Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 03
Pædofilifrygt: Kvinder bliver også anklaget for overgreb
»Jeg har aldrig, aldrig tænkt, at jeg kunne blive anklaget,« siger en kvindelig pædagog, der blev uretmæssigt anklaget for seksuelt overgreb mod et barn. 5 ud af 17 pædagoger ramt af uretmæssige anklager for pædofili er kvinder.
Af: Steffen Hagemann
Der bliver ofte lavet særregler for mændene, når institutionerne skal udarbejde retningslinjer af frygt for, at de ansatte bliver anklaget for pædofili. Det kunne forskeren Else-Marie Buch Leander fra Aarhus Universitet afsløre i Børn&Unge nummer 1.
Men i virkeligheden befinder kvinderne sig også i farezonen, når anklager om seksuelle overgreb mod børn i institutionerne rammer. Det viser en gennemgang af 23 arbejdsskadesager, som BUPL har ført for 17 uretmæssigt anklagede medlemmer af BUPL. Alle sager er afsluttet i perioden 2007-2011.
5 ud af de 17 pædagoger, svarende til knap hver tredje, som er blevet uretmæssigt anklaget for seksuelle overgreb mod børn i institutionen, er nemlig kvinder.
Og konsekvenserne for de anklagede kvinder er lige så alvorlige som for mændene: Posttraumatiske stresstilstande og depressioner følger i kølvandet på anklagerne.

En lille advarsel. »Jeg har overhovedet ikke skænket det en tanke, at jeg kunne blive anklaget. Det var helt uden for min begrebsverden,« siger en kvindelig pædagog, der har bedt om at være anonym. Hun er midt i 50’erne.
Men en helt almindelig forårsdag i en jysk børnehave for 10 år siden bryder hendes begrebsverden fuldstændigt sammen. Der kalder lederen hende ind på kontoret. Der går rygter blandt nogle forældre med anden etnisk baggrund om, at den kvindelige pædagog skulle have forulempet et barn, fortæller lederen.
Et par måneder tidligere var der ellers kommet en lille advarsel om, at et forældrepar var bekymret for, at deres dreng var blevet udsat for overgreb.
Forældrene mødte op på institutionen for at fortælle, at de tror, at deres dreng er blevet misbrugt seksuelt, og at han også har været til læge.
Det bliver den kvindelige pædagog, der tager samtalen med forældrene alene. Der plejer ellers altid at være to pædagoger med til den slags samtaler, men den dag er der travlt, og lederen er til møde et andet sted.
En ung mand, der arbejder i børnehaven, spekulerer bagefter på, om det er ham, forældrene mistænker for overgrebet.
»Egentlig er det mig, de anklager, men det går ikke op for mig under samtalen. Jeg har aldrig, aldrig tænkt, at jeg kunne blive anklaget,« siger pædagogen.

Rygtet breder sig. Mistanken ligger og ulmer et par måneder, før rygtet breder sig så meget blandt forældrene, at den kvindelige pædagog bliver kaldt til samtale på kontoret. Hun bryder grædende sammen, selvom anklagerne er så himmelråbende grundløse, at politiet ikke engang bliver involveret i sagen.
Hun kan ikke bare affeje mistanken som latterlig.
»Det er måske, fordi jeg er stresset i forvejen. Jeg står med eneansvaret for seks små drenge, der enten har ADHD eller er skadet af omsorgssvigt. Jeg har et job, hvor jeg er meget hængt op, er meget alene om det og er meget usikker,« fortæller hun og understreger, at hun både var glad for og stolt af sit arbejde med de seks drenge.
En krisepsykolog bliver tilkaldt. Mens pædagogen og krisepsykologen taler sammen, kigger pædagogen ud ad vinduet.
»Og så ser jeg de børn, som jeg så gerne vil være sammen med, kigge ind ad vinduerne,« siger hun.

Chok og depression. Efter samtalen med krisepsykologen vælger hun at cykle alene hjem, selvom hun er i chok. Hun har en aftale hos en fysioterapeut, men den må hun opgive, fordi hun bliver angst for at gå gennem det indkøbscenter, hvor fysioterapien ligger.
Hun cykler i stedet hjem til sig selv og får i løbet af weekenden talt episoden igennem med både gode veninder og kolleger.
»Mandag morgen tager jeg på arbejde. En veninde følger mig, for jeg kan næsten ikke magte det. Der skulle jeg have haft en leder, som bare sagde: ’Meld dig syg’,« siger hun.
I stedet arbejder hun videre, mens hun samtidig går til psykolog. Hun arbejder et helt år, selvom det er rigtig svært. Så kommer hun til en psykiater, der kan konstatere, at hun har en depression, og som siger, at hun straks skal sygemeldes.
Efter sygemeldingen skifter hun jobmæssigt spor og får arbejde i en SFO.
»Men jeg er åbenbart stadig svag. Det ender med, at jeg bliver mobbet på det sted,« fortæller hun.
SFO-jobbet afløses af et godt vikariat, hvor tingene bare flasker sig, men derefter havner hun igen et sted, hvor hun bliver mobbet.
»Alting falder sammen, og jeg har ikke haft arbejde siden 2007,« siger hun.

Håber på et fleksjob. Den kvindelige pæda­gog er nu visiteret til et fleksjob, dels på grund af følgerne af den uretmæssige anklage, dels på grund af en dårlig ryg og astma.
Hun har været i arbejdsprøvninger, der er gået godt, og hun er nu sikker på, at hun kan være en god arbejdskraft 20 timer om ugen. Men det er næsten umuligt at få et fleksjob i dag, konstaterer hun.
Den uretmæssige anklage blev anerkendt som en arbejdsulykke to et halvt år efter episoden. Den kvindelige pædagog fik tilkendt en godtgørelse for mén og en erstatning for tab af erhvervsevne.

BUPL: Diskussionen skal tages

Alle skal vide, hvordan man skal forholde sig til frygten for pædofilianklager, siger BUPL’s næstformand Birgitte Conradsen.

Uretmæssige anklager om pædofili kan lige så godt ramme en kvinde, som den kan ramme en mand. Derfor er det vigtigt, at man ikke kun laver forholdsregler for mændene, påpeger BUPL’s næstformand, Birgitte Conradsen.
»Når man ude på institutionerne diskuterer, om man skal have forholdsregler, skal man altså lave fuldstændig lige regler for mand og kvinde,« siger Birgitte Conradsen.
Hun peger på Glostrup Kommunes håndtering af pædofilifrygten, som er kogt ned til to enkle regler: Alle institutioner skal drøfte, hvordan de forholder sig til frygten for anklager. Hvis institutionerne laver regler, skal de være ens for alle.
»Dermed tvinger man alle institutioner til at drøfte, hvad de mener, og hvordan de vil forholde sig. Det er en god ting, for man får diskussionen i gang, og det kan være, at alene diskussionen af, hvad det handler om, gør, at man ikke behøver at lave regler,« siger Birgitte Conradsen, der ikke er vild med regler som løsning på problemet.
»Det er meget mere værdifuldt, at man har den åbenhed og tætte dialog, der gør, at man tør stille spørgsmål til hinanden og være kritisk over for sig selv og andre, uden at det bliver farligt eller mistænkeliggørelse,« siger hun.