Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 19
Grib ansvaret
Pædagoger er verdensmestre i at observere et barn i månedsvis. Mange går alt for længe med en mistanke om dårlig trivsel, før de tager fat i forældrene. Det har man gjort op med i Præstø Kommune
Af: Birgitte Avnesø
Når pædagogerne i børnehaven Egely observerer et barn med vanskeligheder, er de ikke længere i tvivl om, hvad deres rolle er. Der bliver grebet ind, og det sker hurtigt.
Modsat tidligere er pædagogerne i Præstø meget bevidste om, hvilket mål de vil nå, når de indkalder forældrene til en samtale. Bevidstheden er opstået gennem projektet "Grib Ansvaret", som den sydsjællandske kommune har arbejdet med igennem tre år. Samtlige 180 ansatte, der arbejder med børn og unge, har lært at samarbejde - både med hinanden i de enkelte institutioner og på tværs af fagskel. Filosofien er, at den, der ser et problem, har ansvaret for at gøre noget ved det. Den enkelte pædagog, lærer, dagplejemor eller socialarbejder har gennem kurser fået forskellige redskaber - blandt andet til at håndtere og styre den professionelle samtale med forældrene.
Den viden fik pædagog Dorte Harpsøe fra børnehaven Egely god brug for i sagen med seksårige Peter (navnet ændret af redaktionen), der har store adfærdsmæssige problemer. Han var tydeligvis en dreng, der havde det skidt med sig selv og sine omgivelser.
Kontakten til moderen var dårlig. Hun var hurtigt ude af døren, når hun bragte og hentede sønnen, og hun dukkede sjældent op til forældresamtalerne. Det gjorde det ekstra svært at få hende i tale.
Men noget skulle der gøres, og sammen med en kollega diskuterede Dorte Harpsøe drengens situation og ikke mindst, hvad de ville opnå med den samtale med moderen, som var nødvendig.
»Moderen havde mange problemer. Med sine andre børn, med sin skilsmisse, sin økonomi og sin bolig, og så kan en samtale nemt køre ud af et sidespor, fordi man synes, at det er synd for hende. Men vi vidste, at vi måtte holde hende fast, for det handlede om drengens velfærd. Ikke om de hjemlige problemer, som vi alligevel ikke kan gøre noget ved. Derfor kunne vi gribe ind, hver gang samtalen begyndte at glide ud på et sidespor,« fortæller Dorte Harpsøe.
Den udvikling, hun og kollegerne har gennemgået i "Grib ansvaret", gjorde, at hun kunne styre den konkrete samtale med moderen meget bedre. Og moderen kom da også ud af mødet med en positiv indstilling til sønnens videre behandling.
»Tidligere var vi ikke så bevidste om, hvad vores mål var, inden vi inviterede forældrene til samtale. Vi har nok været mere tilbøjelige til at være den trøstende og lyttende part frem for den handlende. I samtalen med Peters mor trøstede vi selvfølgelig også, men vi var hele tiden opmærksomme på at nå vores mål og få hende til at acceptere psykologhjælp til drengen.«

Behov for at være populær. De 180 ansatte i kommunen har arbejdet meget med, hvordan de styrer den professionelle samtale. Men de har også lært en hel del om, hvorfor det kan være så svært at gribe ind, når et barn har et problem.
Den del har erhvervspsykolog Helgi Rasmussen stået for. Han har blandt andet undervist dem i den frygt eller berøringsangst, som mange har i deres daglige arbejde.
»Pædagogerne siger selv, at de vil beskytte forældrene, men det handler i virkeligheden om, at det er dem selv, de vil beskytte. De er bange for at blive anklaget for at blande sig i noget, de ikke har noget med at gøre. Der er også mange, der har sagt, at de ikke føler, at de er kompetente nok og mangler viden. Men når man går et lag dybere, er det ikke det, det handler om. Det er snarere frygten for at blive afvist,« siger Helgi Rasmussen.
Den tilbageholdenhed kan have konsekvenser. Både i Præstø Kommune og andre steder i landet er der eksempler på børn, der ikke trives, men som har fået lov at gå, fordi alle troede, at andre greb ind.
»Mange pædagoger observerer et barn i månedsvis, fordi de vil være 200 procent sikre, inden de griber ind. Men hvad er ulykken ved at tage fejl,« spørger Helgi Rasmussen.
Han mener, at det er vigtigt at reagere hurtigt. Men det skal gøres på en måde, så forældrene forstår, at personalet er til for at hjælpe og ikke for at dømme.
»Pædagoger har et meget stort behov for at være populære. De har behov for at blive holdt af, og konsekvensen kan være, at hvis de ser noget, der er ubehageligt, og som kan gøre forældrene sure, så bliver de blinde. De "ser" ikke det, de ser, og det tapper utrolig meget energi. Det er hårdt at være blind, men alligevel se,« fortæller Helgi Rasmussen.
Det billede kan Dorte Harpsøe godt genkende.
»Det er så pokkers svært at sige, at noget er galt. Man afventer, for måske ændrer det sig, og sådan kan man gå i et halvt år. Men nu er vi blevet mere bevidste om at reagere hurtigt. Hellere handle én gang for meget end én gang for lidt. Vi har fået en holdning og et fælles grundlag at arbejde ud fra. Både ledere og medarbejdere har været gennem samme personlige udvikling, og det har givet os en stor tryghed,« siger Dorte Harpsøe, der også har lært en hel del om sig selv.
»Jeg har fået mere rygrad og en tro på, at det nytter noget at gribe ind. Jeg har fået mere selvtillid, og vi er alle sammen blevet bedre til at bruge hinanden på tværs af stuerne. Vi er ikke bange for at komme til at såre en kollega, hvis vi kommer med et godt råd.«

Positivt kollegialt pres. Tove Rahbjerg er leder af børnehaven Egely. Også hun har mærket ændringer i dagligdagen i forbindelse med "Grib ansvaret".
»Den snert af usikkerhed, der tidligere har været, ser vi ikke så meget mere. Personalet har fået et positivt kollegialt pres på sig, og de bruger hinanden mere. De har større mod på at gøre noget, og de tør godt blive upopulære. Vi oplevede tidligere, at hvis vi tillod os at få øje på et problem, var det dit problem og dit alene, og det er noget af en mundfuld. Derfor har man nok i nogle tilfælde været lidt længere tid om at gøre opmærksom på det af frygt for selv at sidde med aben,« siger Tove Rahbjerg.
I dag er tonen en anden i Præstø. Nu hedder det: Ja, du har ansvaret, men du ved, hvem det er relevant at kontakte. Der er helt klare formulerede arbejdsgange, og alle er klar over, at de hver især har et ansvar.
»Vi har gjort op med os selv, om vi over for barnet kan tillade os at lade være med at tage fat i forældrene, hvis vi tror, at der er et problem. Vores argument for ikke at gribe ind har været frygten for, at vi risikerer at gøre det værre for barnet. Men spørgsmålet er jo, om barnet kan få det værre, end det allerede har,« siger Tove Rahbjerg.
Samme budskab har Helgi Rasmussen. Hans vigtigste råd til pædagoger er, at de reagerer på deres bekymringer.
»Spørg Fortæl forældrene om jeres observationer og få en snak om det. Alle forældre vil deres barn det bedste, og når en pædagog fortæller om sine observationer, giver hun samtidig udtryk for, at hun tager sit professionelle ansvar alvorligt. Det er manglende respekt for forældrene at have en mistanke uden at fortælle om den.«