Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 10 Børn&Unge som e-paper
Frustreret fødselar: Vi løber ikke tør for idéer
SFO Sofie kæmper for mere fritidspædagogik. Selvom arbejdet i skolen stadig er frustrerende, er skolepædagogen trods alt blevet gladere.
Af: Steffen Hagemann
Striben SFO Sofie kan nu fejre et års fødselsdag. Hun er et barn af en folkeskolereform, der ifølge SFO Sofies mor (som tegneren bag SFO Sofie kalder sig) klemmer fritidspædagogikken og gør hverdagen til en frustrerende oplevelse for mange skolepædagoger. Samtidig er SFO Sofie offer for en udygtig ledelse, der i Sofies øjne tager sig ud som en uformelig klump med tre hoveder.
Siden den spæde start er SFO Sofie blevet mere og mere populær. Hun er kommet på Facebook, hvor hun har 481 ’synes om’, og er ny på Twitter, hvor hun har fået 77 følgere. Hun er gået fra at være et enmandsforetagende til, at der nu er en lille flok, der står bag.

»Og så kommer der rigtig meget opbakning, inspiration, idéer til tegninger fra alle mulige forskellige kanter, mest fra læserne på Facebook. Omkring halvdelen af de tegninger, der bliver lavet, er direkte inspireret af forslag udefra. Vi kommer ikke til at løbe tør for idéer,« siger SFO Sofies mor, der allerede har over 100 tegninger med den frustrerede skolepædagog. Hun håber at udgive en bog med tegningerne en dag.

SFO Sofie var ikke særlig glad i begyndelsen. Er hun blevet gladere?
»Meget gladere. Det er ikke sikkert, man kan se det af tegningerne, men det er hun. Der er ikke nogen skolepædagoger, der synes, deres arbejde er nemt. Vi er voldsomt glade for vores arbejde, det er det mest fantastiske arbejde, man kan have, men det betyder ikke, at vi er tilfredse med vores arbejdsvilkår. Det betyder heller ikke, at vi er tilfredse med den måde, vi er klemt ind loyalitetsmæssigt mellem ledelse og vores moral og pædagogiske virke.«

Du har fra starten været anonym. Hvorfor vil du ikke lægge navn til SFO Sofie og den kritik, hun rejser?
»Folk bliver jo kyst, de bliver bange for at sige deres mening, når ledelsen kræver loyalitet. Det er jeg også, og jeg tænker, at jeg har god grund til at være det. Jeg har også hørt om to tilfælde, hvor folk ikke engang tør følge vores Facebook­side, fordi de er bange for, at ledelsen kigger med. Så er man meget bekymret. Men det underbygger bare min egen bekymring.«

Hvad får du ud af at tegne SFO Sofie?
»Det kan være utroligt befriende at komme af med frustrationerne på den måde. Det er helt klart sådan, det er startet. Men det var ikke fortsat så længe, hvis der ikke også var noget andet i det. Så var vi gået til terapi i stedet. Der er en enorm genklang blandt dem, der følger SFO Sofie.«

Om SFO Sofie
Striben startede som et enmandsforetagende, men i dag er der en mindre redaktionsgruppe, der består af blandt andre skolepædagoger (herunder SFO Sofies mor), forhenværende og pensionerede pædagoger og sågar en psykolog.
SFO Sofies mor og de øvrige bagmænd har valgt at være anonyme.

Læs SFO Sofie
Du kan finde alle striber med SFO Sofie på:
sfosofie.blogspot.dk

Du kan følge hende på:
facebook.com/malstroem
Og på Twitter på:
@sfo_sofie