Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 40
Social arv; For lidt tid til truede børn
Danske daginstitutioner kan have svært ved at klare det forebyggende arbejde og være med til at bekæmpe den negative sociale arv. Det viser en ny undersøgelse af Bente Jensen, forsker og lektor på DPU. Bedre normeringer, bedre rammer og mere uddannelse til pædagogerne er helt nødvendig, hvis daginstitutionerne skal kunne gøre en forskel
Af: Vibeke Bye Jensen
Den sociale arv kan ikke bekæmpes effektivt i de danske daginstitutioner. Pædagogerne har alt for dårlige vilkår til at klare opgaven med at være et forebyggende tilbud. Det viser en ny undersøgelse, som forsker og lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Bente Jensen, har lavet i forbindelse med et forskningsprogram om social arv. BUPL har finansieret gennemførelsen af spørgeskemaundersøgelsen.
Hvis daginstitutionerne skal geares til at opfylde intentionerne i Serviceloven om at yde ekstra støtte til de truede børn, skal samfundet satse på bedre normeringer, mere uddannet personale og mere efter- og videreuddannelse til pædagogerne. Bente Jensen mener, at skal daginstitutionerne være en medspiller i nedbrydelse af den negative social arv, skal samfundet lave en kæmpesatsning for at forbedre vilkårene.
"Selv om viljen er stor blandt pædagogerne, har over halvdelen af institutionerne fra undersøgelsen ikke en målrettet indsats for at støtte de truede børn. Pædagogerne oplyser, at de mangler tid, muligheder og viden for at kunne leve op til de politiske intentioner. Så ansvaret skal ikke lægges på skuldrene af pædagogerne. Det skal lægges på skuldrene af et samfund, der stiller krav til pædagogerne om at være med til at nedbryde den negative sociale arv," siger hun.
I en tidligere undersøgelse har Bente Jensen påvist, at kun institutioner med høj kvalitet kan være forebyggende og yde støtte til de truede børn. Og institutioner med høj kvalitet defineres som nogle med gode normeringer, tilstrækkelige ressourcer og nok uddannet personale. Desuden handler det om at få specificeret, hvad man vil med pædagogikken.
"Vi kan ikke hævde, at vi har høj kvalitet på de tre parametre: Nok uddannet personale, gode normeringer og tid til det pædagogiske arbejde. Der er ikke tid til visioner, refleksioner og dialog, som kunne være med til at udvikle pædagogikken i forhold til de her børn," siger hun.

Kan institutionerne gøre en forskel? Formålet med Bente Jensens undersøgelse er at finde ud af, om pædagogerne mener, at de har mulighed for at støtte børn, der er præget af en negativ social arv. For at præcisere hvilke børn, der er tale om, defineres børn præget af negativ social arv som at være socialt truet. Det vil sige en mulig konsekvens af en opvækst under socialt belastende vilkår. Det kan dreje sig om langvarig arbejdsløshed, fattigdom, misbrugsfamilier, hårdt belastede lokalmiljøer, langvarige sygdomme og/eller psykiske lidelser i familien, vanskelige skilsmisser eller problematiske familie- og/eller boligforhold.
"Der er undersøgelser, der viser, at visse risikofaktorer giver dårlige odds. Disse børns familier har dårlige vilkår for at gøre noget godt for deres børn. Og her kommer daginstitutionerne ind som medspillere. Men kan daginstitutioner fungere som et forebyggende tilbud overfor socialt udsatte børn, som de er defineret her? Kan daginstitutioner gøre en forskel? Svaret er, at det kan de kun, hvis det lykkes at lave højkvalitetsinstitutioner," siger Bente Jensen.
Derfor har Bente Jensen valgt at sætte fokus på pædagogernes egne iagttagelser af deres hverdagsliv, deres rammer, deres betingelser, deres muligheder og deres uddannelse. Undersøgelsen viser, hvad pædagogerne selv mener om deres muligheder for at støtte truede børn. Og den sætter tal på de diffuse diskussioner om, hvilken indflydelse normeringer og fysiske rammer har på muligheden for at lave en pædagogisk målrettet indsats for de truede børn.

For få uddannede er en barriere. 2722 medarbejdere i 1000 institutioner har blandt andet svaret på, hvordan de ser på fagligheden i forhold til opgaven med udsatte børn. Føler de, at de gør en forskel, og kan de gøre det.
95 procent af lederne prioriterer at have mange uddannede pædagoger frem for mange voksne. Men virkeligheden ser helt anderledes ud. For realiteterne er, at der ganske vist er 4,5 voksne per barn, men kun én uddannet per 12 børn. Og de fleste - 78 procent - mener, at det er en barriere med for få uddannede i forhold til at gennemføre indsatser, som socialt truede børn vurderes at have brug for.
Så den med, at normeringerne er gode i Danmark, holder kun, hvis det er hænder, man tæller, mener Bente Jensen.
"Vil man lave en satsning på det her område, handler det om uddannelse. Og så kan man spørge, om medhjælperne ikke kan være lige så gode i forhold til de menneskelige relationer og give omsorg? Jo, selvfølgelig kan de det, men der skal en større faglig dialog til ude i institutionerne for at klare det her arbejde. Det kræver et fælles fagligt sprog, som professionen skal udvikle. Og det skal pædagogerne selvfølgelig have nogle muligheder for og rammer til," siger hun.
Men det kræver både tid, uddannelse og faglighed at få udviklet et fælles sprog og fælles begreber og at forny den pædagogiske praksis.
"Og den skal fornys, når det er udsatte børn, det handler om. Omvendt vil jeg sige, at danske daginstitutioner generelt udgør et godt pædagogisk tilbud til alle børn. Danmark ligger formentlig bedre end mange lande på det punkt. Men nu er fokus altså på de 10-20 procent udsatte børn på landsbasis. Man ved godt som profession, at man skal være fremme i skoene for at klare den her opgave. Men der er alt for mange barrierer i hverdagen, der forhindrer det," siger Bente Jensen.

Utidssvarende teori og mangelsyn. Foruden en forbedring af vilkårene mener Bente Jensen, at undersøgelsen viser, at der skal satses på mere og bedre uddannelse til pædagogerne, hvis de skal kunne klare opgaven. Den aktuelle grunduddannelse er, ifølge lederne, ikke god nok på det her område. Så de pædagoger, der måske er uddannet for mange år siden, trænger til ny viden via efter- og videreuddannelse.
"Det lyder som om, der bruges gamle teorier, når pædagogerne taler om det, der undervises i på grunduddannelsen vedrørende socialt truede børn. Det kan i sig selv få betydning for den måde, man ser på børnene på, og de forventninger man har til dem. Hvis man bruger utidssvarende udviklingspsykologiske teorier, kan man nemt havne i en kompenserende pædagogik med små forventninger til, at man kan gøre en forskel," siger hun.
I spørgeskemaet har Bente Jensen spurgt til hvilke generelle pædagogiske principper, der bruges. Her fremhæves et ressourcesyn af størsteparten af pædagogerne. Men når der så spørges til hvilke indsatser, man tager i anvendelse over for de truede børn, så tyder svarene på, at man i virkeligheden let havner i et traditionelt mangelsyn. En indfaldsvinkel til de truede børn, hvor man fokuserer på fejl og mangler i stedet for på børnenes og familiernes ressourcer.
"Hvis det er realiteten, kan vi risikere, at der sker det samme som i skolen og i uddannelsessystemet, nemlig at man yderligere hægter de udsatte af, fordi man giver dem en helt anden form for støtte, end den der vil være optimal," siger hun.

Mangler anerkendelse. Det er et problem, at det sociale system, som pædagogerne skal indberette til for at få hjælp til det truede barn, i høj grad er præget af mangelsynet. Kommunerne kræver indberetninger, hvor der fokuseres på fejl og mangler. Og det gør det også svært for pædagogerne at lave om på praksis, mener Bente Jensen.
"Hvis pædagogerne skriver i en indberetning, at et barn har masser af ressourcer, så vil man nok sige, hvad skal de så have hjælp til? Og er det så overhovedet en støttepædagog, man har brug for? Men hvis man fik tildelt de støttepædagoger, der er behov for, kunne de bruges til at skabe bedre integration og rummelighed i det samlede pædagogiske arbejde, og det vil også komme de udsatte børn til gode. Der er stadig rigtig mange steder, hvor man bruger støttepædagogerne til arbejdet med det enkelte barn, som har brug for ekstra støtte. Så ressourcetænkningen er overhovedet ikke indarbejdet. Og det er forståeligt, når man ser på den virkelighed, pædagogerne arbejder i," siger hun.
Et andet stort problem er, at der er for stor afstand og tætte skodder mellem det sociale system og institutionerne. Pædagogerne kan føle sig nedgjort af systemet. De synes, at de afleverer en masse viden, og når der så ikke kommer noget ud af det arbejde, de har gjort, føler de sig ladt i stikken.
"Pædagogerne synes ikke, at de bliver taget alvorligt. I den her tid, hvor forandringstrangen i kommunerne er stor, sender man hele tiden folk på nye kurser. Et år kan temaet være værdier, et andet er det identifikation af udsatte børn, og et tredje år er det læreplaner. Det kan virke temmelig demotiverende, når nye krav ikke bliver ordentligt integreret, før der stilles andre krav igen og igen. Når man som institution melder sig til eksperimenter eller pilotprojekter, er det vigtigt, som en pædagog udtaler: "at kommunen smider nogle ressourcer efter projektet og anerkender det, vi laver"," siger Bente Jensen.

Et åndehul er ikke godt nok. Pædagogerne er ikke selv alt for optimistiske med hensyn til effekten af deres indsats. Størsteparten mener, at de her og nu kan gøre noget godt, men når man sammenholder det med svaret på, hvor let eller svært det er at gøre det optimale, så vender billedet. 75 procent af alle lederne og pædagogerne siger, at det er meget eller ret svært at gøre det, de gerne vil. Og det, synes Bente Jensen, er et meget vigtigt svar.
"Hvis pædagogerne ikke tror på effekten af deres arbejde, er daginstitutionen ikke et forebyggende tilbud. Det er et kompenserende tilbud her og nu. Børnene får et åndehul fra et muligt forfærdeligt liv derhjemme. Men fra at være et åndehul til at være et sted, der øger børns livschancer, er der langt. Og der er vi slet ikke i Danmark," siger hun.
Bente Jensen mener, at undersøgelsens resultater viser, at der er nogle mekanismer i spil bestemt af mange faktorer, som ikke afhænger af den enkelte pædagogs evner og vilje alene.
"Det her handler om at gøre noget ved både faglig opkvalificering og udvikling af pædagogikken, som de internationale studier viser. Rammer og faglighed er forudsætninger for, at den pædagogiske praksis kan udvikles og nye ideer implementeres. Jeg tror, at man skal bygge på det, som er der i forvejen og give pædagoger mulighed for at videreudvikle deres faglighed, deres fælles refleksioner og dialoger og få lov til at implementere ny viden i praksis," siger hun.

Svært at tænke stort på små børnemøbler. Bente Jensens bud på den bedste måde at arbejde med socialt truede børn på er: At bygge videre på ressourcesynet, satse på kompetenceudvikling uden at skolificere og teste, at arbejde med betydningen af voksnes anerkendelse i forhold til børns selvopfattelse og sørge for kreative læringsmiljøer.
"Mit bud bygger på viden fra international forskning, som vi er i gang med at opdatere. På de svar og de observationer, jeg har fået i feltarbejdet i forbindelse med denne undersøgelse, viser det sig, at pædagoger er opmærksomme på, at deres forventninger og interaktioner med børn har stor betydning. De er også opmærksomme på betydningen af stimulerende læringsmiljøer. Det udsatte barn, der mødes med krav, som det ikke kan opfylde, bliver lettere aggressivt eller holder sig for sig selv. Og hvis man ikke har øje for, at der bagved gemmer sig problemer både i hjemmet og i hverdagen i institutionen, risikerer vi at hægte barnet af," siger hun.
Bente Jensen mener ikke, at man på baggrund af undersøgelsen kan give et enkelt svar på hele spørgsmålet om, hvad der skal til, for at institutionerne kan bidrage til at højne livschancer for børn præget af negativ social arv. Men et bud er for det første at afsøge mulighederne for at lave bedre rammebetingelser. Og for det andet at finde veje til at styrke pædagogernes faglige stolthed, mod, evner og engagement til at gå ind i fælles refleksioner.
"Og så selvfølgelig at give dem tid til forberedelse og teamsamarbejde. Og give dem rammer, så det kan lade sig gøre, for det kan være svært at lave store pædagogiske refleksioner på små børnemøbler, eller som en af de interviewede pædagoger udtrykker det, er det "vanskeligt at arbejde med pædagogiske visioner, hvis der er for lavt til loftet"," siger hun.

Om undersøgelsen
BUPL har bedt Bente Jensen om at uddrage tal og konklusioner fra en større undersøgelse, hvor hun har suppleret tallene med kvalitative interview, observationer og mere dybdegående analyser. Den foreliggende undersøgelse er resultatet af spørgeskemasvar fra 1000 daginstitutioner. 2722 ledere, pædagoger og medhjælpere - nogenlunde lige mange fra hver medarbejdergruppe - har svaret på de samme spørgsmål. Det samlede materiale indgår i et forskningsprogram om social arv, som rummer fire delprojekter, hvoraf dette er det ene. Et andet handler om skolen, et tredje om sundhed og et fjerde om uddannelse. De udkommer hver for sig og som samlet rapport i første halvdel af 2005.