Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 02 Børn&Unge som e-paper
Bliv medlem af BUPL’s Etiske Råd
Hvis du er interesseret i pædagogers etiske dilemmaer og udfordringer, kan du blive medlem af BUPL’s eget etiske råd, der mødes 3-4 gange årligt.
Af: Vibeke Bye Jensen
BUPL søger medlemmer til BUPL's etiske råd for 2017-2018. Har du viden om etik og lyst til at være med til at fremme den etiske bevidsthed og debat i pædagogprofessionen, kan du foreslå dig selv eller andre som kandidater til rådet.
BUPL’s etiske råd består af tre medlemmer valgt i BUPL og fem medlemmer, der dagligt arbejder i den pædagogiske praksis. Til rådet er tilknyttet to eksperter fra forsknings- og uddannelsesverden.
At være medlem indebærer, at du deltager i tre-fire årlige møder, hvoraf et af dem er et todages seminar, samt mindre lokale aktiviteter. Datoerne for møderne i 2017 er: 17.-16. maj, 3. august og 1. november.
Der er refusion for vikardækning og transportudgifter i forbindelse med møderne.
BUPL’s etiske råd har til opgave at medvirke til at fremme debatten om etik i pædagogisk arbejde og at rejse debatter om aktuelle pædagogiske emner. Desuden er formålet at udbrede kendskabet til det etiske grundlag og praksisstandarder og at være debatskabende, støttende og retningsgivende i forhold til etiske dilemmaer i pædagogisk praksis, herunder at fremme inddragelsen af medlemmer i aktiviteter om etik. Desuden skal det etiske råd bringe professionsetiske dilemmaer til debat i det omgivende samfund. Der er udarbejdet et etisk grundlag for pædagoger, der tager udgangspunkt i, at etiske udfordringer er et grundvilkår i pædagogisk arbejde, og det betyder, at pædagoger gør sig etiske overvejelser i hverdagen. Det er et fælles værdigrundlag, der gør det synligt, hvilke værdier pædagogerne mener, er væsentlige i arbejdet med børn, unge og deres familier.
Grundlaget bruges til at kvalificere dialoger og overvejelser om etiske udfordringer i arbejdet. Dermed er det etiske grundlag med til at højne den etiske bevidsthed og videreudvikle en etisk forsvarlig pædagogisk praksis.

Sådan bliver du kandidat
● Vil du gerne selv være med i BUPL’s etiske råd, skal du kontakte din lokale BUPL-fagforening, som vil indstille dig. Du skal selvfølgelig være medlem af BUPL.
● Vil du foreslå en anden, som er medlem af BUPL, skal du inden 15. februar udfylde og indsende en formular, som du finder på bupl.dk/etiskmedlem.

Læs mere om etisk råd på bupl.dk