Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Hun kører videre: Lysten til at arbejde med børn bliver jo ikke mindre med alderen
Den 65-årige pædagog Inge Rønne føler sig set og værdsat for sine kompetencer og erfaringer. Hun bliver ved med at arbejde i Børne­haven Bredstrupgade i Randers, selv om hun kan få folkepension, og selv om hun for fem år siden kunne være gået på efterløn.
Af: Kurt Balle Jensen
Inge, jeg har fundet en sten!
Liv rejser sig begejstret op i sandkassen og rækker en ganske almindelig, lille sten frem mod pædagog Inge Rønne.

»Neeej, har du fundet en sten,« siger Inge og lyder lige så begejstret som Liv.
»Den skal med hjem,« fastslår Liv og stopper stenen i lommen.

Forårssolen skinner ned over legepladsen. Vi er i en gammel byinstitution midt i Randers - den selvejende institution Børnehaven Bredstrupsgade. Her mærkes historiens vingesus, for den startede tilbage i 1892 som ’Kong Christian Den IX og Dronning Louise Jubilæumsasyl’ eller ’Asylet i Marken,’ og indenfor hænger der stadig portrætter af det gamle kongepar.
Det er et sted med værdier og traditioner, men det er børnene ligeglade med. De har travlt med at lege, og gang på gang har de lige noget, de skal have fortalt Inge.

»Lysten til samværet med børnene bliver ikke mindre med alderen,« smiler pædagogen.
Det er det, vi skal snakke om: Inge Rønne er 65 år og kunne for længst være stoppet. Men hun arbejder stadig og har ikke umiddelbart planer om at holde op.

»Nej, jeg har fået pensionen udsat,« fortæller hun.

Men hvorfor føler hun sig ikke som så mange af sine kolleger over hele landet slidt ned efter mere end 40 år på samme arbejdsplads? Sammen med leder Charlotte Vognsen går vi ind i et mødelokale for at høre, hvorfor det i Børnehaven Bredstrupsgade ikke er et særsyn med pædagoger over 60 år. Og de to pædagoger begynder straks indbyrdes at remse op:

»Der er jo også Gitte. Og der var Anni. Og Søren på Grøn Stue. Og Birgitte var da 67, da hun stoppede, var hun ikke…?«

Jeg bliver set. Inger og Charlotte kommer i tanker om flere aldrende kolleger gennem de seneste år. Ancienniteten er høj i institutionen, og der har været flere 40 års jubilæer de seneste år.

»Og det er ikke fordi, vi har bedre normeringer, end andre har, for det har vi ikke. Da jeg startede, var der 76 børn. Nu er der 89, og vi er ikke blevet flere voksne. Rammerne i institutionen er nok mere til det børnetal, der var dengang,« siger Inge.

Hun har oplevet pladsen blive mere trang, og hun har oplevet, hvordan der er blevet lagt flere opgaver over på pædagogerne. Alligevel lyder der ingen ’alting-var-bedre-i-gamle-dage’ fra Inge, selv om hun gerne ville tilbage til fortidens børnetal.

»Det vigtige er, at jeg har det godt med børnene, kollegerne og forældrene. Jeg bliver set, og mine kompetencer bliver værdsat. Jeg har ikke følt, at jeg bliver kørt ud på et sidespor, fordi jeg nærmede mig pensionsalderen. Havde jeg følt det, havde jeg sagt farvel,« siger Inge.

Charlotte nikker. Da hun blev leder i 2017, brugte hun lang tid på at undersøge, hvilke u u kompetencer de forskellige medarbejdere rummer. Hendes mål var at understøtte og trække på de erfarne pædagoger, samt italesætte hvad hun så, at de var særligt gode til.

»Hvis du er glad for dit arbejde og stolt af din faglighed, tager du ansvar og bliver en autentisk rollemodel. Ikke kun for børnene, men også for nye medarbejdere. På den måde bliver erfarne pædagoger vigtige rolle­modeller,« ­siger Charlotte Vognsen.

De vigtige fredage. I dag får hele det pædagogiske personale tilbud om kompetence­løft, og det skaber faglige fyrtårne med specifik viden inden for de seks læreplans­temaer. Og den holdning til kompetencer har betydning for Inge.
Hun er formand for Vorup FB Håndbold og har været træner i klubben lige så længe, som hun har været pædagog i børnehaven. Og selvfølgelig tager hun børn med ned i ’sin’ hal og får i det hele taget mulighed for bruge det, hun brænder for – hendes idrætslige og bevægelsesmæssige kompetencer i arbejdet i børnehaven.
For Inge er det samtidig vigtigt, at det bliver taget alvorligt, hvis hun siger fra over for noget. Hun kan godt bruge en computer, men hun er ikke en ørn til det, indrømmer hun. Så får hun lige hjælp til at få skrevet sine iagttagelser ind. Der er ikke en vrissende ’så-må-de-lære-det’ kultur. For hvad er det væsentlige? Er det for eksempel vigtigt, at alle er lige gode til alt på computeren?

»Når normeringerne er, som de er, må vi prioritere det vigtige, og det er tiden med børnene. Vi må udnytte ressourcerne bedst muligt, og det gør vi jo ikke ved at presse Inge ned bag computeren,« siger Charlotte.

Frihed og tillid. Det er da også muligheden for at være pædagog og give nærvær til børnene, der betyder mest for Inge.

»Jeg oplever stor frihed i arbejdet, og ingen ser mig over skulderen. Vi stoler på hinanden, og samtidig giver vi hinanden den opbakning og den sparring, der er behov for,« siger hun.

»Ja, og her spiller fredagene en vigtig rolle. Vi kan alle føle os slidte og pressede, og vi kan alle føle os fagligt sårbare. Derfor mødes alle pædagoger hver fredag til faglig ­sparring: I hvilke situationer synes jeg, det var rart, at der blev taget hånd om et udsat barn, en gruppe eller en voksen? Her ser vi hinanden i øjnene og hjælper hinanden ved brug af vores fælles kompetencer. Ingen må blive stresset. Alle skal have en god følelse i maven, når de går ind ad lågen til en ny arbejdsdag,« siger Charlotte.

I institutionen er der to ressourcepædagoger. De er ikke tilknyttet en fast stue, men kan støtte med ekstra ressourcer, hvor behovet er størst.

»Har jeg for eksempel et barn med særlige behov på stuen, har jeg mulighed for at få tilført en ressourcepædagog, der kan støtte barnet og stuen som helhed. Når så det bliver fredag, drøfter vi, om det fortsat er nødvendigt, eller om de ekstra ressourcer kan bruges bedre andre steder i huset,« siger Inge.

Det psykiske. Det er ikke tilfældigt, at personalegruppen har sparringstimer om fredagen, fortæller lederen.

»Vi mødes netop den dag for at sikre, at alle kan holde weekend uden noget, der gnaver. Vi støtter hinanden og får snakket ud, hvis for eksempel en pædagog har haft en udfordrende oplevelse eller på anden måde har noget, der giver behov for sparring,« siger Charlotte.

Trivsel kræver et godt psykisk arbejdsmiljø. I Børnehaven Bredstrupgade har medarbejderne sammen formuleret en trivselspolitik med en række elementer: Det sociale skal vægtes højt, man skal have omsorg for hinanden, og der skal bevidst arbejdes for at sikre 'den gode stemning'. Der er grundregler om åbenhed, ærlighed og respekt.

»Jeg synes, vi har det rigtigt godt sammen, og vi gør en del ud af at give kulturen videre til nye kolleger,« siger Inge.

Det bekræfter lederen. Hun prioriterer at have en personalegruppe med aldersspredning og bred faglig anciennitet, så den kultur og de værdier, der gennem årtier har udviklet sig i den gamle institution, lever videre.

Det fysiske. Nedslidning kan også være fysisk, og her er de erfarne pædagoger gode til at guide og vejlede de yngre, mener både Inge og Charlotte.

»Vi løfter ikke på børnene, og vi sørger for at hjælpe dem med at få flyverdragt og støvler på uden at skulle gøre det i en akavet stilling,« siger Inge.

På stuerne er der lave kontorstole med hjul, så pædagogerne kan køre fra bord til bord og hele tiden være i øjenhøjde med børnene. Det handler om at passe på sig selv og hinanden, og det minder pædagogerne løbende hinanden om.

»Det sker da ofte, at vi lidt ældre må sige til de unge, at de skal passe på, for de skal jo holde længe,« siger Inge.

Det har hun selv gjort. Hun har holdt længe, og hun har tænkt sig at holde et stykke tid endnu. Hun er for glad for sit arbejde til at droppe det.

»Nej, det er jeg ikke parat til endnu.«