Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 18 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Jeg elskede mit arbejde
Efter 30 år på arbejdsmarkedet og de sidste to år i fleksjob, måtte Heidi Sigen give op på grund af smerter. Hun føler sig mistænkeliggjort, misforstået og ikke hjulpet af systemet, fordi hun kun kan arbejde i knap tre timer om ugen.
Af: Malene Mølgaard
Heidi Sigen har altid arbejdet. Som 18-årig uddannede hun sig til køkkenassistent, men efter 17 år kunne hendes ryg og ben ikke mere. Hun havde stærke smerter på grund af fibromyalgi, hyper­mobilitet, slidgigt i lænden og halsen, skæv ryg, skulderproblemer og lavt stofskifte.
Men Heidi Sigen var kun 33 år og ville gerne mere.
»Jeg elskede at være blandt mennesker og børn,« fortæller Heidi Sigen, som besluttede at uddanne sig til pædagog under revalidering, selvom det var hårdt på smertestillende morfin og medicin, hvilket betød, at hun måtte læse alt to gange.
Som færdiguddannet i 2005 blev hun ansat i Horne SFO, Hirtshals. Men med årene blev hun dårligere, og der var flere ting, hun ikke kunne klare, som for eksempel at bøje sig ned i børnehøjde, gå tur med børnene, tage med på cykeltur eller deltage i fysiske aktiviteter.
»Mange dage gik jeg på arbejde og havde så ondt, at sveden drev af mig. Jeg ville så gerne, fordi jeg elskede mit arbejde,« forklarer hun.
Viljestyrken holdt hende i gang indtil 2012, hvor hun blev sygemeldt. Herefter blev hun ansat i fleksjob i samme SFO 15 timer om ugen, indtil arbejdspladsen lukkede for tre år siden.

Kroppen kan ikke. I dag er det svært for Heidi Sigen at komme ud af sengen på grund af smerterne. Hun kan hverken gå eller sidde ret længe og har fået en gribetang til at samle ting op fra gulvet. Selvom hun sidder på en badestol, når hun går i bad, er hun drivvåd af sved bagefter af anstrengelse og smerter.
»Min krop kan bare ikke mere,« siger hun. Alligevel har kommunen flere gange arbejdsprøvet hende for at finde et nyt fleksjob. Først på et beskyttet værksted for handicappede i Hjørring. Praktikken varede otte måneder, fordi hun flere gange var sygemeldt.
Den viste, at hun ikke kan klare mere end tre timers arbejde om ugen og har brug for mange pauser.
»Skulle jeg sætte lidt varer i skabene eller tørre borde af, fik jeg så ondt, at jeg slet ikke kunne koncentrere mig. Jeg prøvede virkelig! Når jeg kom hjem, var jeg nødt til at ligge i min seng, mens min mand lavede aftensmad, og så gik jeg i seng igen. Jeg havde slet ikke noget liv, bare fordi jeg skulle af sted den time,« konstaterer Heidi Sigen.
Efterfølgende blev hun overdraget fra jobcentret til AOF, der, som det man kalder anden aktør, havde til opgave at hjælpe hende til et nyt fleksjob. Det blev til en kort praktik på et plejehjem i Hirtshals, igen tre timer om ugen, men allerede første dag tog hun grædende hjem, og praktikken blev afbrudt.

Motivation. I en overleveringsrapport til kommunen beskrives Heidi Sigen sådan her:
’Hun opleves, som om der ikke er meget motivation bag. Hun skønnes således at have svært ved at se muligheder fremfor begrænsninger, men hun giver udtryk for at være indstillet på at blive afprøvet yderligere gennem praktik, men er meget præget af ,at hun skal passe på sig selv’.

Heidi Sigen er vred over at blive opfattet som umotiveret, fordi hun tidligere har haft et
fleksjob på 15 timer og nu har svært ved at arbejde tre timer om ugen.
»Jeg har forklaret og forklaret, at det kun kunne lade sig gøre, fordi min gamle arbejdsplads var rummelig og glad for mig, og at de brugte en vikar for mig, når der var fysiske aktiviteter,« forklarer hun taknemmeligt.
»Jeg har altid været positiv og gjort alt, hvad jobcentret har bedt mig om. Jeg har været på smertehåndteringsforløb og til fysioterapeut, ergoterapeut, psykolog og diætist,« siger Heidi Sigen, som ikke føler, hun har fået hjælp til at finde en løsning, hun kan holde til, bortset fra en jobcafé en gang om ugen, hvor hun knap kunne klare at sidde på stolen.
»Hvem vil også have en på tre timer om ugen?« spørger hun modløst.
»Og jeg har fået det værre med alderen,« siger hun.
Det bekræftes af hendes egen læge i en lægeerklæring fra oktober 2016:
’Kronisk sygdom uden forventning om bedring hverken smertemæssigt eller funktionsmæssigt. Tværtimod vil alderen forventeligt påvirke i negativ retning, hvad angår sidstnævnte’.
Derfor har hun med hjælp fra BUPL valgt at søge om førtidspension og venter på at få sin sag behandlet i kommunens rehabiliteringsteam.
»For mig handler det om at få fred, så jeg kan begynde at leve lidt igen,« sukker Heidi Sigen.