Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 17 Børn&Unge som e-paper
Se styrken i børnene: De er mere end deres udfordring
Ny bog om inklusion har fokus på, hvordan pædagoger ser og bruger det udfordrede barns styrker og skaber inkluderende læringsmiljøer til gavn for alle børn.
Af: Trine Vinther Larsen
Anna er særligt sensitiv. Bushra er flygtning. Carl har autisme. Sofies sproglige udvikling er forsinket. Magnus har ADHD. Og Lucas har diabetes. I bogen ’Inklusion i daginstitutionen’ præsenteres seks typer børn, som alle pædagoger kan genkende. Forfatteren Anne Marie Marquardsen beskriver, hvordan man kan arbejde bevidst pædagogisk med at inkludere børn med udfordringer – og gøre det på en måde, så hele institutionen får glæde af det. Børn&Unge har talt med forfatteren, der er uddannet pædagog, men nu arbejder som pædagogisk konsulent og rådgiver i inklusion.

Hvad er vellykket inklusion?
»Inklusion er vellykket, når barnet selv oplever sig som en del af fællesskabet – det er den ægte inklusion. Bare det, at man fysisk er til stede i rummet giver ikke inklusion. Det er heller ikke nok at deltage i aktiviteter. Det vigtige er, at barnet oplever og føler sig inkluderet. For at det kan ske, skal læringsmiljøet være af en beskaffenhed, så barnet oplever sig inkluderet. Grundlæggende kan man sige, at inklusion i daginstitutionen betyder, at alle børn inddrages i institutionens fællesskab og er medregnede som en værdifuld del af fællesskabet.«

Hvordan sikrer man det?
»For at opbygge inkluderende læringsmiljøer må man være opmærksom på, hvad der skaber udvikling for både det enkelte barn og for gruppen. Pædagoger, ledere og børn i en daginstitution navigerer til daglig i en kompleks virkelighed, men i bogen prøver jeg at opstille en model for det læringsmiljø, som daginstitutionen er, og igennem bogen viser jeg, hvordan modellen kan anvendes på børn med forskellige udfordringer. Vi har lige fået en dagtilbudsaftale og en revision af de pædagogiske læreplaner, som også har fokus på læringsmiljøer, så jeg håber, at min bog kan bidrage til det praktiske arbejde med det.«

Hvad er særligt vigtigt?
»Med bogen vil jeg også debattere inklusion overfor eksklusion. Altså at vi pædagoger overvejer, hvordan vi taler om børn og familier: Er vi ægte inkluderende i vores måde at tænke på, eller ekskluderer vi? Tænker vi ’Åh nej’, når Peter er tilbage fra ferie, og fravælger vi et barn, når der skal læses højt, fordi vi tænker ’hun kan alligevel ikke sidde stille’? Arbejdet med inklusion er også at have en mental indstilling til, at alle børn er lige vigtige, har styrker og bidrager lige meget til fællesskabet. Det er pædagogers ansvar at sørge for, at det sker. Vi skal huske, at alle børn er meget mere end deres udfordring.«

Om bogen
’Inklusion i daginstitutionen – om at udvikle inkluderende læringsmiljøer’ af Anne Marie Marquardsen. Forlaget Frydenlund, 2017. 175 sider, vejl. pris 269 kr., illustreret af Dorte Karrebæk. Bogen præsenterer både teori og cases samt en række praktiske øvelser til arbejdet med inklusion.

Om forfatteren
Anne Marie Marquardsen er pædagogisk konsulent og holder kurser om blandt andet inklusion og læringsmiljøer i dagtilbud. Med sig har hun 30 års erfaring som pædagog og institutionsleder. Bogen er hendes tredje fagbog.