Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 08 Børn&Unge som e-paper
LEDER: Er det ikke forældrenes ansvar?
Efter 30 års mislykkede forsøg på at sætte tidligt ind er det på tide at knække kurven og give børn på kanten rettigheder og muligheder for et godt liv
Af: Elisa Bergmann Formand for BUPL
Har du talt med dit barn i dag?
Sådan lød et slogan fra 1980’erne om vigtigheden af, at forældre lyttede og tog barnets perspektiv alvorligt. Noget, som de fleste forældre er opmærksomme på i dag. Men debatten om forældreansvar er stadig lige aktuel. Som pædagoger ved vi, at alle forældre ønsker deres børn det bedste, men at ikke alle har forudsætningerne eller ressourcerne, i hvert tilfælde ikke uden støtte og vejledning. Nogle skal blot hjælpes lidt på vej, mens andre har så store udfordringer, at det truer barnets velfærd, og vi, der er omkring barnet, er nødt til at reagere. Det er altid en faglig udfordring, hvor grænsen går. Og det er ikke mindst en udfordring, at vi ofte ved, hvordan vi med en mere intensiv indsats kunne hjælpe en familie godt på vej, men ikke har ressourcerne til at prioritere det.
Som fagforening har vi skabt politisk fokus på nødvendigheden af tidlig indsats. Men desværre findes der stadig fagfolk og politikere, der alene tager udgangspunkt i middelklassens børn, og i det faktum, at langt de fleste børn i dag har tryghed og gode fremtidsudsigter. De mener derfor, at institutioner og skoler kan nøjes med at stille krav til forældrene om en ’ordentlig opdragelse’. Som pædagoger ved vi, at den grove forenkling er det samme som at efterlade 15-20 procent af alle børnene på perronen og til tilfældighederne.
Efter 30 års mislykkede forsøg på at sætte tidligt ind er det på tide at knække kurven og give børn på kanten rettigheder og muligheder for et godt liv. Men det kræver mere end politisk fokus. Det kræver politisk handlekraft i alt fra en anstændig socialpolitik til mere sammenhæng i den kommunale indsats og bedre ressourcer i daginstitutionen.
Pædagogerne ved, hvad der skal til. Giv os nu mulighederne.