Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 24
Aalborgs dyreste damer - privatebørnepassere
Pædagoger bliver privare børnepassere
I Aalborg stiger antallet af pædagoger, der går sammen og laver private mini-institutioner. Mød Lene Brun og Ann Møller Zinck, der dyrker pædagogikken som private børnepassere, elsker friheden og lønnen, men oplever, at andre pædagoger ser ned på dem.
Af: Anette Løkken Sørensen
Dagplejemor. Det er da ikke et job for uddannede pædagoger!
Den holdning møder to private børnepassere i Aalborg ofte. De er nemlig uddannede pædagoger, og selvom de understreger, at det er deres eget bevidste valg, at de elsker deres selvstændighed og de pædagogiske udfordringer, så møder de stadig fordomme.
Især fra andre pædagoger:
"Kunne du ikke få et job," lyder spørgsmålet, og svaret er, at jo, det kunne de sagtens, men de sætter pris på, at de selv bestemmer over deres dagligdag: Om de vil være ude hele dagen, om de skal spise økologisk og ikke mindst lønnen. Den er så god, at de to private børnepassere Ann Møller Zinck og Lene Brun er blevet kaldt 'Aalborgs dyreste damer'.
De to 'dyre damer' ser ret afslappede ud, som de kommer cyklende hen ad en villavej i Aalborg-forstaden Kærby. Med sig har de ti børn, der hygger sig foran i to ladcykler. De er på vej mod det nærliggende naturområde, Østerådalen, hvor de skal fiske. De skal også spise madpakker, kravle rundt på græsset, og børnene skal sove til middag i telte.
Det er en heldagsudflugt, og dem har Lene Brun og Ann Møller Zinck en del af. De har privat børnepasning i hvert sit hjem, men arbejder tæt sammen med faste, fælles projekter flere gange om ugen.
I Aalborg kommune har et stigende antal pædagoger valgt at blive private børnepassere. Omkring 12 procent af de private børnepassere i landets tredjestørste kommune er uddannede pædagoger, og der kommer hele tiden nye til. Det fortæller Sonja Nitzsch, som har været tilsynsførende for de private børnepassere i Aalborg Kommune siden 2004.
Det præcise antal pædagoger, der dengang var private børnepassere, er ikke opgjort, men det var 'godt nok ikke ret mange', som Sonja Nitzsch siger.
Hun mener, at stigningen hænger sammen med arbejdsløsheden og truslen om arbejdsløshed blandt pædagoger. Mange af pædagogerne går derfor sammen og laver private mini-institutioner.
"Jeg oplever, at fagligheden virkelig stiger. Forældre og private dagplejere vælger hinanden og er derfor mere indstillet på samarbejde. Med hensyn til lønnen så bestemmer de selv, om de vil være en Netto eller en Irma. Hvis de kan skaffe kunderne, så kan de jo også tage prisen," siger Sonja Nitzsch.

Nemt af få kunder. Lene Brun og Ann Møller Zinck kan sagtens skaffe kunderne, for mange forældre vil have mere end bare pasning. De vil have pædagogisk indhold og udvikling.
"I dag vælger forældre en vare, når de skal have passet deres børn, " siger Lene Brun, der sammen med Ann Møller Zinck har gjort ophold og læring i naturen til en væsentlig del af hverdagen for børnene.
Om sommeren har de to ugentlige 'naturlegestuedage' og om vinteren en enkelt. De mødes med to andre private børnepassere, sådan at de tilsammen har tyve børn. Det ligner en vuggestue på tur, men selvom Ann Møller Zinck og Lene Brun er pædagoger, har de selv bevidst valgt at passe børn i privat regi.
Ordet 'privat' er også årsagen til, at de har ladcyklerne, at de kan slå et telt op til børnene, og at de har råd til at putte økologisk mad i madpakken.
"Vi har fået de her cykler sponsoreret af forældre. Det var aldrig gået, hvis vi var kommunalt ansatte dagplejere, og så måtte vi jo heller ikke køre på dem af hensyn til arbejdsmiljøet," siger Ann, der er 33 år og har flere års pædagogisk erfaring plus en pædagoguddannelse fra 2007 med sig i bagagen.

Frihed og selvbestemmelse. Hendes kollega, Lene Brun, er 45 år og har været pædagog i fem år. Hun har samtidig en uddannelse som socialrådgiver og har både arbejdet i børnehave og som kommunal dagplejer.
"De ting, som jeg gerne ville prioritere, skulle altid diskuteres i mine tidligere job. Der var mange kompromisser. Nu bestemmer jeg, hvordan samarbejdet med forældrene skal køre, og jeg vælger selv mine kolleger," siger hun.
Både Ann Møller Zinck og Lene Brun er forholdsvis nyuddannede, og Ann har altid villet være privat dagplejer.
"Alle de drømme og visioner, som opbygges gennem studiet, kan realiseres her," fastslår hun.
Samtidig erkender hun, at det i begyndelsen var en stor mundfuld at stå alene med ansvaret for fem små børn hver dag.
"Der er ingen hjælp at hente fra kommunen. Jeg ringede engang, fordi jeg gerne ville have supervision og drøfte min relation med et barn, men jeg fik at vide, at jeg kunne få hjælp, hvis jeg selv betalte. Netop fordi vi som private børnepassere står så alene, synes jeg, at det er så vigtigt, at vi har en uddannelse som pædagoger. På mig virker det underligt, at man lader enhver, der ikke har knive i skuffen, være dagplejer."
"Man undervurderer de nul- til treåriges kompetencer. De skal da passes af uddannede pædagoger," indskyder Lene.
Begge oplever, at det betyder meget for forældrene, at de er uddannede pædagoger og har et klart defineret værdigrundlag.
"Forældrene ved, hvad vi står for, og når de vælger os, foretager de et bevidst valg. Da jeg var kommunal dagplejer, blev børnene henvist til os, og medmindre alting strittede på forældrene, så valgte de mig," siger Lene .
I dag forsøger både Ann og Lene at skabe det, som de kalder 'en god match'.
"Forældrene får vores perspektivplan og kan vælge os til eller fra, ligesom det også er vigtigt, at vi kan sige fra," pointerer Lene.

De dyre damer. De to pædagoger kender deres værd og tvinges ikke til at gå på kompromis med hverken maden eller åbningstiderne. De serverer kun økologisk mad for poderne. Det gjorde Lene også, da hun var kommunal dagplejer, hvor hun blev mødt med et undrende: 'Det behøver du jo ikke', fra sin tilsynsførende.
"Men det behøvede jeg netop, for det er én af mine værdier," siger Lene, der holder åbent 45,5 timer om ugen mod Anns 41 timers åbningstid.
Det er en lang arbejdsuge, men dog kortere end hos en kommunal dagplejer, som er forpligtet til at holde åbent i 48 timer om ugen. Som forælder hos Ann og Lene skal man også være indforstået med, at der ikke findes alternativ pasning, hvis dagplejeren er syg, eller når hun holder ferie. Man betaler for 12 måneder, modsat det kommunale system, hvor juli er betalingsfri. Selvom børnepasningen hos Ann og Lene er dyrere end hos en kommunal dagplejer, er den billigere end en kommunal vuggestueplads:
"Der var en dame, som ringede for at høre til vores priser. Da hun hørte det, udbrød hun: I er de dyreste damer i Aalborg!"
Det siger Lene med et grin, for det har hverken hun eller Ann spor imod at være. Forældrene betaler 7500 kroner til Ann og 7700 kroner til Lene pr. barn pr. måned. Forældrene får 5074 kroner retur i tilskud fra kommunen. Med fem børn giver det en indtægt på omkring 37.000 kroner til hver børnepasser om måneden.
Ann og Lene er udmærket klar over, at prisen ligger i den høje ende, men der er kunder nok i butikken. Tilfredse kunder.
"For forældrene betyder det meget, at de altid møder mig og kun mig. Jeg fortæller anekdoterne om deres barn, og det er mig, de møder, når de for første gang skal aflevere deres barn til en fremmed. For dem handler det i første omgang om tryghed, men i længden handler det også om at give børnene udfordringer, og det har vi den pædagogiske indsigt til at gøre," fortæller Ann, der er glad for, at hun og Lene kan støtte hinanden i hverdagen.
"Vi kan appellere til hinandens viden," tilføjer Lene.

Privatlivet. De kan også trække på hinandens erfaringer i forhold til, at de arbejder i deres eget hjem og skal finde grænsen mellem at være privat og personlig i forhold til forældrene.
"Det er nemmere at sætte en seddel op i institutionen, hvor der står: 'Vi har bestemt ...'. Så står en hel personalegruppe bag, men her falder alt jo tilbage på mig," siger Ann.
"Ja, men hvis det bare er dig, kunne du så ikke lave det om?" spørger Lene og tilføjer:
"Det er én af grundene til, at vi har en perspektivplan. Ud over at vi kan fortælle om vores pædagogiske værdier, så er det også her, at vi kan fortælle, hvordan det fungerer omkring sygdom, afhentning og ture.
"Jeg er jo den eneste fagligt professionelle i relationen, men det er umuligt at tænke det hele igennem på forhånd. Hvis der kommer et barn med 37,1, er det så feber? I den situation skal jeg tænke igennem, at min reaktion får betydning for mit fremtidige arbejde. Hvis man skubber sine grænser, bliver det hele meget besværligt, men det betyder også, at jeg skal holde min sti ren," siger Ann, som er mor til to drenge på tre og seks. Den yngste blev passet i en anden dagpleje, men kom hjem det sidste halve år, før han begyndte i børnehave.
"Jeg er glad for, at han startede ude, men også for, at han kom hjem, for det kunne jeg godt håndtere."
Lene har to drenge på 11 og 15, der var i skolealderen, da hun blev privat børnepasser:
"Det var svært i begyndelsen, for når de kom hjem fra skole, fik de at vide, at de ikke måtte være i stuen eller i haven, fordi vi var der. Når de spurgte, om jeg ville hjælpe med noget, sagde jeg: Ja, efter klokken 16, når jeg har fri. Det tog lidt tid for dem at forstå det."
I dag tilbringer Lene og Ann mest tid udenfor. I det nærliggende naturområde, på cykelture ind til Aalborg og i deres haver.
"Selvom forældrene i begyndelsen var skeptiske, når de hentede deres børn ude efter en hel dags regn, var vi helt høje. 'Det har bare været så fedt', var det eneste, vi kunne sige," griner Ann.
"Nogle gange må de have tænkt: Hvad sker der med de kvindemennesker," ler Lene, der ligesom Ann har taget mange selvbetalte musik- og naturkurser de seneste par år.
"Når vi er i naturen, leger børnene med det, der er, for vi har ikke legetøj med. Vi tror på, at det skaber kreative og innovative børn," siger Ann, og Lene nikker.
Hver anden uge får børnene besøg af en musikpædagog, og det foregår så vidt muligt også udenfor, for som Ann siger:
"Man kan jo det samme ude som inde. Der er bare lidt højere til loftet."
Når de to 'dyre damer' cykler hjem fra en dag i naturen med en flok trætte børn i cyklerne, føler de sig privilegerede.
"Jeg ville ønske, at flere pædagoger fik øjnene op for, hvor givende det er at være privat børnepasser, og hvor meget brug der er for uddannede til netop den målgruppe. Jeg har det bedste job i verden, fordi jeg selv har skabt det," siger Ann.

Så meget tjener Ann og Lene
Grundlønnen for en kommunalt ansat dagplejer er cirka 20.500 kroner om måneden plus pension. En kommunalt ansat dagplejer skal passe børnene i hjemmet og kan ikke slå sig sammen med andre dagplejere. De får en fast løn uanset antal børn samt pension, kurser betalt m.m.
Lønnen for en privat børnepasser er udelukkende bestemt af, hvor meget forældrene kan og vil betale. Der er ingen øvre grænse. Forældrene kan få et tilskud på højst 5074 kroner pr. barn. Hos Ann Møller Zinck og Lene Brun koster det henholdsvis 7500 og 7700 om måneden pr. barn (derfra kan forældrene så trække tilskuddet på 5074 kr). De to pædagoger har dermed månedslønninger på omkring 37.000 kroner hver. Heraf skal de selv betale praktisk talt alt, inklusiv mad til børnene, forsikring og pension. De skal også selv skaffe kunderne.
Både private børnepassere og kommunale dagplejere har et fradrag på 46 procent før skat.
I Aalborg Kommune stiger antallet af pædagoger, der bliver private børnepassere. I dag er 32 ud af kommunens 268 private børnepassere pædagoger, og der kommer nye til hver måned.