Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 04
Reallønnen sikret - men først i 2012
Der bliver ingen lønstigninger til de kommunalt ansatte i år, men næste år stiger lønnen 2,65 procent. Pædagogerne får 20 millioner ekstra, og det er en indrømmelse af, at pædagogerne har et lønproblem, siger professor Jesper Due. Det mener BUPL også.
Af: Steffen Hagemann og Vibeke Bye Jensen
Det bliver først næste år, pædagogerne og de andre offentligt ansatte vil få en lønstigning. Der er til gengæld udsigt til en stigning, som sikrer reallønnen og måske endda giver en lille forbedring af privatøkonomien. Lønnen stiger nemlig 2,65 procent i 2012, mens priserne kun forventes at stige med 2 procent.
Det er resultatet af weekendens forlig mellem Kommunernes Landsforening (KL) og KTO - det kommunale forhandlingsfællesskab, som BUPL er en del af.
I år betaler de offentligt ansatte fuldt og helt den gæld, som reguleringsordningen har skabt. Pædagogernes forhandlere er mødt op til overenskomstforhandlingerne med en gæld på 1,23 procent, som bliver betalt ved at holde lønnen helt i ro resten af året.

Professor og arbejdsmarkedsforsker Jesper Due fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet kalder resultatet et 'vedligeholdelsesforlig'.
"Det flugter med det statslige område. Der er ingen forskel og ingen overraskelser. Rammen er den samme," siger han.
Arbejdsgiverne har fået sendt deres mere kontroversielle krav, blandt andet om mere individualisering af løndannelsen, i udvalg til bedre tider, anfører Jesper Due
"Arbejdsgiverne har ikke haft en interesse i at sparke til folk, der ligger ned. Finansministeren har heller ikke ønsket at lægge sig ud med 800.000 offentligt ansatte i et valgår," siger Jesper Due.

Nådigt sluppet. BUPL's formand Henning Pedersen har let ved at holde armene nede, når han vurderer forliget.
"Det er ikke et resultat, som vækker den vilde begejstring. På den anden side ligger det tæt på de forventninger, vi havde," siger Henning Pedersen, der dog ser positivt på lønstigningerne i 2012.
"Vi får lidt mere, end jeg havde forventet, i det andet år, hvor vi kommer op på en lønudvikling, som skulle følge prisudviklingen. Hvis alt går vel, skulle reallønnen være sikret i det andet år. Jeg synes, det er nådigt sluppet i forhold til den økonomiske krise," siger Henning Pedersen.
Han glæder sig over, at de seniordage, man fik ved sidste overenskomstforhandling, nu gøres permanente. Og at tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter nu mindst har seks måneders opsigelsesvarsel. Det bliver også muligt at forhandle lokalløn til arbejdsmiljørepræsentanter, en mulighed som tillidsrepræsentanterne allerede har.
"Resten er projekter og hensigtserklæringe, som ikke giver forbedringer til vores medlemmer her og nu," siger Henning Pedersen.

Et lille skridt mod ligeløn. Onsdag, efter deadline på dette nummer af Børn&Unge, forhandlede BUPL sine egne krav på plads. Her var på forhånd afsat 0,3 procent, svarende til omkring 50 millioner kroner for BUPL's vedkommende, men weekendens forhandlinger i KTO gav pædagogerne 20 millioner kroner ekstra. Heraf er BUPL's andel 13 millioner kroner.
"Det noterer jeg som en erkendelse af, også fra KL's side, at pædagoger har et lønproblem, ellers var de aldrig gået med til det. Det er vigtigt, for KL's politikere har haft meget travlt med at sige, at der ikke er noget ligelønsproblem," siger Henning Pedersen.
Men beløbet er så lille, at det ikke bliver muligt for alle pædagoger at mærke en forbedring, understreger BUPL's formand.
"Men værdien kan komme senere, og nu tager vi det med som et lille bitte, bitte skridt," siger Henning Pedersen.
Dermed har BUPL fået opfyldt et af sine væsentligste mål med dette års overenskomstforhandlinger, nemlig at få den første indrømmelse, som kan bringe pædagogerne tættere på ligeløn.
Arbejdsmarkedsforsker Jesper Due mener også, at BUPL har fået taget hul på sit ligelønsprojekt.
"Pædagogerne har fået en indrømmelse, der gør, at man kan forfølge sit mål. Nu er det et fuldstændig legitimt krav. Dels er det dokumenteret i lønkommissionen, dels er det imødekommet. Det er en væsentlig markering, som retfærdiggør den argumentation, BUPL har haft," vurderer Jesper Due.

Kampen om smulerne
Ved redaktionens slutning var der endnu et par dage til BUPL's egne forhandlinger om pædagogernes og ledernes overenskomster. Igen så det svært ud. Arbejdsgiverne havde på forhånd sagt nej til alle BUPL's krav, og der var kun meget lidt at forhandle om.
Kommunernes Landsforening (KL) havde på forhånd meldt ud, at de 63 millioner kroner, som pædagogerne fik, til at forhøje pensionen. Alligevel ville BUPL prøve at holde ligelønsdebatten på sporet ved i første omgang at hæve pædagogfaget op på en højere startløn. Resten af pengene kunne så bruges på at forhøje pensionen.
Det har fra starten af overenskomstforhandlingerne været BUPL's helt klare krav, at pædagogerne skulle have mere i lønningsposen, fordi de får meget mindre end andre med tilsvarende uddannelser.
Men at pædagogerne er havnet i en ligelønsfælde, som BUPL har hævdet, er totalt prellet af på arbejdsgiverne.
Henning Pedersen sagde efter de første forhandlinger for ti dage siden, at han trods alt blev ved med at tro på, at der kunne tages et lille bitte skridt i den rigtige retning mod en mere retfærdig løn til pædagoger.
"Jeg synes personligt, at kunne vi bruge de få penge, der er, på at løfte startlønnen, vil det være noget, der peger i retning af, at man hæver pædagoggruppen en lille smule."

Det siger de andre:
Købekraften bevares
"Det er et resultat, hvor jeg mener, at vi alene gennem de generelle forhandlinger kan sikre købekraften. Vi vidste, at vi fik et nul-år det første år. Men man kan sige, at det er fordi, vi fik ekstraordinært gode lønstigninger i 2008. I år to skulle vi gøre, hvad vi kunne for at bevare købekraften, og det er lykkes.
Anders Bondo, formand KTO og Danmarks Lærerforening, til
folkeskolen.dk.

Større forhøjelser end forventet
"Det bedste, man kan sige om forliget, er næsten, at der kom et forlig. Og så skal man hæfte sig ved, at der i overenskomstens andet år kommer større lønforhøjelser, end de fleste har ventet. Vi erkender blankt, at vi ikke kan sikre reallønnen i 2011, men det kan vi efter alt at dømme i 2012.
Dennis Kristensen, formand FOA, i en pressemeddelse.

Ligelønsproblem anerkendes
"Aftalen er ikke noget at prale af, men jeg er meget tilfreds med, at vores krav om en særlig pose penge til Socialpædagogerne er blevet mødt med anerkendelse. Vi rejste kravet om en særlig begunstigelse af socialpædagogerne under arbejdet med Lønkommissionen. Det er ganske vist ikke en stor pose penge, men anerkendelsen af vores særlige ligelønsproblem er værd at tage med.
Benny Andersen, formand Socialpædagogernes Landsforbund (SL) i en pressemeddelse.

Vi ramte plet
"Det er et økonomisk ansvarligt resultat, som på lønsiden tager udgangspunkt i vores forventninger til den private lønudvikling. Vi skal sørge for, at kommunerne ikke bliver lønførende. Omvendt skal vi sørge for, at det kommunale arbejdsmarked ikke bliver et sekunda-arbejdsmarked. Det mener jeg, vi har ramt med aftalen.
Michael Ziegler (K), formand for Kommunernes løn- og personaleudvalg til Ritzau.

Fagforeningerne er færdige
"BUPL har brugt mange - og jeg gentager mange - penge for at undersøge, hvad vi pædagoger vil have i forbindelse med OK11. Nu viser det sig, at vi igen har tabt, der er ikke flere penge til løn. Jeg mener, at fagforeningerne er færdige og har udspillet deres rolle.
Jens Hansen, pædagog, på www.bupl.dk/debat

Fagforeningen er dig selv
"Ja, så er det jo ekstra vigtigt at blive i sin fagforening og sørge for at være bare lidt aktiv, så vi kan vise omverdenen, hvorfor netop vi skal have mere i lønningsposen. Og det er ikke nok bare at betale sit kontingent og tro, at 'så må BUPL klare resten'. For sagen er jo, at vi er BUPL, og det er kun, når vi står sammen og taler højt sammen, at vi bliver hørt.
Greth Skelgaard, pædagog, på www.bupl.dk/debat