Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 09
Vuggestuen skal tilbage til børnene
Små børns udvikling er for vigtig til, at den kan foregå i vugge­stuer, som lægger mere vægt på pasning end på pædagogik. Pædagogerne skal gøre sig mere umage for at lave kvalitetspædagogik for børnenes skyld. Og det skal være slut med misforstået selvforvaltning i store børnegrupper, mener forsker Ole Henrik Hansen.
Af: Vibeke Bye Jensen
Børn fra et til tre år har brug for pædagoger, som har kærlighed til dem og til deres arbejde. De har brug for pædagoger, der vil dem, og som har viden om deres udvikling, så de kan lære det, de skal på de rigtige tidspunkter. Små børn i vuggestuerne har brug for pædagoger, som organiserer deres arbejde, så de kun er sammen med fire-fem børn ad gangen. De store 12-børns-grupper er dårlige for børnenes opmærksomhedsfokus. De har brug for, at pædagogerne pakker deres lønmodtagermentalitet langt væk og arbejder på en måde, som er god for børnene, men ikke nødvendigvis god for deres ryg.
For pædagogerne skal være nede på gulvet sammen med børnene. De skal bruge deres energi sammen med børnene.
Mange vil måske tænke: 'Det er jo det, vi gør'.
Nej, det gør I ikke, svarer Ole Henrik Hansen, der er pædagog, cand.pæd. og ph.d-stipendiat på DPU, Aarhus Universitet. Han har til sin ph.d samlet data i otte vuggestuer om pædagogernes dialoger med børnene. Han har også set på, hvor meget kontakt børnene har med en voksen, hvilken pædagogik man benytter sig af og ikke mindst på organise­ringen af pædagogikken.
Og det var ikke et kønt syn i hele syv ud af de otte institutioner.
"Faktisk var der kun én god vuggestue. Er forholdet sådan generelt, må jeg konkludere, at det står virkelig dårligt til med vores vuggestuer. Der er alt for meget pasning og alt for lidt pædagogik. Børnene opholder sig dagen lang sammen i grupper på 12, hvor pædagogernes vigtigste funktion er at løse konflikter og passe på, at ingen kommer til skade. Der foregår meget lidt organiseret pædagogik, som bygger på det, som pæda­gogerne bør vide noget om, nemlig små børns udvikling," siger han.

For børnenes skyld. Ole Henrik Hansen skyder ikke skylden på de dårlige normeringer. Han mener, at vuggestuernes dårlige kvalitet langt fra udelukkende skyldes, at der er for få pædagoger ansat. De store syndere er efter hans mening pædagogernes manglende organisering af arbejdet, at de ikke afgrænser tydeligt i forhold til medhjælperne, og at de ikke ved nok om, hvordan små børn tilegner sig sprog.
Ole Henrik Hansen kritiserer ikke vugge­stuepædagogerne bare for at sable dem ned. Men det, han har set i vuggestuerne, får ham til at slå alarm. Det er synd for børnene, fastslår han.
"Pædagoger, der arbejder i vuggestuerne, er ikke mindre dygtige end andre pædagoger. Men vuggestuerne er det absolut vigtigste sted i vores uddannelsessystem, fordi så mange ting bliver grundlagt, mens børnene er helt små. Hvis de misser det, er der nogle ting, børnene aldrig får lært, eller også får de lært nogle ikke hensigtsmæssige ting. Derfor er vuggestuepædagogikken altafgørende og skal tales op," siger han.

Sproget fra starten. Forsker Ole Henrik Hansens interesse - og emnet for hans forskning - er først og fremmest det nul- til treårige barns medfødte kommunikative dispositioner, og hvad der skal til for, at de udvikler et velfungerende sprog. Derfor er han stærkt optaget af, hvad vuggestuerne gør og kan gøre for sprogudviklingen.
Men da hans observationer i de otte vuggestuer viste, at pædagogerne ved for lidt om, hvilken pædagogik der fremmer sprogtil­egnelsen, har han flyttet sit fokus til hele vuggestuepædagogikken.
"Da jeg fulgte børnene måned for måned, så jeg, at den gode vuggestue producerede 21 minutters interaktion mellem barn og voksen i timen. De andre vuggestuer har et gennemsnit på 3 minutter i timen. Det er ikke godt nok, når børns sprog udvikles i kraft af deres medfødte trang til at høre til og samarbejde. Det rigtige sprog for børn i den alder er det mimiske sprog, hvor man iagttager hinanden og aflæser hinandens intentioner og følelsesmæssige forholden sig til det, der tales om. Det skal pædagogikken tage udgangspunkt i," siger han.
Ole Henrik Hansen har set, at jo mindre organisering, der er i en vuggestue, jo mindre interaktionstid er der.
"I de mange åbenplaninstitutioner 'forsvinder' børnene fra pædagogerne, og ingen ved, hvad de laver og hvorfor. Det er meget problematisk for små børn at udvikle sig i den type selvforvaltningspædagogik," siger han.

Skal lære fokus. Børn er født med et 360 graders opmærksomhedsfelt og er derfor opmærksomme på alt.
Det er meget smart, siger Ole Henrik Hansen, for så kan de se sammenhænge og være vagtsomme. Men de kan ikke selv hæmme opmærksomhedsfeltet, sådan at de kan fokusere. Det kan de kun lære, når en voksen fokuserer på barnet og er opmærksom sammen med det.
"Når det sker, udskilles signalstoffer i hjernen, som hæmmer den 360 graders opmærksomhed. Hvis man hjælper barnet med det, fra det er helt lille, så har det også lært det, når det bliver tre år. Hvis man derimod forudsætter, at barnet kan lære det selv, og barnet ikke får mere end 3 minutters opmærksomhed i timen, bliver dets evne til at hæmme opmærksomheden ladt i stikken. Det er et eksempel på, at man er nødt til at tage højde for biologien i pædagogikken," siger forskeren.

Børn lærer ikke af sig selv. Daniel Sterns teori om det kompetente barn misfortolkes i forhold til de helt små børn, mener Ole Henrik Hansen. I den postmoderne tænkning er barnet kompetent fra fødslen og kan selv forvalte sin læring. Men det er ikke rigtigt, for en etårig kan ikke styre sit eget liv og strukturere sin dag. Børn udvikler sig som at gå op ad en trappe: Noget skal læres før noget andet, ellers læres det aldrig. Kompetencer skal udvikles trin for trin, og det kan barnet ikke, hvis det ikke bliver guidet og styret, og hvis ikke pædagogikken målretter sig mod barnets alder.
"Det er ikke ligegyldigt med rækkefølgen. For eksempel kommer evnen til at fokusere sin opmærksomhed før mange andre ting, og det er en ufattelig vigtig kompetence at lære som noget af det første. For når barnet har den brede opfattelsesradius, og der sker noget ude i den ene side, er barnets opmærksomhed væk fra det, som man vil vise det. Derfor skal man investere meget energi i at fastholde børns opmærksomhed gennem tætte relationer, hvor man viser, at man vil barnet," siger han.
På samme måde er barnets evne til at reflek­tere kognitivt over de emotionelle impulser heller ikke udviklet fra fødslen. Der skal først skabes forbindelser i hjernen mellem det limbiske system, der handler om emotioner, og neo cortex, der handler om at tænke.
"De forbindelser dannes ikke af sig selv og er ikke færdigudviklet, før barnet er omkring tre år. Det skal trænes og stimuleres, og det er endnu et eksempel på, at pædagogerne er nødt til at hjælpe barnet," fortæller Ole Henrik Hansen.

Ro i butikken. Fordi små børn kun lærer, hvis de er i tæt kontakt med voksne, som vil dem, er det pædagogernes vigtigste opgave at skabe ro til det. De skal organisere arbejdet, så de ved, hvad de skal lave med hvilke børn, når de kommer på arbejde. Derudover skal der være en kritisk ledelse, som er i stand til at holde pædagogerne ud i strakt arm og give indre kritik, hvilket er betingelsen for at opbygge en kvalitetspædagogik.
"Det kræver selvfølgelig god planlægning. Og så kræver det, at der sættes en masse skille­vægge op i vuggestuerne, så få børn kan lege og have aktiviteter sammen med én voksen, uden at deres opmærksom forstyrres unødigt," siger Ole Henrik Hansen.
Han tror, at så snart pædagogerne har fået arrangeret, at de kun skal arbejde med 4-5 børn ad gangen, vil de have det godt med, at de ikke skal have deres opmærksomhed på 12 børn hele dagen.
"De skal lige vænne sig til at arbejde mere alene, fordi det er en fordel for barnet at få den voksnes fulde opmærksomhed," siger han.
Desuden kræver en god vuggestuepædagogik, at alting foregår i børnehøjde. Men på grund af arbejdsmiljøet har man flyttet alting op i en højde, som er sundt for pædagogernes rygge. Det er bare ikke godt for børnene, mener Ole Henrik Hansen.
Han viser et videoklip fra en af de vugge­stuer, han har observeret, af børn, der sidder på høje stole ved et bord i voksenhøjde.
"Det ligner jo et plejehjem. Som de børn sidder her og bliver serviceret, er det pasning. Det er ikke pædagogik. I en anden vuggestue har man fulgt sit hjerte og flyttet tingene ned i gulvhøjde. Her har man blandt andet lavet en buffet i børnehøjde, hvor børnene selv skal hente maden og så gå tilbage til fællesskabet. For børn handler det om at høre til. Når de hører til og bliver set, lærer de. Derfor skal pædagogerne i øjenhøjde med børnene," siger han.

Aflivning af hellige køer. Ole Henrik Hansen har et par hellige køer, han gerne vil aflive, fordi de efter hans mening står i vejen for en vuggestuepædagogik med kvalitet. En af dem er, at man ikke må nævne det problematiske i det alt for højt sygefravær blandt personalet i vuggestuerne.
"Men det kommer man ikke uden om, selvom mange sikkert vil synes, at det er noget mærkeligt noget at sige. Jeg tror, at der er en høj sygdomsfrekvens, fordi pædagogerne skal overskue 12 børn hele dagen. Det giver et dårligt arbejdsmiljø. En vej ud af det er, at man skal gøre de rigtige ting på de rigtige tidspunkter i børnenes liv, for så vil man kunne se, at ens pædagogik virker. Pædagogerne vil synes, at det er sjovt og udfordrende at gå på arbejde, og de vil være mindre tilbøjelige til at melde sig syge," siger han.
Han ved godt, at det kan se ud, som om han går arbejdsgivernes ærinde, når han påpeger, at sygefraværet er et problem, og at normeringerne ikke er hovedårsagen til, at vuggestuerne ikke gør det godt nok i dag.
Men han fastholder, at han kun går børnenes ærinde.
"Det er problematisk, at man skærer ned år for år, og det er en dårlig investering på lang sigt. Men det kræver ikke flere pædagoger at organisere sig mere intelligent. Man skal putte kvalitet og viden ind i hovederne på de pædagoger, der arbejder i vuggestuerne. En god og rimelig normering vil være 4 pæda­goger til 12 børn, men indtil politikerne ind­ser det fornuftige i det, appellerer jeg til, at pædagogerne under alle omstændigheder selv organiserer sig anderledes, fordi det er bedst for børnene," siger han.
En anden hellig ko er pædagogers lønarbej­dermentalitet. Den modarbejder den rigtige pædagogik, mener Ole Henrik Hansen.
"Som pædagog må man erkende, hvor vigtigt arbejdet med de små børn er, og at det kræver, at man er nødt til at være til stede. Man kan ikke bare vente på at få fri. Det kræver et engagement, og jeg forestiller mig, at de gode pædagoger godt kan se, at jeg har ret," siger han.
Ole Henrik Hansen mener, at pædagog­jobbet skal være et kald.
"Det går mig på at se de små børn opleve nederlag og dårlig pædagogik, fordi pæda­gogerne ikke tænker på børnenes behov, men mere på deres egne. Jeg synes, at det er så synd for de børn, at der er så lidt kontakt og så lidt opmærksomhed. De får alt for lidt eller det forkerte ud af at gå i vuggestue."
Alle har efter Ole Henrik Hansens mening så travlt med at klage over nedskæringer, at de glemmer børnene.
"Vuggestuen er til for børnenes skyld og ikke omvendt. Jeg har indimellem indtryk af, at jeg er den eneste, der synes, at det er synd for børnene. Forældrene synes, at det er synd for dem, at de skal aflevere deres børn til sådan et sted. Pædagogerne synes, at det er synd for dem, fordi de skal knokle så meget. Kommunalpolitikerne synes, at det er synd for dem, fordi staten er så dum. Der er ikke så mange, der tænker på, at det faktisk er børnene, der betaler prisen. Det er trist," siger han.


Levende billeder fra vuggestuen
Ole Henrik Hansen har optaget en masse videoer fra de vuggestuer, han har observeret i. De to klip, som omtales her, viser, hvad han mener om selvforvaltning i store grupper kontra organiseret pædagogik med få børn pr. voksen.

1. Selvforvaltning
Frode på cirka halvandet år går i en vuggestue med selvforvaltning og med en meget uorganiseret og fra hånden til munden-pædagogik. Intet er planlagt på forhånd. Videoklippet viser Frode, der har erobret sig en bus og forsøger at lege med den. Fordi der ikke er opmærksomhed fra pædagogerne, får Frode ikke lejlighed til at lege med bussen, men må bruge al tiden på at passe på den, fordi andre børn vil tage den fra ham. Frode går hen bag pædagogen for at skærme sig fra de andre børn. Men da et barn skriger i den anden ende af lokalet, rejser pædagogen sig fra sofaen for at gå derhen. Det gør Frode utryg, for nu føler han, at ingen passer på ham, og det kan ses i hans skræmte ansigtsudtryk. Så kommer der et barn og tager bussen fra ham. Videoklippet viser, at hans følelser er i oprør. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Han bliver ikke hjulpet og giver op. Skuldrene hænger, og hans ansigtsudtryk viser resignation.
Ole Henrik Hansens kommentar:
"Trykket stiger i Frodes hjerne, og det forsvinder først, da hans mor henter ham, for så bliver han igen tryg og glad. Hver gang, Frode oplever noget, der af ham opleves som svigt, har det omkostninger. Han kan ikke komme væk fra vuggestuen, så han er nødt til at acceptere tingenes tilstand og vil undertrykke sine følelser. I den her situation har han lært, at han skal passe på sine ting, ellers bliver de taget fra ham. Han er nu sådan én, man tager ting fra. Men han kan ikke holde ud at være ked af det hver gang, så han resignerer."

2. Velorganiset pædagogik
Et andet klip viser en gruppe med fem børn, der sidder sammen med en voksen i et rum. De synger og snakker og er tydeligt trygge og glade.
Ole Henrik Hansens kommentar:
"Små børn kan ikke organisere deres liv selv, men når man organiserer samværet, som man gør i de gode vuggestuer, er man få børn pr. voksen, og man ved, hvad man skal lære lige netop de børn i den gruppe. Børnene, som pædagogen synger med, er helt optaget af deres relation til hende, og hun kan fastholde den til alle børnene, fordi de er så få. Man kan se, at børnene er glade. Glade børn lærer, og når de lærer, er de glade. Børnene er i trivsel, og det er jo sådan vuggestuen skal være."


Forskning i vuggestuebørn
Ole Henrik Hansen er ph.d. stipendiat på DPU, Aarhus Universitet, i forskningsenheden 'Barndom, læring og didaktik. Hans ph.d. er færdig 31.7. 2012

Forskningen har tre fokusområder:
1. Barnets kommunikative dispositioner, altså de evolutionært udviklede anlæg, der lever i barnet fra fødslen og udspringer i dets naturlige trang til at høre til.
2. De sprogpædagogiske organiseringer, der bedst hjælper sproget på vej.
3. Vilkårene for, hvordan det tager sig ud i de danske vuggestuer.

Det har Ole Henrik Hansen gjort:
• Optaget videoer af børn over tid. Fulgt de sammen børn måned for måned for at finde ud af, hvilke dialogformer der var i spil i otte forskellige vuggestuer.
• Lavet minutiøse optegnelser af enkelte børn, fra de kom i vuggestuen, til de gik hjem, over flere måneder. Pædagogerne vidste ikke, hvilke børn han fulgte. Han målte blandt andet den tid, barnet fik voksenkontakt, han talte dialogskift og bestemte dialogformer.
• Ledt efter den symbolske dialogform, altså der hvor barnet forestiller sig at være noget. Det er en meget sprogproducerende sprogform. Desværre fandt han ikke meget af denne dialogform.
• Lavet interview og spørgeskemaundersøgelser for at få et generelt billede af de pædagogiske basisvilkår for det lille barns sprog i vuggestuerne.
Foreløbige resultater
• Der er stor forskel på kvaliteten i vuggestuerne.
• Små børn kan ikke undervises i sprog, da sproget ikke kan adskilles fra barnelivet i øvrigt. Gør man det alligevel, træner man ofte barnet i en fejl.
• Sproget kommer af sig selv, hvis barnet får de rette betingelser.
• Pædagogerne skal beskytte børnene mod krav om formfuldendt sprog, sprogscreeninger og sprogpakker.
• Der mangler organisering af pædagogikken i mange vuggestuer.
• Der mangler kritisk ledelse.
• Få vuggestuer deler børnene op i mindre grupper.
• Pædagogerne forstår ikke, at børnene udvikler sig i trin. Noget skal læres før andet.
• Man kan ikke overskride barnets biologi.