Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 05
Tak for alle historierne om efterløn
I de sidste fortællinger om, hvorfor pædagoger går på efterløn, er årsagerne et mix mellem sygdom, fyringer og behov for selv at bestemme over tiden.
Af: B&U
Så er det slut med fortællingerne om, hvorfor pædagoger går på efterløn. Vi iler med at bringe de sidste otte. Stor tak til alle, som har haft lyst til at fortælle deres efterlønshistorie.
Som mange af de tidligere historier handler de otte afsluttende fortællinger om, at pædagogjobbet - trods elsket af de fleste - har slidt på krop og sjæl, og at det derfor har været en kærkommen mulighed at kunne gå på efterløn. Men også om, at efterløn kan være en mere eller mindre tvungen valgmulighed, når der sker forandringer, omstruktureringer og fyringer, eller hvis man bliver syg.
Nu er der så tid til at passe hestene, til at lære at spille golf, til at passe de gamle forældre, at læse, gå på spændende kurser og til at tage sig af børnebørnene.
Niels Boel gør dog opmærksom på, at skønt efterlønnen er en god opfindelse, giver den økonomisk ikke plads til de store armbevægelser.
"Jeg vil sige til dem, der har ondt af ordningen, at økonomisk er det ingen guldgrube, så det med årgangsvine og røde bøffer hver anden dag kan man godt glemme," skriver han.

Ikke råd til bøffer og rødvin
Jeg blev opsagt af Silkeborg Kommune med udgangen af december 2010 på grund af besparelser på børne- og ungeområdet. Jeg har samlet været ansat i kommunen i 37 år, heraf sammenhængende 13 år i fritidshjem og de sidste godt 22 år som leder i en fritids- og ungdomsklub.
Jeg er fra 1. januar 2011 gået på efterløn, hvilket ikke har været med i mine planer, da jeg har været glad for mit job. Jeg havde regnet med at blive på arbejdsmarkedet i mindst et år eller to endnu. Jeg opfatter mig selv som en positiv person, men må bekende at positiviteten har fået ridser efter min opsigelse.
Jeg synes efterløn er en god opfindelse. Især inden for vores område er der mange, der vil have glæde af den. Samtidig vil jeg også sige til dem, der har ondt af ordningen, at økonomisk er det ingen guldgrube, så det med årgangsvine og røde bøffer hver anden dag kan man godt glemme.
Niels Boel

Jeg vil selv bestemme over min tid
Efter at have arbejdet i 42 år med børn valgte jeg sidste år i september at stoppe og gå på efterløn. Ikke fordi jeg var slidt op eller træt af arbejdet, men fordi jeg følte, at tiden var inde til at stoppe og selv bestemme over min tid.
Jeg er uddannet i 1968 på Sjælland og fik mit første job i Gråsten i Sønderjylland. Derudover har jeg arbejdet i en kollektiv børnehave med 66 børn i 10 år, været leder i en børnehave i 12 år og været ansat som støttepædagog i et støttekorps i to perioder. Derefter var jeg leder i en lille børnehave, indtil den lukkede på grund af for få børn. Jeg har også været med i et projekt 'Slip børnene løs' i et år sammen med en naturvejleder og en anden motorikkonsulent. Vi holdt kurser for dagplejere, pædagoger og sundhedsplejersker i børns motoriske udvikling. Til slut i min karriere havde jeg arbejde i en lille privat naturbørnehave på en gård.
Jeg har taget pædagogernes efteruddannelse over fire år og uddannet mig til motorikkonsulent. Jeg har været heldig at arbejde i børnehaver, hvor de andre medarbejdere og mit børne- og menneskesyn var ens. Derfor kunne vi udføre den pædagogik, vi syntes var den bedste for børnene.
Jeg synes selv, jeg har oplevet mange ting i mit arbejdsliv, og intet af det ville jeg have undværet. Det har været berigende og spændende både at arbejde med almindelige børn og børn, der havde brug for ekstra støtte. Jeg har mødt mange gode kolleger og nydt deres samarbejde.
Jeg har nu været på efterløn i fem måneder og nyder det. Jeg arbejder med mine heste, hygger mig med mine børnebørn og passer dem, når de er syge, læser bøger, strikker og besøger venner. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg har haft tid til at gå på arbejde.
Det eneste minus ved at være på efterløn er, at man ikke må arbejde ved siden af. Da jeg er uddannet motorikpædagog, har jeg måtte stille dette arbejde i bero, til jeg bliver folkepensionist.
Lilian Dall

Fyret på falderebet
Jeg er ud af en børneflok på 12 børn, hvoraf jeg er barn nr. 11. Jeg var moster, da jeg blev født og har altid haft med børn at gøre. Derfor besluttede jeg at læse til pædagog og var færdiguddannet i 1989. Jeg fik arbejde i den børnehave, hvor jeg havde min første praktik. Efter over 20 år i den samme institution besluttede jeg at gå på efterløn 31.12. 2010.
Jeg har altid godt kunne lide mit arbejde og samarbejdet med gode kolleger. I 2008 fik vi ny leder, og det gav en del uro. Flere kolleger fik stress og var sygemeldte i lange perioder. I marts 2008 fik vi meddelt på et møde, at der skulle forflyttes tre og fyres én på grund af faldende børnetal. Efter dette møde gik jeg til vores leder og fortalte, at jeg ville på efterløn. På den måde kunne institutionen undgå at fyre én. Dette takkede lederen for.
Men lederen glemte alt om vores aftale og ville flytte mig til en anden institution, selvom jeg havde sagt, at jeg ikke var interesseret i det. Hun benægtede simpelthen, at den samtale, hvor jeg sagde, at jeg ville på efterløn, havde fundet sted.
Næste dag sygemeldte jeg mig og kontaktede fagforeningen. Jeg blev tilbudt et tredje job og kunne også komme tilbage på mit gamle job. Jeg takkede nej. Så kunne de lige så godt fyre mig, sagde de, og det gjorde de.
Det var en rigtig hård afslutning på et godt arbejdsliv. Men da jeg først havde fået det på afstand, begyndte jeg at nyde det og har gjort det siden. Sådan kom jeg på efterløn.
Ruth Kusk Sørensen

Seks gode grunde til efterløn
Jeg er uddannet i 1978. Har arbejdet 10 år i børnehave og 22 år i vuggestue, og jeg har været meget glad for mit job, men da jeg fyldte 60 sidste år, gik jeg på efterløn. Hvorfor?
Ja, den korte version lyder sådan: Fordi det var muligt!
En anden mere alvorlig version lyder: Som 59-årig fik jeg konstateret tarmkræft. Efter veloverstået operation kom jeg tilbage på job og følte mig faktisk friskere end før. Men tanken om tilbagefald og 75.000 kroner ind på kontoen fra min pensionskasse (PBU) på grund af kritisk sygdom sagde mig, at efterløn måske var nu eller aldrig.
En tredje version lyder: Min almene helbredstilstand harmonerer ikke mere med mine egne krav til vuggestuearbejdet. En efteruddannelse i musik (skøn, skøn oplevelse!), hvor jeg i et par år skruede kraftig op for sang, guitar og trommer, ødelagde mit måske i forvejen overbelastede håndled og min stemme. En operation for seneskedehindebetændelse hjalp, men stemmen forsvandt i lange perioder flere gange om året. Samtidig fik jeg konstateret knogleskørhed og fik også en virus på balancenerven, som efterfølgende jævnligt har udløst svimmelhedsanfald. Og hvor fedt er det lige at gå i vuggestue, når pædagogen hverken kan synge, læse, snakke eller tumle? Jeg følte faktisk, at jeg som person ikke længere kunne leve op til læreplanerne.
En fjerde version lyder: Mine to kolleger på vuggestuen var på det tidspunkt 63 og 49 år. Vi havde haft et fantastisk samarbejde, og på gode dage kørte det stadig derudaf, børnene var i centrum og var fulde af livsmod og robuste. Men de gode dage blev sjældnere. Og da min kollega som seniorgode ville gå to timer ned i tid, slog ledelsen op i sparekataloget og fjernede timerne fra stuens normering. Så var linjen for seniorpolitik og fastholdelse af ældre medarbejdere ligesom lagt.
En femte version lyder: I 2004 blev der i vores område indført ny struktur med fælles ledelse. Den nye ledelses velmenende 'anerkendende ledelsesstil' kom på mig til at virke, som om de nu for vores egne penge satte alle sejl til med teambuilding for at lære os at støvsuge det tæppe, de lige havde trukket væk under os.
Sjette version kunne lyde: Fordi det er såååå skøøøønt at ha' tid til at spille golf hver dag. Gad vide om jeg kan nå at lære det!
Marit Pedersen

Nu sover jeg bedre
For nogle år siden besluttede jeg, at jeg ville gå på efterløn, når jeg fyldte 62 år i 2009, efter at have arbejdet som pædagog i 40 år.
Jeg har været pædagog siden 1969, har arbejdet i forskellige institutionsformer, de sidste mange år som leder i en SFO.
Jeg har altid været glad for mit arbejde med børn, forældre og gode medarbejdere, men det sidste år kunne jeg godt mærke, at det var sværere at sove godt om natten. Mange spørgsmål blev vendt med mig selv i de meget tidlige morgentimer angående dårligere normering, arbejdsplaner, der ikke hang sammen osv.
Jeg havde en seniorordning, der betød, at jeg havde en ugentlig fridag fra 2008 til 2009. Det nød jeg, men var jo stadig leder. Og selvom jeg begyndte som leder, da alt næsten kunne lade sig gøre, og stoppede, inden det hele blev rigtig træls med dårligere normeringer og mange fyringer, er livet mere end arbejde. Jeg blev efterlønner den 1.august 2009, og det har jeg ikke fortrudt. Nu kan jeg igen sove godt, bruge tiden på mine interesser og ikke mindst på mine børnebørn.
Lise Høgslund

Ryggen sagde fra
Efter mere end 30 års arbejde som pædagog, mest i børnehave, gik jeg på efterløn, da jeg var cirka 60,5 år.
Dels fordi jeg i mange år har haft en arbejdsbetinget rygelidelse, der blev værre, hvis jeg fortsatte. Det viste sig nemlig, at jeg ved en omstrukturering af børnehaven kom til at arbejde med børn på under to år, og det hverken kunne eller måtte jeg.
Dels manglede min søn og svigerdatter vuggestueplads til deres første barn på 1,5 år. Så det var vigtigt, at jeg hjalp dem.
Derudover havde min storesøster brug for aflastning til vores forældre på plejehjem og vores søster, der er sindslidende.
Så der var rigelig grund til at gå på efterløn.
Inge Lise G. Johannessen

Det var en kamp
Jeg blev uddannet pædagog i 1969, har arbejdet i to forskellige børnehaver, været dagplejer og de sidste 17 år arbejdet i en skole SFO. Grunden til, at jeg gik på efterløn, var, at min arbejdsplads stod over for store forandringer. SFO'en skulle slås sammen med fritidshjemmet, og derved opstod en hel ny struktur med et blandet personale. En anden grund var, at jeg gerne ville pleje mine egne interesser, som der bestemt ikke var energi til i hverdagen, da jeg arbejdede, selvom jeg var heldig at være på nedsat tid fra mit 57. år med en ugentlig fridag. Men mine arbejdsopgaver var de samme med at være kontaktperson og med skriftlige børnebeskrivelser af samme antal børn.
På grund af besparelser fik vi ikke alle mulighed for at gå på kurser. Der var ikke tid til at få feedback, og man levede under konstant hårdt arbejdspres. Desuden var jeg den eneste i den alder, så jeg følte, det var en kamp at få kolleger til at forstå, at man er brugt i den alder og ikke kan præstere det samme rent fysisk.
Jeg har ikke fortrudt, at jeg tog det valg. Det er bestemt ikke på grund af efterlønnens størrelse, men nu fik jeg tid til at læse bøger, gå på kurser og være sammen med børnebørnene. Det viste sig også, at jeg helbredsmæssigt fik det bedre. Der var ingen stress, ingen snue hver anden måned, min tinnitus er på retræte, og det er skønt. Efterløn burde alle pædagoger have mulighed for at vælge.
Birgit Gerdsen

Nyder min efterløn
Jeg fik elevplads som barneplejerske i 1965 i en vuggestue på Frederiksberg, hvor vi elever boede og arbejdede fra klokken 6.00 til 18.00 med to timers pause midt på dagen. Det var et hårdt år med at skrabe lortebleer i kælderen sidst på eftermiddagen og på skole hver aften. Jeg fik arbejde i en nybygget vuggestue, hvor jeg var i seks år. Vi gik med kappe og barneplejenål, sagde De og efternavn til hinanden.
Senere gik man heldigvis i sit eget tøj på institutionerne og arbejdede ikke længere om lørdagen. Jeg var 26 år i den samme institution og nød mit arbejde. Jeg havde en skøn leder, der puffede til mig efter 20 år i vuggestuen. Derefter kom jeg på seminariet og tog en pædagoguddannelse på meritten. Det var en god og lærerig tid, hvor jeg udviklede mig og opdagede, at man kan, hvis man vil. Fik en fin eksamen og var meget stolt.
Jeg har altid været meget kreativ, og det kom mig til gode i børnehaven, hvor jeg udfoldede mig med dukketeater, rytmik og en masse sangtimer med børnene. Jeg var også aktiv med at dokumentere mit arbejde.
De sidste par år, jeg arbejdede, blev hårde. Der var nedskæringer, nogen skulle fyres. Flere gik ned med stress og var langtidssyge, så det sled på alle i den tid.
I mit arbejdsliv har jeg opnået at holde 20-års jubilæum, 25-års jubilæum, 40-års jubilæum og været hos Dronning Margrethe og modtaget fortjenstmedaljen for lang og tro tjeneste med børn og unge. Men efter 44 dejlige arbejdsår med børn, var det tid for mig at takke af. Jeg var hverken udbrændt eller træt, men havde også lyst til at lave noget andet. Min leder var ikke vild med, at jeg skulle rejse, men hun kunne sagtens have overtalt mig til at blive på nogle seniorgoder som nedsat arbejdstid, ingen aftenmøder og mere fleksible mødetider. Men det kom aldrig på tale, så jeg valgte at gå på efterløn, få måneder før jeg fyldte 63 år. Jeg har nydt min efterlønstid og har aldrig savnet arbejdet i børnehaven, så det var nok det rigtige valg jeg gjorde.
Nina Bengtsen