Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 20
Eksplosiv stigning i arbejdsulykker
Da pædagog Heidi Andersen for to år siden slog hovedet under leg med et barn, betragtede hun det som en mindre skade. I dag er hun fuldt uarbejdsdygtig. BUPL's arbejdsskadestatistik viser, at antallet af ulykkes­sager er steget med 221 procent på seks år.
Af: Trine Vinter Larsen
Der går ikke en dag, uden Heidi Andersen har hovedpine. Smerterne er så stærke, at de stråler fra tindingerne og baghovedet ned gennem nakken, ud i venstre skulder og arm og hen over ryggen. Det eneste, der dulmer, er den daglige dosis medicin på mellem seks og otte Panodiler, tre styk 600 milligram Ibuprofener samt en kapsel af det morfinlignende præparat Dolol. Og så Heidis ugentlige besøg hos fysioterapeut Mikkel Hagemann.
"Det er en rolig og blid metode, han bruger, og det føles som klaverspil hen over min nakke," siger Heidi Andersen, da Børn&Unge møder den 28-årige pædagog i venteværelset på Klinik for Fysioterapi i Sorø.
En helt ny opgørelse over arbejdsskader blandt BUPL's medlemmer viser, at Heidi Andersen langtfra er den eneste pædagog, der hver dag lever med alvorlige følger af en arbejdsulykke. Fra 2004 til 2009 har BUPL afsluttet 777 sager med pædagoger, som har været udsat for en ulykke på arbejdet.
Og det tal er reelt højere, vurderer sagsbehandler i BUPL Alan Frank.
"Statistikken viser antallet af sager, som BUPL har afsluttet. Hertil kommer sager, som er afsluttet uden hjælp fra fagforeningen, men også skader og ulykker, som aldrig er blevet anmeldt," siger han.
Fra 2004 til 2009 er antallet af ulykkessager, som BUPL har registreret, mere end tredoblet fra 61 sager i 2004 til 196 sager i 2009. Det svarer til en stigning på 221 procent.
Samtidig er andelen af ulykkessager, som bliver anerkendt, vokset fra 74 procent til 79 procent, og BUPL har hentet flere millioner kroner hjem til medlemmer i erstatning.
"Ulykkessagerne blandt pædagoger bliver flere og flere, og den positive side af den ellers triste historie er, at pædagogerne er blevet bedre til at anmelde skaderne, og at de har fået øjnene op for, at fagforeningen kan hjælpe dem," siger Alan Frank.

Lumske skader. Hovedskader, nakkeskader, psykiske skader, skader på bækken eller tænder. Høreskader, håndskader, skulderskader, stikskader. Skadetyperne i ulykkessagerne er mange og forskellige, og af statistikken fremgår det også, at følgerne af ulykken ofte er skader flere steder på kroppen.
"En hovedskade vil typisk også give smerter i nakken og måske i skuldre og ryg," siger Alan Frank.
Og så er skaderne lumske, da virkningen kan være længe om at vise sig. Alan Frank pointerer derfor igen og igen, hvor vigtigt det er altid at anmelde selv små skader.
"Man skal nok ikke anmelde, at man skar sig på et stykke papir, men mange små skader er helt reelle at anmelde, og de kræver ikke meget administrativ behandling. Kommunens forsikringsselskab eller Arbejdsskadestyrelsen skal blot sende et brev retur, hvor der står, at de anerkender, at man fik fingeren i klemme i døren, men ikke regner med, at man får varige mén, og derfor i første omgang ikke får erstatning. Men tager generne alligevel til, er anmeldelsen vigtig papirdokumentation på, at det skyldes arbejdet, og erstatningsbeløbet skal derefter opgøres," siger Alan Frank.
Han har i sagsmappernes lægerapporter set mange eksempler på små skader, der vender styrket tilbage.
"De fleste, som får en finger i klemme i døren, vil ikke få varige mén, men der kan opstå komplikationer. Hvis du beskadiger nogle sener inde i fingeren, kan du få dropfinger, eller fingeren kan blive følelsesløs på undersiden. Og er skaden på din pegefinger, kan dit pincetgreb være skadet," forklarer Alan Frank, der også fremhæver rygskader, nakkeskader, knæskader og psykiske skader som problematiske.
"Har man været udsat for vold eller et trafikuheld og er i chok, så kan de psykiske følger komme snigende langt senere. Og med rygskader har man ofte set, at en let udposning på en af diskusskiverne udvikler sig til en diskusprolaps. Knæ er rigtig lumske, da man sagtens kan have en skade i knæet, der hæver op, og så falder hævelsen og smerterne også. Men så går der et halvt år, og ens bevægelighed bliver nedsat. Når lægerne åbner knæet, ligner det en slagmark," fortæller Alan Frank og fastslår, at man aldrig kan anmelde for meget.

Fik knæ i nakken. Heidi Andersens skade er beskrevet som en hovedskade, og også i hendes tilfælde kom virkningen snigende. Der gik halvandet år, før hovedpinen tog til og blev daglig og ganske invaliderende.
Ulykken skete i februar 2008, mens Heidi Andersen var pædagogstuderende og ansat i den 2. lønnede praktik på døgninstitutionen Tippen i Ansager ved Varde.
Hun tumlede med to drenge i Tippens gymnastiksal. De befandt sig på en rullemadras, hvor de pustede ud efter at have spillet bold. Den ene dreng var 18 år og vejede omkring 100 kilo, den anden var 11 år, lille og splejset.
Det var ham på 11 år, der pludselig kom i løb bagfra og helt utilsigtet kom til at knalde sit knæ ind i Heidis nakke.
Heidi var uden bevidsthed i 30 sekunder, før hun vågnede op og fandt sig selv stadigtsiddende på knæ på madrassen, men nu var overkroppen slap og foroverbøjet, og voldsomme smerter dunkede mod hendes tindinger, pande og nakke.
Heidi Andersen tænkte, at hovedpinen nok gik over, men fik alligevel med en kollegas og arbejdsgiverens hjælp anmeldt skaden til Arbejdsskadestyrelsen. Og så fortsatte hun ellers arbejdet og senere studierne.
"Smerterne var der nok, men jeg lyttede ikke til dem. Jeg havde fået vores andet barn, mens jeg stadig studerede, og jeg følte, at jeg var forsinket i min uddannelse, så jeg kunne ikke lade mig stoppe af mindre rygproblemer og hovedpiner. Jeg var på arbejde på praktikstedet allerede dagen efter ulykken, og senere på seminariet knoklede jeg bare for at få min eksamen," siger Heidi Andersen.
Hun mærkede først for alvor følgerne af ulykken, da hun som færdiguddannet pædagog fik arbejde i en børnehave, hvor hun havde ansvar for den yngste gruppe børn, som stadig brugte ble.
"Smerterne tog gradvist til, og jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne løfte børnene, når de skulle skiftes. I garderoben måtte jeg have en stol at sidde på for at hjælpe børnene i tøjet," siger Heidi Andersen, der også fik en kortere lunte over for børnene på grund af de fysiske smerter og det manglende overskud.
"Jeg havde svært ved at koncentrere mig, kunne ikke huske og blev overfølsom over for at være i et rum med mange mennesker," fortæller Heidi, som efter otte måneder som børnehavepædagog måtte melde sig syg.

Det var i oktober sidste år, og i dag, to et halvt år efter ulykken, tør hverken speciallæger, neurologer, fysioterapeuter eller psykologer sige noget om, hvornår Heidi Andersen kan arbejde igen. En bugnende sagsmappe med alle Heidis lægejournaler, jobcenterudtalelser, psykologudtalelser og brevudvekslinger med Arbejdsskadestyrelsen og med BUPL, vidner om det, som alle eksperterne i dag erklærer: At Heidi Andersen er 'fuldt uarbejdsdygtig' og i nuværende tilstand ikke i stand til at udføre et fysisk krævende arbejde som eksempelvis pædagogjobbet.

"Første gang jeg hørte det, føltes det som en dom," siger Heidi Andersen.
Lange dage. BUPL's opgørelse over ulykkessagerne viser, at ulykker for de flestes vedkommende ikke har betydning for deres jobsituation. Men eksperternes dom taget i betragtning risikerer Heidi Andersen at ende blandt de fem procent, der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet, men må erklæres 'varigt uarbejdsdygtige'.
Heidi Andersen har dog ikke givet op. Hun håber stadig, at hun kan blive revalideret og med tiden blive klar til måske en kontorstilling i en daginstitution eller et andet job på nedsat tid. Hun savner det faglige fællesskab, der er på en arbejdsplads, og dagene derhjemme som sygemeldt forekommer hende lange. Når ægtefællen Henrik er taget afsted til sit arbejde som butikschef i Fakta, og syvårige Maya er cyklet i skole, og Heidi selv har fulgt femårige Andreas i børnehave, ligger hun mest på sofaen.
Hun kan ikke holde til alt husarbejdet, og hun kan ikke koncentrere sig om at læse en bog. Men det sværeste er, at hun heller ikke kan lave de ting med hendes børn, som hun gerne ville.
"Jeg har aldrig været nogen sportspige, men jeg har altid været glad for aktive lege og lange gåture med børnene," siger Heidi Andersen, der også finder det svært at tackle, at børnene og manden er så søde til at hjælpe og acceptere det, hun ikke kan.

Fastholdelse vigtig
. Sagsbehandler i BUPL Alan Frank genkender billedet af, at pædagoger, som i udgangspunktet er kommet fysisk til skade, ofte belastes psykisk af at være sygemeldte.
"Man er typisk meget smerteplaget, og derfor vil man have en tendens til at være relativ passiv, og man får slet ikke brugt sine muskler. Der vil derfor være både fysiske og psykiske belastninger forbundet med at gå derhjemme, oven i de belastninger, selve skaden har givet," siger Alan Frank, der også oplever, at mange pædagoger bliver fyret, mens deres arbejdsskadesag står på.
Det er ifølge Alan Frank den helt gale vej at gå.
"Ingen får det bedre af at blive fyret, og i sidste ende vil det koste samfundet dyrere end at sikre pædagogen et arbejde. I den bedste af alle verdener vil pædagogen kunne vende tilbage til sit arbejde i en funktion, hvor der kan tages de relevante skånebehov, for på den måde kommer kroppen stille og roligt i gang, og man bibeholder kontakten til arbejdsmarkedet," siger han og nævner revalidering, fleksjob eller omplacering som eksempler på, hvordan en kommunal arbejdsgiver med fordel kan fastholde en medarbejder.

"En rygskade er et oplagt eksempel. Arbejder du i en vuggestue eller en børnehave, risikerer du, at skaden bliver forværret af de mange løft, eller fordi børnene pludselig springer op på ryggen af dig, og så kan det være en god idé at fastholde medarbejderen via omplacering til pædagogisk arbejde med større børn, hvor der ikke er så mange daglige løft," siger Alan Frank.
Han får politisk opbakning af BUPL's forretningsudvalgsmedlem Lis Pedersen, som i forbindelse med fastholdelse af medarbejderne fremhæver kommunernes og arbejdsgivernes ansvar.
Hun mener, at Heidi Andersen bør have en form for revalidering, der sikrer den nødvendige behandling, sådan at hun både kan klare hverdagen og et arbejde.
"At være 28 år og måske stå uden arbejdsmuligheder resten af livet, det er ikke i orden. Det må være muligt at hjælpe, så man oplever sig selv som selvforsørgende. For det betyder kolossalt meget for ens velvære og livskvalitet, at man oplever, man stadig kan noget," siger Lis Pedersen.

For små erstatninger
. Heidi Andersens ulykkessag blev anerkendt som en arbejdsskade allerede ved anmeldelsen i 2008, men først i år har Heidi fået sin erstatning for et varigt mén, der er opgjort til 10 procent.
75.200 kroner blev det til. Et beløb, der lige godt og vel dækker de udgifter, Heidi Andersen alene det forgangne år har haft til psykolog, fysioterapeut, medicin og en specialseng, så hun kan sove lidt bedre om natten.
Selvom BUPL samlet set har hentet over 143 millioner kroner hjem til medlemmer for både ménerstatninger og de langt større erstatninger for varigt erhvervsevnetab, så er det generelt nogle skuffende små erstatninger, arbejdsskadesystemet udløser, mener Alan Frank.
"Det er et problem for mange af vores medlemmer, men de små arbejdsskadeerstatninger er historisk betingede og svære at ændre på. De stammer tilbage, fra dengang arbejdsskadesikringsloven blev grundlagt som en lov, der skulle sikre, at børn og voksne, som var kommet til skade på fabrikkerne, ikke endte på fattiggården. Men de skulle heller ikke have det for godt, og det skinner desværre igennem i praksis i dag," siger Alan Frank.

Forretningsudvalgsmedlem Lis Pedersen mener også, at arbejdsgiverne og kommunerne slipper for billigt. Ikke mindst i Heidi Andersens tilfælde.
"En reel estatning skal jo dække resten af livet. Hvor er den tabte arbejdsfortjeneste i det her? Hvor er den tabte livskvalitet? Og de tabte pensionsmuligheder? Der er mange år fra man er 28 til man når folkepensions­alderen," siger Lis Pedersen.

Til november kan Heidi Andersen ikke længere få sygedagpenge og skal på kontanthjælp, med mindre hun finder arbejde. Sorø Kommune, der, siden familien er flyttet til Midtsjælland, har overtaget sagen fra Varde, er ikke indstillet på at hjælpe Heidi Andersen med de skånebehov, hun har brug for.
Derfor har BUPL nu sammen med Fast­holdelsescentret, (en instans under Arbejdsskadestyrelsen, som behandler sager, hvor det vurderes, at der er en risiko for, at borgeren mister tilknytningen til arbejdsmarkedet), genoptaget Heidi Andersens sag som en sag om varigt erhvervsevnetab.
Sådanne sager udløser typisk en langt ­større erstatning end ménerstatnings­sagerne.
"Hvis det viser sig, at Heidi Andersen ikke kan komme i gang med at arbejde, ikke få et fuldt ud liv - og det kan man ikke, når man har hovedpine og ondt i nakken hver dag - så er 75.000 kroner bare ikke i orden," siger Lis Pedersen.

Fakta om pædagogers arbejdsulykker

• Hver anden arbejdsskadesag er en arbejdsulykke.
• De fleste arbejdsulykker anerkendes.
• Der forekommer suverænt flest ulykker med skader i ryg og lænd.
• Ulykkerne sker oftest ved fald eller i forbindelse med aktiviteter med børnene. Dernæst er belastning ved tunge løft, fysisk vold fra børn og unge samt trusler og chikane også ofte årsag til arbejdsulykker.
• Ulykkerne sker allerhyppigst i institutionen eller på legepladsen. Dernæst også i forbindelse med ud­flugter og på idrætsanlæg eller boldbaner.
• Det er oftest pædagoger over 40 år og ældre, som kommer til skade ved arbejdsulykker.
• Der ses en større risiko for arbejdsulykker, når man arbejder med små børn.
• Ménerstatninger i ulykkessager opgøres oftest til mellem fem og ni procent og kun sjældent over
20 procent.
• Den maksimale ménerstatning for en ulykkessag er 752.000 kroner (100 procent).
• Det kan være svært at få anerkendt ulykkessager med psykiske skader samt skader på ryg og skulder. Det kan være ulykker, hvor skaden er sket, ved at et barn har hængt i pædagogens arm eller er sprunget op på ryggen af pædagogen.






Kilde: Arbejdsskadestatistik 2004-2009, BUPL