Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 12
Fuld friplads forsvinder med privatisering
Da vuggestuen Kareten blev privatiseret, kunne Sara Bang Fynne mærke det på pengepungen. Fra at have en fuld friplads til sin søn er prisen nu 17.000 kroner årligt.
Af: Mette Hattel
Som studerende er der ikke mange penge at rutte med. Det kan Sara Bang Fynne tale med om. Hun og hendes mand er begge studerende og bor i Højbjerg syd for Århus. Da deres dreng Noah skulle starte i vuggestue november 2007 fik parret en fuld friplads i Karetens Vuggestue. Men den fulde friplads forsvandt en måned efter, da institutionen ændrede status fra kommunal til privat.
Det overraskede Sara Bang Fynne. Hun kendte godt til planerne om at privatisere Kareten, da hun skrev Noah op til institutionen, men hun vidste ikke, at det ville få betydning for sønnens friplads og familiens okonomi.
"Vi havde aldrig troet, at det ville blive et problem for os. De havde længe talt om at privatisere vuggestuen, men vi var sikre på, at en friplads i en kommunal eller privatejet institution kom ud på et," fortæller Sara Bang Fynne, der er 26 år og læser til lærer.
Helt præcis er der tale om en merudgift på 1417 kroner pr. måned, som parret kunnet have sparet, hvis deres søn gik i en kommunal institution.
Forklaringen er, at kommunernes beregninger af fripladser tager udgangspunkt i to forskellige budgetter. Når kommunerne beregner en friplads til en kommunal vuggestue, indgår kun kommunens driftsudgifter til kommunernes vuggestuer. Hvis institutionen er privat, inkluderer kommunerne alle alderssvarende pasningstilbud i regnestykket - altså også dagplejen - og finder en gennemsnitspris. Da driftsomkostningerne er markant lavere i dagplejen, trækker det gennemsnitsprisen ned, og dermed ender fripladsbeløbet også med at være lavere.
For Sara Bang Fynne og hendes mand Mads Lykke Clemmensen betyder det en ekstraudgift på 17.004 kroner på årsbasis.
"I starten talte vi med pædagogerne i Kareten. De kunne heller ikke forstå, at privatiseringen betød noget for fripladsen. Min mand og jeg var sikre på, at det var en fejl, så jeg skrev et brev til daværende velfærdsminister Karen Jespersen. Vi mente, at sagen ville falde på plads, når der blev kigget på det, men intet er sket siden da," fortæller Sara Bang Fynne.

Venter på en løsning. I et helt år efter Karetens privatisering afventede parret en politisk løsning og forsøgte at få pengene til at strække, men for hver måned blev underskuddet større og større.
"Det endte med, at vi kom helt i bund med vores kassekredit. Stemningen var dårlig, og vi skændtes. Det var især mig, der holdt fast på, at Noah skulle blive ved med at gå i Kareten, fordi det er et supergodt sted, og fordi børnene fra nabolaget går der. Vi lånte også penge af min mor. Det er faktisk pinligt, men det gjorde vi altså," fortæller Sara Bang Fynne.
I december 2008 måtte parret erkende, at de var nødt til at melde Noah ud af Kareten og finde en kommunal institution. De nåede da også at skrive udmeldingspapirerne under, men så kom redningen fra en uventet kant. Forsørgertillægget for studerende blev nemlig forhøjet fra 715 kroner til 2068 kroner.
Tillægget har betydet, at forældreparret kan beholde Noah i Kareten.
"Vi blev reddet på målstregen, og det er vi rigtig glade for. Vi har aldrig været interesserede i at finde et andet sted til vores søn, men uden et forhøjet tillæg, ville vi have været nødt til det," siger Sara Bang Fynne, der dog ikke er tvivl om, hvad tillægget skulle gå til, hvis de havde en fuld, kommunal friplads.
"Hvis Noah havde en fuld friplads, ville forsørgertillægget indgå i vores husholdningsbudget og give mere luft økonomisk, men vi har valgt at prioritere vores søns institutionsplads og spare andre steder," siger Sara Bang Fynne.

Sådan mister man en fuld friplads
Forældre, der tjener under 143.001 kroner om året kan få en fuld friplads i dagtilbud. Med en årsindtægt på 141.620 kroner er Sara Bang Fynne og Mads Lykke Clemmensen derfor berettiget til at få en fuld friplads til deres søn, Noah, hvis han vel at mærke går i en kommunal institution.
Men Noah går i den private vuggestue Kareten, og det betyder, at den fulde friplads erstattes af en delvis friplads, der koster forældrene 1417 kroner om måneden.
Det skyldes, at kommunernes beregningsmetode for fripladser afhænger af, om institutionen er privat eller kommunal. Er institutionen kommunal, indgår alene driftomkostningerne til kommunens vuggestuepladser i regnestykket. Er institutionen privat, medregnes dagplejen i en beregning af en gennemsnitspris. Resultatet er en lavere driftsudgift, hvorfor fripladsbeløbet til forældrene også bliver lavere.
I Århus Kommune er driftudgiften til dagpleje 10.736 kroner om måneden, tilskuddet er 8.052 kroner, og egenbetalingn er 2.684 kroner. Driftudgiften til daginstitutioner (0-2 år) er 13.812 kroner, tilskuddet er 10.356 kroner, og egenbetalingen er 3.453 kroner.
Kilde: www.aarhuskommune.dk