Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 10 Børn&Unge som e-paper
Eksperter: Børnepakken løser ikke problemerne
Børn&Unge har bedt to børneforskere om at se regeringens børnepakke efter i sømmene. Her deres dom.
Af: Maja Hansen
Ole Henrik Hansen, adjunkt, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.
»Pakken kan ikke løse de problemer, der er i daginstitutionerne i dag. Den er et godt skridt i den rigtige retning. Mange ønskede minimumsnormeringer, men mange kommuner ville få svært ved at leve op til det. Desuden løser minimumsnormeringer ikke problemerne. Det handler lige så meget om at have et veluddannet personale.«
Positivt
+ Den giver mulighed for, at kommunerne kan søge penge til bedre normeringer.
+ Den arbejder med kompetenceudvikling af det pædagogiske personale.
Negativt
- 2,5 milliarder er mange penge, men ikke nok til at gøre alle tilfredse.
- Den forholder sig ikke til pædagoguddannelsen, som skal opgraderes, hvis vi skal have en uddannelse af høj kvalitet.
- Den forholder sig ikke i tilstrækkelig høj grad til en revision af de pædagogiske læreplaner.

Stig Broström, professor, Department of Education, Aarhus Universitet.
»Pakken har både positive og negative sider. Det er positivt, at den giver en stor økonomisk ramme, men den løser ikke alle problemer på daginstitutionsområdet.«
Positivt
+ Den afsætter mange penge til daginstitutionsområdet.
+ Den indeholder ikke fælles nationale læringsmål i daginstitutionerne.
Negativt
- Den tager ikke højde for normeringer.
- Den optimerer formentlig ikke pædagogikken i lavkvalitetsinstitutionerne. Det er måske kun de i forvejen godt stillede institutioner, der får glæde af den.
- Det kræver en stor indsats fra kommunernes side at hæve det generelle niveau i institutionerne.

Børnepakken

Kort fortalt
1. Midler til mere pædagogisk personale og et løft af kompetencerne.
2. Styrket kvalitet for de 0-2-årige.
3. Bedre trivsel for alle børn.
4. Bedre læring og sammenhæng til skolen.
5. Ny vidensstrategi.
6. Revision af pædagogiske læreplaner.

Det vil forslaget koste
Ca. 250 mio. kr. i 2016 stigende til ca. 1 mia. kr. i 2019.
I alt koster forslaget 2,5 mia. kr. fra 2016-2019.

Kilde: ’En god start på livet for alle børn’, regeringen, maj 2015.

Husk at!
Der er udelukkende tale om et forslag. Om det gennemføres, afhænger af, hvem der sidder i regering efter næste valg, og om regeringen kan skaffe flertal for forslagene.