Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
BUPL MENER: Afmagt får os til at kræve robusthed
Års besparelser og effektiviseringer med dårligere normeringer, færre pædagoger, længere til ledelsen og flere opgaver har skabt en overlevelseskultur. Vi har brug for, at alle kan og vil præstere fuldt ud hele tiden.
Af: Elisa Bergmann formand for BUPL
Forleden besøgte jeg en god ven med en buket blomster. Hun har fået nyt job, og det skulle fejres. Vi talte lidt om jobbet, og som samtalen skred frem, kunne jeg mærke, at der var noget, der nagede: ’Jamen, til samtalen spurgte de til, om jeg var robust. Jeg svarede, at jeg ikke har små børn, og at jeg sjældent er syg. Men hvad tror du, de egentlig mener? Om jeg er meget syg – eller om jeg kan klare en stor børnegruppe ad gangen? Eller ?’ Spørgsmålet hang lidt i luften.
Hun kommer fra en personalegruppe, hvor hun ikke trivedes, fordi hendes oplevelse var, at kollegerne snarere var konkurrenter, der ville bevise deres værd over for ledelsen og skjule, når de kom til kort. Og intuitivt tog hun derfor fat om det, der meget vel kan vise sig at være en vigtig observation i forhold til hendes nye arbejdsplads.
Ingen ledelse eller personalegruppe ønsker at skabe et arbejdsmiljø, hvor den enkelte har et personligt ansvar for, hvorvidt man lykkes med opgaven. Alligevel vinder den kultur mere og mere indpas. For ord skaber handling, og ord skaber kultur.
Men det mest interessante er, hvorfor vi siger ordene, hvorfor vi efterspørger robusthed? Svaret er afmagt. Års besparelser og effektiviseringer med dårligere normeringer, færre pædagoger, længere til ledelsen og flere opgaver har skabt en overlevelseskultur. Vi har brug for, at alle kan og vil præstere fuldt ud hele tiden.
Men kan nogen det? Hvem har ikke oplevet, at en kollega i en periode ikke er helt ’fit for fight’? Skilsmisse, kronisk sygdom eller år med alt for stor belastning? Det kan ske for os alle. Og er tilsagnet om, at ’jeg er robust’ en garanti for, at det ikke kan ske for mig? Svaret er nej.
Vores opgave som fagforening og som fællesskab er at kæmpe for et godt arbejdsmiljø, gode vilkår og rettigheder, men det handler også om kultur og den måde, vi behandler hinanden på.
Vi hverken kan eller skal opgive at have ambitioner for vores fag, men vi skal væk fra, at det er den enkeltes egen skyld og et problem, hvis man bliver syg eller stresset. Det er et fælles anliggende, som vi har et fælles ansvar for. Og det er vigtigt, at vi står sammen og vender vreden mod det system, der skaber ’svage’ og syge mennesker i stedet for at sikre trivsel og arbejdsglæde.
Vi må insistere på, at arbejdsgiverne tager ansvaret for et godt arbejdsmiljø alvorligt. Vi skal have tid og ressourcer til at give børn og unge den kvalitet, de har krav på. Vi skal have mulighed for at bruge vores faglighed. Vi skal have en ledelse, der er tæt på og hjælper med at prioritere og skabe mening i opgaverne, og som har muligheden for at give plads til, at medarbejderne også er mennesker med et helt liv, der skal hænge sammen.
Jeg håber, min ven får den bedste arbejdsplads, hvor det med robustheden blot var en standardformulering fra kommunen. For
et godt arbejdsmiljø smitter af – også på børnene. Og verden har om noget brug for børn, der lærer tolerance, rummelighed og mangfoldighed.