Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 47
Projekt ved et tilfælde
Det er alt for tilfældigt, hvad de kommunale målsætninger for daginstitutioner fokuserer på, viser ny undersøgelse. Daginstitutionsområdet trænger til et fælles, uafhængigt forum, der kan følge og påvirke udviklingen, mener forsker Søren Smidt
Af: Vibeke Bye Jensen
Ude i kommunerne har man haft travlt med at lave målsætninger for dagtilbudsområdet, og næsten alle kommuner har levet op til Servicelovens bestemmelser om at fastlægge rammerne og lave målsætninger for indholdet. En evaluering, bestilt af Socialministeriet, viser imidlertid, at de mål, der sættes op, og de udviklingsprojekter, der sættes i gang, foregår i alt for spredt fægtning.
Forsker og lektor ved Roskilde Universitets-center (RUC) Søren Smidt har stået for evalueringen sammen med Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) og Højvangseminariets Center for institutionsforskning. Hans hovedkonklusion er, at det ikke går entydigt dårligt med målfastsættelserne, men at det er meget spredt og lidt tilfældigt, hvad man lægger til grund for målene og hvilke dele af det pædagogiske arbejde, man formulerer mål for.
Søren Smidt mener, at evalueringen viser, at der er brug for et forum, som kan følge udviklingen på institutionsområdet, sætte diskussioner og udviklingsprojekter i gang, samle viden, forske og formidle forskning, så området behandles som en helhed. I stedet for at være offer for tilfældige og usammenhængende målbestemmelser, der selv inden for den samme kommune kan stritte i alle retninger og modarbejde hinanden.
"For eksempel ligger der meget få analyser til grund for sådan noget som områdeledelse, sammenlægninger og andre strukturændringer. Hvor bliver det diskuteret? Hvem har bestemt, at det skal være sådan? Det er alt for tilfældigt hvilke emner, der tages op og fremhæves i målsætningerne. Og sidst, men ikke mindst, er der ingen garanti for, at erfaringerne bliver samlet ind og brugt til noget i det videre arbejde," siger han.
Søren Smidt mener, at læreplaner, som der nu er stillet forslag om, at alle småbørnsinstitutioner skal lave, er et forsøg på at få et fælles indhold for institutionerne. Men han savner en analyse af, hvordan læreplanerne skal hænge sammen med virksomhedsplaner, kommunernes målsætninger, forskning og praksis på institutionerne.
"Jeg ser derfor hellere, at der oprettes et forum, hvor det er muligt at diskutere området som helhed. Nu er det spredt ud på forskellige forskere, på fagforeningen og på kommunerne. Ved at se på hele daginstitutionsområdet fra Servicelovens vinkel har jeg haft lejlighed til at opleve det som en helhed. Men som det er nu, tages der små udsnit af arbejdet ud, som bearbejdes for sig, uden at det sættes ind i en sammenhæng," siger han.

Styring eller bløde værdier. Undersøgelsen af arbejdet med målsætningerne viser, at der er meget dynamik i kommunerne. Man satser mange steder meget på at få lavet et godt målsætningsarbejde, mener Søren Smidt. Men det kendetegner arbejdet, at kommunerne laver deres egne modeller. Og selv om der kan være emner, som går igen, fordi de er oppe i tiden, så bruger man ikke hinandens erfaringer eller gode ideer.
"Jeg tænker, at det var spændende, hvis der var et større samspil eller en dialog, at der var nogle, der tænkte mere i helheder. Den kraft, der ligger lokalt, skal ikke ophæves, men både forvaltningsfolk og pædagoger skulle have et sted at spille ind til og få udspil fra," siger han.
Evalueringen viser også, at det er meget forskelligt, hvad der optager folk alt efter, hvor de er placeret i kommunen. Er man forvaltningschef, ser man på daginstitutionsområdet ud fra en styringssynsvinkel, og man ønsker ikke en alt for detaljeret viden om hvert enkelt barn på rød stue. Er man pædagog, er det jo netop det enkelte barn og muligheden for at lave gode relationer med barnet, der optager én. Den forskel kan betyde, mener Søren Smidt, at de to niveauer, der skal arbejde sammen, slet ikke når hinanden.
"Daginstitutionerne er jo både en barndomsarena, en offentlig service og en arbejdsplads, og det er vigtigt, når man vil udvikle området, at man tager alle perspektiver med, så det ikke er så adskilt, som man oplever det nu. For hvor føres debatten om daginstitutionsområdet som helhed? Hvem tager ansvar for, at der bliver en demokratisk diskussion om udviklingen? Som det er nu, gider pædagogerne jo ikke gå på kursus i strukturændringer eller styringsmekanismer, de vil hellere på kursus i de bløde værdier. Mens folkene på kommunen er mere interesseret i at tage på kursus i ledelse og styringsredskaber. På den måde bliver det jo opdelt, hvilket gør det svært for parterne at forstå hinanden," siger Søre Smidt.

Forståelsen mangler. Det er en central tendens i evalueringen, at det er svært at formulere sig om det pædagogiske indhold, at få klarhed over begreberne samt at formidle den faglige viden. Det er ikke så stringent, det der bliver lavet. Mange målformuleringer er ensidigt skrevet af folk fra forvaltningen, som nogle gange har en fortid som pædagoger. Men det er langt fra sikkert, og derfor ved de ikke, hvad det pædagogiske arbejde går ud på.
"Forvaltningsfolkene har ofte et meget bredt arbejdsfelt, og deres arbejde er i virkeligheden meget lidt misundelsesværdigt, for der findes ikke en pædagogisk ordbog, hvor der står, at med læring mener vi det og det. Og når de går til eksperterne, møder de mindst to holdninger, der peger i hver sin retning. Dem, der skal formulere målene, har ikke noget sted at gå hen for at få den viden, de har brug for," siger han.
Evalueringen viser, at der godt kunne arbejdes mere systematisk og stringent teoretisk med at formulere, hvad der sker på området. Men det viser sig dog, at det ofte er den danske tradition med at lægge vægt på leg, voksen-barn-relationer og at tage børnene alvorligt, der er udgangspunktet.
"Det bliver dog gjort alt for meget i overskriftsform, og der gås ikke i dybden med, hvad man mener med, at der for eksempel skal arbejdes ud fra børnenes perspektiv. Hvad forstår man ved leg, og hvordan hænger det sammen med læring og udvikling? Man kan måske ikke forlange af forvaltningsfolkene, at de skal kunne det, men det er altså dem, der skriver målene, fokuspunkterne og projektbeskrivelserne, og derfor bliver formuleringerne ofte for brede og uklare," siger han.

Fælles ordforråd. Der er mange eksempler på, at kommunerne tilstræber at inddrage pædagoger, forældre og endda børnene. Men det er et meget broget billede og ikke altid lige systematisk, siger Søren Smidt.
"En god dialog kræver, at man ved, hvad man snakker om, men der ligger ikke et fælles ordforråd. Vi har blandt andet lavet en analyse af kvalitetsbegrebet. Når forvaltningsfolk snakker om kvalitet, ser de det fra en styringsvinkel, hvor kvalitet kommer af, at man tilrettelægger arbejdet mere stringent og praktisk, og at man forholder sig til ledelse. Når pædagogerne snakker om kvalitet, handler det for dem om, hvordan de får et tæt forhold til det enkelte barn. De snakker begge om kvalitet, men deres forståelse er forskellig."
Søren Smidt mener, at pædagogfaget har brug for at få formuleret, hvad man kan og vil, så man ikke rendes over ende fra alle mulige sider.
"I den forbindelse bliver det vigtigt, at man får taget diskussionerne om, dels hvad man vil have, men også om, hvad man mener med alle ordene, så de ikke bare går hen og bliver det, jeg kalder ballon-ord, som kan tolkes på forskellige måder. Det skal afklares, hvad vi mener, når vi siger, at børn skal være glade, kreative eller skoleparate. Det er pædagogerne faktisk heller ikke så gode til selv, så der ligger en udfordring til faget om at få udviklet begreber og forståelser af det pædagogiske arbejde. Det er ikke nemt at beskrive og definere det meget komplekse arbejde, men det er efter min mening der, hvor vi står lige nu," siger han.
Søren Smidt mener, at faget og det pædagogiske område står ved en korsvej, hvor det bliver vigtigt, hvilke metoder der bliver fremhævet, hvilke ord der bliver sat på, og hvilke opfattelser af det pædagogiske arbejde der bliver de fremherskende.
"For hvis det bliver orienteret mod en meget snæver forståelse af for eksempel læring, så kan det være med til at præge praksis i en retning, hvor man lægger vægt på det formelle, det voksenstyrede, det styrbare og det målbare. Og er det det, vi vil?"

Hvad vil vi? Desuden er der en fare for, at man fortsætter med at formulere, hvad man ikke vil i stedet for at beskrive, hvad man vil, mener Søren Smidt.
"I lovforslaget om læreplaner står der, at der ikke er tale om, at man tilstræber skole ad bagvejen. Det er en typisk formulering omkring
daginstitutioner. Der står meget tit noget om, hvad de ikke skal være, også når pædagoger formulerer sig: Her i institutionen har vi ikke særlig mange regler, vi har ikke børnemøder, eller vi gør ikke dit og går ikke ind for dat. Den opgave, vi står over for, er at få beskrevet, hvad vi gør. Derfor er der behov for at rejse det helt basale spørgsmål: Hvad er en daginstitution? Hvad er daginstitutionsområdet for noget, og hvilken udvikling ser vi gerne, der skal være på området?"
Ifølge Søren Smidt snakker man lige nu om daginstitutioner, som om man ved, hvad det er.
"Men der sker så mange ændringer bare i strukturen, at vi ikke mere kan tale om vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, og alligevel gør vi det i stor udstrækning. Billedet er jo nu helt anderledes, og noget er sket i den forvandling, og det ved vi ikke ret meget om. Jeg pendler imellem at mene, at der er sket en hel masse og at mene, at der ikke er sket så meget," siger han.
Forvirringen er også stor, når det gælder viden og forskning udviklet både her i landet, i Norden og det øvrige udland. Den bliver ikke bearbejdet og brugt efter forgodtbefindende. Søren Smidt mener, at al ny viden skal samles, bearbejdes, videreudvikles, overvejes og diskuteres af folk med viden om og interesse for det danske institutionsområde. Ellers går meget viden og erfaring til spilde, og udviklingen kommer til at gå i en tilfældig retning.
"Det er jo fint at få viden fra andre lande, men hvis den ikke kommer igennem nogle overvejelser om, hvad de erfaringer kan bruges til her i landet, så ender vi med at overtage erfaringer, som er hentet i et system, der slet ikke ligner vores, og derfor ikke direkte kan overføres. Vi ser jo ofte, at undersøgelser, der er lavet i lande, hvor systemerne ikke er sammenlignelige med vores institutionssystem, skaber stor forvirring. De undersøgelser skal sættes i relief, og de skal tilpasses vores tradition og system. Det kan et forum, som det jeg taler for, være med til, ligesom det kan være med til at formidle dansk og nordisk forskning ude i verden. For det sker heller ikke i øjeblikket i tilstrækkeligt omfang," siger han."