Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
Forslag: Kortere skoledage med to voksne i klassen
Drop understøttende undervisning, brug to voksne i klassen, og giv børnene tidligere fri. Det er det nye våben mod de lange skoledage. BUPL er positiv.
Af: Steffen Hagemann
De lange skoledage, som er en konsekvens af skolereformen nu, hvor den er fuldt implementeret med obligatoriske lektiecaféer og faglig fordybelse, har vakt debat. Men nu ser Dansk Folkeparti, SF og Konservative en mulighed for at forkorte de lange dage ved at bytte den understøttende undervisning ud med to undervisere i klassen.
Muligheden for at veksle understøttende undervisning til mere undervisning findes allerede, men det er kun 73 af 1.232 folkeskoler, som i skoleåret 2014/15 brugte dobbeltlærerordningen til at gøre skoledagen kortere, viser en opgørelse fra Undervisningsministeriet.
Derfor har forligspartierne bag skolereformen (V, S, DF, RV og SF) nu sendt et hyrdebrev ud til samtlige kommunalbestyrelser i landet
Her står: ’Muligheden for at afkorte undervisningstiden anvendes ikke i særlig stor udstrækning. Vi vil gerne opfordre til, at muligheden anvendes i de tilfælde, hvor skolen vurderer, at det understøtter elevernes faglige udvikling bedre end den længere skoledag.’
BUPL’s formand, Elisa Bergmann, er positiv over for at indføre en to-voksenordning.
»Vi ved, at det har stor betydning for eleverne, at læreren ikke står alene i undervisningen. Vi ved også, at effekten er størst, når der er en pædagog til stede i klassen sammen med læreren. Så jeg er meget positiv, hvis forslaget kan resultere i et tættere samarbejde mellem lærere og pædagoger,« siger hun.
Forligskredsen fastslår også i hyrdebrevet, at de ekstremt lange skoledage ikke har været hensigten:
’Vores intention som forligskreds var og er, at en skoledag normalt er
kl. 8-14 for de mindste elever, kl. 8-14.30 for de mellemste elever og kl. 8-15
for de ældste elever, ‘skriver partierne bag reformen.