Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 21
OK 2008: 3. strejkeuge - Strejkedagbøger
Børn&Unge følger dagligt en familie fra Bornholm, en tillidsrepræsentant fra Frederiksberg, en pædagog fra Hjørring og BUPL's formand, mens konflikten løber. På vores hjemmesider kan du se, hvad de har lavet, og hvad de mener om konflikten.
Af: Ivan Enoksen Steffen Hagemann Sofie Korsgaard og Trine Vinther Larsen
Hennings dagbog: Strejkeuge 3

Mandag 2. juni
Snak til mobilen døde
Dagen bød på et møde med formanden for Danske Handicaporganisationer.
"Vores fælles opfordring er, at de henvender sig til kommunen, og ikke, som en del har gjort, til BUPL. Det er kommunens opgave at foretage en konkret vurdering af sagen og sammen med den lokale BUPL-fagforening finde ud af, om betingelserne for oprettelse af et nødberedskab er opfyldt. BUPL er i pressen blev beskyldt for ufølsomhed over for "strejkeramte" handicappede børn, så det var meget godt at få skabt klarhed over, at ansvaret faktisk ligger hos arbejdsgiverne," konstaterer Henning.
Han havde brugt en stor del af weekenden på at sondere terrænet.
"Min mobil gik ud for strøm to gange, så noget er der blevet snakket, men heldigvis nåede jeg også en tur i haven og plante tomater," fortæller formanden.

Tirsdag 3. juni
Fortvivlede forældre
For hver dag strejken varer, stiger antallet af henvendelser til BUPL fra fortvivlede forældre.
"Forældre, som først har klaret sig igennem pædagogmedhjælpernes strejke og nu på tredje uge er ramt af vores, er ved at være meget pressede. På den anden side kan de fleste godt se berettigelsen af pædagogernes kamp," siger Henning, som sluttede dagen med en udflugt i litteraturens verden.
"Uanset hvor jeg opholder mig, finder jeg tid til at læse noget andet end det, der knytter sig til min professionelle virkelighed. Har lige vendt sidste side i den japanske forfatter Muraks "Kafka på stranden" og er gået i gang med Jonathan Lethems "Ensomhedens fæstning"," fortæller han.

Onsdag 4. juni
Velkommen åbning
Få timer før hovedbestyrelsen skulle mødes, skete en ny udvikling på konfliktfronten, idet borgmester Mads Lebech, som er arbejdsgivernes chefforhandler, indbød Henning til en snak.
"Den åbning har vi ventet på, så selvfølgelig sagde jeg omgående ja tak til indbydelsen."

Torsdag 5. juni
God kaffe, dårligt udspil
BUPL-formanden og forhandlingsleder, Torben Fersløv Andersen, var til morgenkaffe hos borgmester Mads Lebech og et par af hans embedsmænd i KL-huset.
Kaffen var upåklagelig, mens værternes udspil til løsning af pædagogkonflikten derimod lod en del tilbage at ønske. Der var ikke flere penge til pædagogerne - kun en mulighed for at flytte rundt på brikkerne.
"Det stiller os over for et enkelt, men svært valg. Skal vi acceptere præmissen, eller skal vi ikke? Det spørgsmål skal hoved-bestyrelsen forholde sig til på et ekstraordinært møde på lørdag," siger Henning, der ikke tør gætte på, hvordan det hele skal ende.

Fredag 6. juni
Fridag til Fiat
Fredag formiddag tilbragte BUPL-formanden i spændt venten på, resultat af urafstemningen blandt FOA-medlemmerne i regionerne. Da det var offenligtgjort, konstaterede han:
"Nå, det blev altså et ja. Jeg har selvfølgelig bemærket spekulationer om, at et nej hos FOA ville fremskynde og et ja udskyde et regeringsindgreb, men jeg har hele tiden ment, at sagen ikke var så oplagt. Regeringen er i det her spørgsmål helt kynisk: Indgrebet kommer - hvis det i øvrigt kommer - når den finder det opportunt for den selv. Det vil sige, når stemningen i befolkningen måtte have vendt sig mod de strejkende."
Da de lokale fagforeninger havde udråbt fredagen til strejke-fridag, behøvede Henning og hans Fiat Punto ikke at jerne rundt til strejkemøder.
"Lige nu sidder jeg i min have under en parasol og besvarer mail fra forældre og medlemmer. Forældrene skriver, at de har sympati for vores strejke, men at det nu er på tide at få den stoppet. Medlemmernes mails falder inden for to hovedtyper. I går var meldingen fra de fleste "stå fast!", mens den i dag er "gå nu ind i de forhandlinger, som arbejdsgiverne indbyder til"."


Dorthes dagbog: Strejkeuge 3

Mandag 2. juni
Træthed i tredje uge
Dorthe drog til stormøde i Amager Bio. Dagens taler var økonom Henrik Herløv Lund, der har været medlem af den nedlagte alternative velfærdskommission.
"Han gik ind for, at man skulle satse mere på den offentlige sektor, og at man er nødt til ved de næste overenskomster at give de offentligt ansatte mere i lønningsposen end de private, hvis vi skal bevare kvaliteten," siger Dorthe og fremhæver, at det også er argumenter, de strejkende kan bruge, når de skal forklare deres sag på gaden.
Men stemningen var ikke helt i top på dagens stormøde.
"Man kan mærke, at der har været en lidt "åh, hvor længe skal det nu fortsætte"-stemning," siger Dorthe.

Tirsdag 3. juni

Ikke noget at grine af
Dagen begyndte klokken 7.30 på Frederiksberg Rådhusplads, hvor Dorthe og de andre strejkende mødtes for at dele morgenbrød ud til folk. De morgenrejsende tog godt imod gifler og foldere:
"Når vi gik i dialog med dem, kunne de sagtens forstå, hvorfor vi strejkede," fortæller Dorthe.
Der var også tid til at synge nogle slagsange under uddelingen.
Derefter skulle de igen på havnerundfart, og denne gang var der pædagoger nok til at fylde tre både med magenta-farver.

Onsdag 4. juni
Vi mærker stadig opbakning.
Dorthe og kollegaerne fra Smykkeskrinet begyndte dagen på hjørnet af Borups Alle og Nordre Fasanvej, hvor de stod med deres skilte. Folk var, som sædvanlig, flinke til at dytte og støtte.
"Vi kan ikke mærke en nedadgående opbakning," siger Dorthe.
Kollegerne cyklede til dagens møde i Amager Bio, mens Dorthe måtte tage sig af den ældste datter, der lå syg derhjemme. Senere var hun i H.C. Ørstedsparken, hvor pædagoger og sygeplejersker holdt alternativ femkamp.

Torsdag 5. juni
Fridag
Dorthe og alle de andre strejkende har fået en fridag af BUPL.

Fredag 6. juni
Vi vil fortsætte
Sammen med tillidsrepræsentanter på Frederiksberg var Dorthe til møde i Falkoner Centret for at drøfte, hvad der skal ske efter, at Mads Lebech havde inviteret BUPL til nye forhandlinger. Mange er, på grund af økonomien, skræmte ved udsigten til en lockout.
"Men trods det var stemningen her for, at vi fortsætter strejken. Det er også min mening, for vi er helt til grin, hvis vi nu accepterer de 12,8 procent, som vi hele tiden har sagt nej til, " siger hun.
Dorthe er spændt på, hvad der nu sker: Finder BUPL en løsning sammen med KL, kommer der regeringsindgreb eller kan man se frem til en lockout. Den er hun ikke bange for.
"KL påstår jo hele tiden, at det er os, der tager forældre og børn som gidsler med den her strejke. Men kommer vi ud i en lockout, er det jo ligesom mere arbejdsgiverne, der må påtage sig skylden for, at det er kørt så langt ud," siger hun.

Peters dagbog: Strejkeuge 3

Mandag 2. juni
"Lebech er bare stråmand"
Under dagens møde i Bingohallen i Hjørring, fik pædagogerne besøg af folketingspolitikeren Karl Bornhøft (SF). Peter er glad for, at pædagogernes lønkamp får opmærksomhed også på Christiansborg.
"I mit univers er Mads Lebech bare en stråmand, og KL og Hjørring Kommune råder jo kun over de midler, som finansministeren tillader kommunerne at bruge. Det er ham, der sidder på den store kasse og bestemmer over kommunernes budgetter," siger Peter.

Tirsdag 3. juni
Tordenskjolds soldater
Peter var tirsdag tovholder for en stor strejkeaktivitet i Hjørrings naboby Frederikshavn. På Tordenskjolds Plads delte han sammen med 50 pædagoger blandt andet karameller ud. Men ikke de typiske konfirmandkarameller.
"Nej, de der Quality Street karameller," siger Peter og forklarer valget.
"De skulle symbolisere, at vores lønkamp også er en kamp for kvalitet i daginstitutioner, for der skal en ordentlig løn til at motivere de ansatte og tiltrække kvalificeret personale," siger han.

Onsdag 4. juni
En uheldig dag
Den 13. strejkedag levede op til sit trettental og bød på et par uheld. Peter skulle mødes med 200 pædagoger i Vrå, og han havde besluttet at cykle de cirka 10 kilometer til nabo-byen.
"Men da jeg kom ud i garagen i morges, fandt jeg min cykel punkteret. Fordækket var helt fladt," siger Peter, der dog fik lappet cyklen og også nåede helt til Vrå.
Men her fik pædagogerne så en anden ubehagelig overraskelse. Eventen skulle være en ballonopsending, men det viste sig svært at opdrive helium, som jo skulle få ballonerne til at flyve. Efter rundture til flere forskellige tømmerhandler, lykkededes det dog, og Peter kunne berette om et fantastisk syn, da ballonerne kom i vejret.
"Der var både lilla, blå og gule ballonner, men ingen magenta-farvede," siger han.

Torsdag 5. juni
Diskussioner med far og mor
Rikke, Julie og Peter blev hentet af Peters forældre, som tog dem med til frokost i sommerhuset ved Vesterhavet. Selvom det var fridag, blev strejken diskuteret livligt med far og mor.
"De synes, jeg bør tjene mere, men de kan ikke rigtig se, hvor pengene skal komme fra," siger Peter.

Fredag den 6. juni
En ommer
I dag har de menige pædagoger fået strejkefri, men Peter kan nu ikke helt slippe strejken. Siden det i onsdags blev annonceret, at BUPL og KL skulle mødes til nye forhandlinger, har han spændt fulgt med i medierne. Han er dog skuffet over, at Mads Lebech ikke vil tilbyde flere penge til løn til pædagogerne.
"Det er en ommer," siger Peter.



Familien Jensens dagbog: strejkeuge 3

Mandag 2. juni
Overraskelse
Der var lagt op til en overrraskelse, da Thomas afleverede Melissa og Oliver hos farmor og farfar. De havde nemlig planlagt et bondegårdsbesøg i Vestermarie, og børnene havde ikke fået noget at vide på forhånd.
"Min far er god til at aktivere børn. Han synes ikke de bare skal sidde og lave ingenting," siger Thomas. Og ifølge ham havde dagen været én stor succes.


Tirsdag 3. juni
Ingen sommerferie
Farfar og farmor tog endnu en dag med børnene. I dag var de på biblioteket.
Selvom det kan være hårdt at passe børn fra ni til fire, er der ingen slinger i valsen hos bedsteforældrene.
"Vi skal bare komme, for de vil stå til rådighed for ungerne, så længe det er nødvendigt," siger Mie.
"Men jeg har en kollega, der allerede har brugt en del af sin ferie og overvejer helt at skulle stryge sommerferien. Vi håber alle, at det er ved at være overstået. Den strejke kunne vi godt være foruden," siger Mie.

Onsdag den 44. juni
En trodsig ung dame
Mormor og morfar stod klar med åbne arme, men måske får de også små konflikter, jo mere de passer børnene.
"Melissa er blevet lige skrap nok. Normalt er hun sød og kærlig overfor sine bedsteforældre, men hun er begyndt at vende sig imod dem, ligesom hun gør med os som forældre," fortæller Thomas, der tager det roligt.
"Det er, hvad der sker," siger Thomas, der har afleveret sin eksamensopgave i psykologi på seminariet.

Torsdag 5. juni
Fars gode dag
Torsdag var både grundlovsdag og fars dag. Og det blev fejret i Nyker, hvor Thomas fik en gave.
"Jeg har ikke haft noget ordentligt at sidde på, når jeg skulle skrive opgave, så nu fik jeg en rigtig lækker kontor-stol," siger Thomas glad.
Mie havde fri på grund af grundlovsdag, og familien kunne tilbringe dagen sammen. Derfor gik turen - igen - til Joboland.
"Det gode var, at de var en større gruppe børn. De var fire næsten jævnaldrende, så de fik lidt mere modspil af hinanden og skulle igen til selv at finde på noget at lave. Jeg tror, det er det, de mangler for tiden, hvor de er alene.



Fredag 6. juni
Strejkeramte fædre
Fredag fik Thomas besøg af en ven, der havde taget sine to sønner med. Dem kender Melissa fra børnehaven, og de legede derfor fint sammen.
Hos familien Jensen er der ikke meget tid til at følge konflikten i fjernsynet, men der bliver alligevel tjekket på tekst-tv hver aften.
"Vi forbereder os mentalt på, at det bliver 14 dage mere med strejke. Ikke fordi vi har noget imod at have børnene hjemme - vi har jo selv skabt dem. Det er også det, man skal huske," siger Thomas.