Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 09
Der står en pædagog bag; En kunstnerisk femme fatale
Helle Freja Hansen er pædagog, maler - og Fru Holm, når hun optræder i erveringsteatret Frk. Olsens Vikarbureau. Her bruger hun den indfølingsevne, som pædagogjobbet har givet hende
Af: Vibeke Bye Jensen
Drømmen er at kunne leve af at male. Og i en ufrivillig ledighedsperiode bruges meget af tiden på at male farverige, for tiden meget figurative billeder i det hjemlige atelier i Holstebro. Det meste af den etværelses lejlighed er fyldt med egen og andres kunst og halvfærdige billeder, farvetuber og et staffeli lige klar til brug. Så lige nu er det gennem maleriet, at Helle Freja Hansens kreativitet og kunstneriske evner får udtryk.
"I den her periode er jeg blevet klar over, hvor uendelig vigtigt maleriet er for mig, hvor forbundet det er med mit sind og min sjæl. Jeg har altid tænkt på mig selv som et kreativt menneske og pædagog og som et praksismenneske mere end en teoretiker," siger hun.
Alligevel tog Helle Freja Hansen livtag med de pædagogiske teorier og blev i 1991 uddannet som socialpædagog i Århus. Bagefter arbejdede hun mest med voksne psykisk udviklingshæmmede. Siden har hun arbejdet på et fritidshjem, hvor hun endte sin ansættelse for et år siden på grund af nedskæringer. Perioden efter blev brugt til at finde et nyt job, men det har ikke været så let, som hun havde forventet. Hun er sikker på, at det, at hun snart fylder 50 år, er en medvirkende årsag til, at det endnu ikke er lykkedes. Ønskejobbet er på et fritidshjem eller i en skolefritidsordning, for det er blandt den aldersklasse, hun helst vil være.
"Selv om jeg gerne vil male, er jeg dog ikke parat til helt at slippe pædagogfaget, så jeg håber stadig, at der dukker et job op," siger hun.

En femme fatale med forklæde. På et tidspunkt - for cirka 10 år siden - tog Helle Freja Hansen uddannelsesorlov og gik på et 10 måneders kulturmedarbejderkursus. Her fik hun lært alt det praktiske, der skal til, hvis man vil være sin egen projektmager, og fik afprøvet nogle af de ideer, hun havde. Blandt andet fik hun penge af kommunen til en udstilling af lyrik, hvor teksterne kun kunne læses via spejle. Og et arrangement, hvor hun sørgede for korsang hele vejen ned gennem gågaden i Holstebro.
Det var på kurset, at hun mødte de andre skøre kvinder, der i dag udgør Frk. Olsens Vikarbureau. Det var Helle Freja Hansen, der fik ideen, og nu har det efterspurgte, crazy serveringsteater snart 10 års jubilæum. De har fået en manager og har i mange år haft en booker, der sørger for job.
Så når Fru Holm skal i aktion, skifter hun malerkitlen ud med stram sort nederdel, hvid skjorte, netstrømper, et lille forklæde, højhælede sko, heftig make-up, en lille rød kuffert i ægte krokodilleskind og opsat hår. Og vips er Helle Freja Hansen blevet til en femme fatale - en blanding af Mae West, Bette Midler, Marylin Monroe og sin egen store udstråling og charme. Dog er Fru Holm gennem årene blevet noget mere afdæmpet, måske endda for meget. Men Helle Freja Hansen mener, at det har noget med alder og modenhed at gøre.
"I begyndelsen var der den her femme fatale i mig, som bare måtte ud. Men nu har jeg det sådan, at Fru Holm ikke mere behøver at stå og fylde hele rummet for at blive set. Nu kan jeg bruge mindre og mere forfinede virkemidler for at fylde min rolle ud," siger hun.

Indladende suk. Det kan være nok at stille sig hen ved et bord, hvor der sidder "sådan en sød mand, som måske er lidt stille og genert". Der står Fru Holm så bare, sukker indladende og kigger beundrende på ham og siger måske: "Sådan en stor og stærk mand som Dem, hvor er det fantastisk, at De bruger Deres bestik så forfinet."
"Han bliver som regel rød i hovedet, og de andre ligger flade af grin. Senere på aftenen behøver jeg bare at stå i nærheden af bordet og sukke lidt i hans retning, så virker det på samme måde. Man kan sige, at det ikke er noget særligt, men det virker, og "ofrene" plejer at tage det pænt," fortæller hun.
Showet består ud over hver persons egne små indslag af sange, som de ansatte i Frk. Olsens Vikarbureau selv har digtet på populære og kendte melodier.

Ping-pong. I det sidste job, hvor hun var i fem år, var Helle Freja Hansen det sidste år afdelingsleder for fritidshjemmet, der er en del af et større fritidscenter. En spændende periode, hvor man omlagde fra traditionelle stuer til funktionsopdeling. Hun fik blandt andet indført, at også kontoret måtte bruges af børnene, hvilket betød, at hun ikke helt skulle undvære den daglige ping-pong med dem.
"Jeg ville gerne prøve at være chef og have indflydelse, og jeg var glad for, at vi ændrede til funktionsopdelingen, fordi jeg synes, at alle døre skal være åbne for både børn og voksne. Men får en bedre udnyttelse af de ressourcer, den enkelte har. Tør man ansætte mangfoldigheden, kan man tilbyde børnene mange flere ting end med stueopdelingen," siger hun.
Grunden til, at Helle Freja Hansen skippede arbejdet med de udviklingshæmmede, som hun oprindeligt var uddannet til, var, at hun ikke har verdens største tålmodighed. Hun syntes simpelthen, at det gik for langsomt med at se resultater af arbejdet.
"Så jeg fandt ud af, at det ikke var mig. Jeg kan sagtens lægge planer og arbejde struktureret, men jeg kan også lide at bryde rammer og strukturer. Det kan man ikke gøre med de udviklingshæmmede, for de har jo brug for rammerne, ellers hænger deres verden ikke sammen," siger hun.

Tålmodig maler. Men når Helle Freja Hansen står og maler, fejler tålmodigheden ikke noget. Hun maler enten derhjemme eller pakker cyklen og kører ud i naturen for at hente inspiration. Og hun får undervisning af sin mentor, kunstmaler Benedict Eli, hvilket har udviklet hendes kunst meget.
"Jeg har malet, siden jeg var ung, men nu er jeg kommet så langt, at det kunne være skønt, hvis jeg kunne leve af det. Mine vildeste planer går på at søge ind på Jysk Kunstakademi til sommer," siger hun.
Nu må tiden vise, hvad der kommer først, et pædagogjob eller en fast plads foran staffeliet.