de gjorde, når de lavede brandslukning. De fandt ud af, at det var nødvendigt at sørge for sikkerhed og primær omsorg, når der var mange børn med forskellige behov på samme tid. De blev også klar over, at det ikke var på det tidspunkt, de skulle have en forventning om, at de også kunne lave de kreative, indholdstunge aktiviteter.
»Deres forståelse af situationen ændrede sig fra at være noget ufagligt til at være en nødvendig faglig indsats. Det ændrede ikke praksis, men pædagogerne blev mere tilfredse,« siger Pernille Hviid.

Langhåret hippiepjat. Pernille Hviid fortæller, at selvom man skulle tro, at det er et snakkeprojekt, nedskriver pædagogerne mere end nogensinde. Ikke fordi andre skal vide, hvad de gør, men fordi de er nysgerrige på deres egen praksis og har brug for at nedskrive deres refleksioner. I en af institutionerne har man fundet plads til en halv times forberedelse om ugen.
Mange af pædagogerne beskriver, at de føler sig styrket professionelt. De kan nu på en dybere faglig baggrund bedre forklare forældre, hvorfor de gør, som de gør. Pædagogerne har også oplevet, at de med deres synlighed og flere ord på praksis kan få politikerne til at lytte. Og at de har fået indblik i politikeres arbejde.
Politikerne opdagede, at de var dårligt rustet til at træffe politiske beslutninger på baggrund af de fortolkede sammenskrivninger, som de fik fra forvaltningerne.
Men i starten var der forvirring og modstand fra pædagoger, forvaltning, forældre og politikere. Nogle var bekymrede for, om projektet var noget langhåret hippiepjat, som ikke førte noget med sig.
»Men alle fandt ud af, at de fik noget ud af at tale sammen. Politikerne taler nu om at holde dialogiske borgermøder og om at skabe en børnepolitik, der er bygget på dialog mellem aktørerne. Folk fra hver deres ’hjørne’ er blevet opmærksomme på, at de kan løse deres egne opgaver mere tilfredsstillende, når de fører dialog med andre om opgaverne,« siger Pernille Hviid.
Pernille Hviid mener, at det eksisterende styringssystem ikke ændres på grund af et projekt i to kommuner. Men hun håber, at projektet kan få flere til at tænke i nye baner og forske i alternative måder at organisere og dokumentere på.
»Den direkte dialogiske mødeform har været så udbytterig for alle, at begge kommuner i fremtiden vil eksperimentere med markedspladser som dokumentation. Det er ikke nødvendigvis et skift fra skriftlig til mundtlig dokumentation, men det er et skift fra monologisk til dialogisk dokumentation,« siger hun.
Læren af projektet er ifølge Pernille Hviid, at det er et spørgsmål om vilje, mod og tillid, om man kan ændre måden at organiserer og dokumentere på.
»Du behøver ikke at være særlig klog for at lytte til andre. Men tør du, og vil du virkelig høre, hvad de siger, det er spørgsmålet,« siger hun.

Bag projektet
Forskerteamet bag dialogprojektet er:
Pernille Hviid, lektor på Institut for Psykologi, Købehavns Universitet.
Mie Plotnikov og Preben Melander, Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse, Copenhagen Business School.
Læs nyhedsbrevene fra projektforløbet på www.bupl.dk

Sådan er dialogen i projektet foregået:

Styringslaboratorier
Her mødtes alle aktører i kommunen: Politikere, pædagoger, forvaltningsansatte og eventuelt forældre og børn for at tale om forskellige relevante temaer. Den dialogiske pointe er, at forskellige perspektiver og positioner høres og gøres synlige, at tematikker afdækkes og diskuteres gennem de forskellige perspektiver, samt at deltagerne bliver opmærksomme på, hvordan man kan tale forbi hinanden eller høre og se efter forskellige ting. Desuden kan problemstillinger blive tydeligere, og de berørte kan blive mere opmærksomme på andres og egne forventninger, selvfølgeligheder og eventuelt nye erkendelser.
Professionslaboratorier
Laboratorier for ansatte og ledere i daginstitutionerne. De møder op med noter fra deres arbejde og diskuterer på skift forskellige temaer, som for eksempel ’pædagogisk kvalitet’, ’den dygtige pædagog’ og ’dokumentation’. Den dialogiske pointe er, at de fagprofessionelle forholder sig reflekterende og kritisk til egne og andres antagelser om emnet. De bliver opmærksomme på deres perspektivrigdom, og at de kan bruge den aktivt til at blive klogere og skarpere på fælles og forskellige forståelser.
En større strategisk satsning
Projektet ’Nye muligheder for samarbejde i styring og organisering i dagtilbud’ er primært finansieret af BUPL’s forskningsfond, men indgår også i en større strategisk satsning på forskning om fremtidens offentlige lederskab fra regeringens side. Projektet har udviklet forskellige mødeformer, hvor deltagerne kan tale sammen. Udover de nævnte er der også eksperimenteret med legelaboratorier, lederlaboratorier og børnelederlaboratorier.
Forvaltningslaboratorier
Laboratorier for forvaltningens ansatte, fra dagtilbudschef til konsulenter og områdechefer. De mødes uden dagsorden eller stakke af sager til behandling. Den dialogiske pointe er, at deltagerne italesætter, diskuterer og reflekterer over, hvordan de selv og andre anskuer og forstår deres arbejde. Endvidere får de mulighed for at tale om hverdagspraksis og eventuelt revurdere rutiner og organiseringer.

Det mener vi om dialogprojektet:

Politikeren, Martin Jonassen
I starten syntes jeg, at det var meget langhåret
Martin Jonassen, konservativ kommunalpolitiker og medlem af socialudvalget i Ballerup Kommune, syntes fra starten, at dialogprojektet var meget langhåret og ’fuldstændig håbløst’.
»Det var også min oplevelse efter det første styrings­laboratoriemøde. Jeg tænkte: ’Hvad er det nu for noget rod? Kommandovejene er, som de er, og det er den måde, vi gør tingene på’,« siger han.
Men undervejs blev Martin Jonassen udfordret af de gode debatter, som han og kollegerne havde med pædagoger, ledere og forældre. I dag er han meget begejstret.
»Det viste sig ikke at være så fjollet. Jeg forstod hen ad vejen, hvad dialog kan føre til, hvis man er villig til at tænke ud af boksen. Nu ved jeg meget mere om, hvordan pædagogerne udfører opgaverne,« siger han.
Martin Jonassen kan se mange muligheder i den alternative form for dokumentation. Den mere visuelle måde, han fik vist den pædagogiske praksis på, har gjort den meget mere forståelig.
»Vi er nødt til at tænke nyt, for de stakkevis af rapporter, vi har fået indtil videre, gør dig ikke klogere på, hvad der foregår i den enkelte institution. Og det er jo det spændende og det væsentlige for både pædagoger og forældre, og dermed også for os,« siger han.
Martin Jonassen vil holde fast i, at den udvikling, som dialogprojektet har sat i gang i kommunen, skal fortsætte.
»I stedet for at læse og skrive tykke rapporter er det bedre at lære af hinanden, rykke hinandens grænser og lade sig inspirere af hinanden. Det skal både ske på det pædagogiske og på det politiske niveau,« siger han.
Konsulenten, Bibi Baunkilde
Fantastisk at høre pædagogerne fortælle
Pædagogisk konsulent i Ballerup Kommune Bibi
Baunkilde har deltaget i hele projektforløbet om dialogisk dokumentation. Hun er meget begejstret for de erfaringer, som pædagoger, forvaltning og politikere har gjort.
»Vi er alle opsat på at få det til at køre videre. For det har været fantastisk at høre pædagogerne fortælle og vise, hvad de opfatter som kvalitet i deres arbejde. Især pædagogernes stemme er blevet tydelig med de levende fortællinger, de har bragt frem. Vi andre har jo bare kunnet klappe i hænderne, når pædagogerne har fortalt om, hvad der i deres arbejde har betydning for børns trivsel, udvikling og læring,« siger hun.
Bibi Baunkildes job har tidligere bestået af at oversætte pædagogernes dokumentation til det politiske niveau. Men den oversættelse har ikke altid været meningsfuld, hverken for pædagogerne eller politikerne, mener hun.
»Vi vil gerne have pædagogerne i centrum. De kender deres praksis, og de skal blive dygtige til at begrunde, belyse og fortælle om, hvad børn får ud af at gå i vores dagtilbud,« siger hun.
Lige nu er Ballerup Kommune ved at finde ud af, hvordan man fører de gode erfaringer fra dialogprojektet videre til alle institutioner. Men der er ingen tvivl om, at den traditionelle måde at dokumentere på ikke vender tilbage.
»Der er bred opbakning fra alle til, at dokumentationen i fremtiden i højere grad skal foregå via dialoger,« siger hun.
Fagforeningen, Michael Egelund
Stor respekt mellem pædagoger og politikere
BUPL Storkøbenhavn har været med til at få dialogprojektet op at stå. Formand Michael Egelund synes, at det har været et ’knaldgodt projekt’. Selvom der har været vanskeligheder undervejs, er de blevet håndteret godt ved hjælp af ikke mindst pædagogerne i de to kommuner.
»På indholdssiden har det været ovenud godt, for interaktionen mellem pædagogen i institutionen og politikeren har været til stede, og der har været stor respekt begge veje. Mødet mellem politikere og pædagoger har været meget frugtbart, og pædagogerne har konkret vist og med ord fortalt om deres praksis. Det har været så tydeligt og godt, at politikerne ikke har haft besvær med at koble sig op på metoden,« siger han.
Michael Egelund er yderst tilfreds med, at man efterfølgende har besluttet, at dokumentation i højere grad skal foregå i dialogfora og ikke via en masse papirgange.
»Det er jo fantastisk, at det talte ord mellem mennesker er afgørende for udviklingen af det pædagogiske arbejde i en kommune. Alligevel har det enestående og fantastiske i det her projekt også været, at det ikke har betydet mindre skriftlighed, men at det skrevne bruges af pædagogerne til at udvikle deres praksis og ikke til at formidle opad til det politiske lag, som alligevel ikke orker at læse alle de papirer,« siger han.