Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 01
TEMA: MARERIDTET. Slut med børn på skødet
Retningslinjer til forebyggelse af pædofili i danske institutioner skaber tryghed, men også begrænsninger for den pædagogiske praksis. Det viser en ny undersøgelse.
Af: Julie Hardbo Larsen
Pædagoger, der ikke må eller ikke tør tage børn på skødet for at trøste dem. Institutioner, der ikke har ressourcer til de pæda­gogiske aktiviteter, fordi der skal to mand til hvert bleskift. Det er blot nogle af de konsekvenser, det har, når institutioner for at beskytte børn mod pædofili og pædagoger mod pædofilianklager indfører retningslinjer for børn og voksnes samvær.
Det viser en endnu ikke offentliggjort under­søgelse foretaget af forskningsgruppen Paradox fra Aarhus Universitet.
58 procent af institutionerne i under­søgelsen svarer, at de har indført retningslinjer. De kvalitative svar viser dog, at en del flere institutioner har retningslinjer. Det fortæller Else-Marie Buch Leander, der er ph.d.-stipendiat på Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Aarhus Universitet og projektleder på Paradox’ undersøgelse.
»I de institutioner, hvor der ikke er deciderede retningslinjer, er der som oftest alligevel en betydelig opmærksomhed over for emnet seksuelle overgreb. Problematikken ligger i baghovedet, selvom det ikke udmønter sig i konkrete retningslinjer,« siger hun.

Retningslinjer giver tryghed. Langt de fleste pædagoger i institutioner med retningslinjer er tilfredse med og glade for retningslinjerne. 83 procent mener, at retningslinjerne får dem til at føle sig mere trygge, end hvis der ingen var. Mange oplever, at retningslinjerne fungerer og er en naturlig del af den daglige praksis.
Det er en udbredt opfattelse, at retningslinjerne giver tryghed til både børn og personale. De kvalitative svar vidner dog om, at det primært er de ansatte – især mændene, som retningslinjerne er til for.
»Retningslinjerne skal også beskytte børnene, men i undersøgelsen er det tydeligt, at det ultimative formål er at beskytte perso­nalet. Hovedtanken i alle retningslinjerne og i indretningen af institutionerne er, at alle hele tiden skal kunne se alle. Alle er hinandens kontrolvidner, så intet overgreb og især ingen mistanke kan finde sted,« siger Else-Marie Buch Leander.

Der er en anden vej. Undersøgelsen viser også, at retningslinjer ikke nødvendigvis skaber tryghed blandt pædagogerne. 70 procent af lederne og 53 procent af pædagogerne i institutioner uden retningslinjer føler sig trygge alligevel. Kun 3 procent af lederne og 9 procent af pædagogerne føler sig utrygge. I en del af de institutioner, der ikke har retningslinjer, er det et bevidst fravalg. Årsagerne her er ofte pædagogiske – og så ønsker ledelsen ikke at vise mistillid over for personalet.
»Der er nogle institutioner, som decideret går imod udviklingen. Som siger ’Vi vil have lov til at tage børn på skødet, vi vil give knus, vi vil kunne trøste’. Det melder de ud til forældrene, og det er forældrene faktisk rigtig glade for. Mange af disse institutioner fortæller, at de bygger deres kommunikation og samvær på tillid, åbenhed og dialog. De viser, at der kan være en anden vej,« siger Else-Marie Buch Leander.

Ændret pædagogisk praksis. Else-Marie Buch Leander fortæller, at retningslinjerne udgør en væsentlig faktor i institutionerne i dag, og at de resulterer i en række konsekvenser for personalet, børnene og den pædagogiske praksis.
»I undersøgelsens kvalitative del giver mange udtryk for, at det er begrænsende for deres praksis, at de hele tiden skal overveje, om deres handlinger kan opfattes som mistænkelige,« siger hun.
6 procent af institutionerne svarer, at de er holdt op med bestemte aktiviteter for at forebygge risikoen for pædofili og pædofilianklager, men også her vidner de kvalitative svar om, at tallet i realiteten er større. Mange institutioner tager på færre ture, bader mindre om sommeren og tumler ikke så meget som tidligere.
Else-Marie Buch Leander fortæller, at frygten for pædofili eller frygten for uberettiget mistanke om pædofili kan tilsidesætte faglige hensyn og i mange tilfælde børnenes behov.
»Man risikerer at svigte den pædagogiske opgave, fordi man skal beskytte sig selv. Mange pædagoger synes, det er krænkende for børnene, når de skal sidde på toilettet for åben dør og for eksempel ikke kan få hjælp til toiletbesøget, når de har brug for det,« siger hun.
Samtidig betyder retningslinjerne i mange institutioner, at pædagogerne ikke kan gå i enrum med et enkelt barn eller en lille gruppe af børn. Det går især ud over børn, som har brug for ekstra ro og tæt voksenkontakt.

Mangel på tid og ressourcer. Undersøgelsen dokumenterer samtidig, at retningslinjerne er meget ressourcekrævende.
»Når man skal være to om mange ting, bliver der mindre tid til andre ting i dagligdagen, for eksempel samvær med børnene og kreative aktiviteter. Undersøgelsen rejser spørgsmålet, om dobbeltbemanding er en rimelig måde at bruge ressourcer på i de i forvejen normeringspressede daginstitutioner, når tal samtidig viser, at der finder meget få overgreb sted i daginstitutionerne,« siger forskeren.
Undersøgelsen viser da også, at pædagoger ikke altid følger de retningslinjer, de har aftalt. Årsagen er, at det ikke kan lade sig gøre på grund af for lidt personale. Retnings­linjerne kræver nemlig også ressourcer til mere planlægning, mere opmærksomhed og mere bureaukrati.
Også pædagogiske overvejelser, praktiske hensyn, tvungne omstændigheder og hensynet til barnet kan gøre, at retningslinjerne ikke efterleves.
Else-Marie Buch Leander påpeger, at nogle pædagoger i hendes undersøgelse beskriver almindelig hændelser som undtagelser fra retningslinjerne.
»En deltager skriver, at hvis et barn virkelig har brug for trøst, kan hun godt komme til at tage det op på skødet. Det gode er, at det gør man altså trods alt i disse situationer, men det sørgelige er, at det nævnes som en undtagelse,« siger hun.

Et markant kulturskifte. Retningslinjerne og deres konsekvenser vidner om to ting: Der er stor opmærksomhed på seksuelle overgreb og risikoen for at blive mistænkt for at begå seksuelle overgreb. Og der er en større tilbøjelighed til at tolke situationer og adfærd med udgangspunkt i en frygt for seksuelle overgreb.
»Der er tale om et betydeligt kulturskifte, når dele af pædagogstanden i dag ikke længere kan tage et barn på skødet, ikke kan give et knus, ikke kan hjælpe et barn, der har haft et uheld i bukserne og ikke kan hjælpe et barn på toilettet, uden at det skal problematiseres, seksualiseres, bevidnes og i sidste ende indskrænkes,« siger Else-Marie Buch Leander.
Hun mener, at institutioner med retningslinjer især garderer sig imod forældrenes og samfundets mistænksomme blikke. Retningslinjerne skal forhindre anklager om overgreb – men også anklager om manglende ansvarlighed i forhold til overgreb på børnene. Else-Marie Buch Leander beskriver, hvordan ’det mistænksomme blik’ er blevet en integreret del af den pædagogiske praksis.
»Man arbejder ikke længere blot ud fra, hvad man selv synes er god pædagogik. Man ser hele tiden sin praksis udefra og vurderer den ud fra overgrebstematikken. Det bliver et problem, hvis man tilsidesætter sin faglighed af frygt for en mistanke,« siger hun.
Else-Marie Buch Leander mener, det er et problem for pædagogfaget, at det som profession på forhånd er underlagt en mistænkeliggørelse af det omkringliggende samfund, og at faget risikerer at underminere sin egen troværdighed ved at have retningslinjer.
»Når personalet agerer ’vidner’ for hinanden og kontrollerer hinanden, kan det være med til at opretholde en atmosfære af en ’mulig forbrydelse’, og dermed er det også en mistænkeliggørelse af pædagogerne,« siger hun.

Rammer også kvinder. 11,6 procent af de institutioner, som har retningslinjer, beskriver, at de har retningslinjer, som kun gælder for det mandlige personale. Men de kvalitative svar viser, at langt flere institutioner har særlige eller skærpede retningslinjer for mænd.
De skærpede retningslinjer for mænd påvirker en del af de mandlige respondenter i undersøgelsen, som føler sig mistænkeliggjort, men også for kvinderne har de betydning. At mændene ikke må eller ønsker at udføre bestemte typer af opgaver, betyder at kvinderne så i stedet skal stå for disse opgaver.
»Jeg ser en svag tendens til, at enkelte af kvinderne i vores materiale beklager sig over, hvad retningslinjerne for mændene betyder for kvinderne. At de bliver bundet til bestemte opgaver og kønsrollefordelinger og risikerer at spendere en stor del af dagen med bleskift på toilettet i stedet for med kreativt, pædagogisk arbejde,« siger Else-Marie Buch Leander.
»Selve det faktum, at manden må beskytte sig med retningslinjer, som han i første omgang oplever som en tryghed, kan på længere sigt underminere hans værdi på arbejdsmarkedet. Hvis han både bliver mistænkeliggjort og bliver ’besværlig’ arbejdskraft, risikerer han at blive udsat i institutionsverdenen.«

RETNINGSLINJER FOR PÆDAGOGER OG BØRNS SAMVÆR I INSTITUTIONERNE
De fem mest almindelige retningslinjer:
1) Man må ikke være alene med børnene.
2) Dobbeltdækning: Man er to om at gøre tingene.
3) Man lukker ikke døre i institutionen – især ikke når man hjælper et barn på toilettet eller skifter ble.
4) Der er ruder i døre og vægge i institutionen, der i det hele taget er præget af synlighed og overblik.
5) Begrænsning af eller regler for fysisk kontakt med børnene.

Andre mere specifikke retningslinjer:
• Bodystocking forbydes til de lidt større børn, fordi den kræver berøring ved skridtet, når pædagogen skal lukke den.
• Børnene må ikke sidde på skødet, eller de må gerne sidde på skødet, men ikke med benene overskrævs: De skal sidde med samlede ben ud til siden.
• Børnene smøres ikke i skridtet ved rødme eller infektion.
• I en del SFO’er hjælper pædagogerne ikke børnene på toilettet, men guider dem udefra. Dette gælder også ved uheld i bukserne.

Det varierer fra institution til institution, hvor omfattende og hvor udspecificerede retningslinjerne er. I nogle institutioner gælder alle eller nogle af retningslinjerne kun mænd eller kun vikarer, løstansatte osv.
Kilde: ’Retningslinjeundersøgelsen 2012’.

FAKTA OM UNDERSØGELSEN
’Retningslinjeundersøgelsen 2012’ er foretaget af forskningsgruppen Paradox fra Aarhus Universitet med midler fra BUPL og SL’s Udviklings- og Forskningsfond. Undersøgelsen følger op på problematikken fra Paradox’ ’Spørgeskemaundersøgelse 2010’.
Forskningsgruppen Paradox består af psykolog, lektor, ph.d. Karen P. Munk og ph.d.-studerende Else-Marie Buch Leander fra Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Aarhus Universitet samt psykolog og statistiker Per Lindsø Larsen fra Aarhus Universitetshospital.
I undersøgelsen deltager 2.051 pædagoger og ledere fra 1.457 institutioner. Det er knap hver fjerde daginstitution og SFO i Danmark.
Undersøgelsen kan findes på smk.au.dk/forskning/forskningsgruppen-paradox i slutningen af januar 2013.