Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 22
Ytringsfrihed: Det føltes som stasiundersøgelser
I to måneder havde Claus Møller truslen om en skriftlig advarsel hængende over hovedet, fordi han havde udtalt sig til TV 2 om hastigheden af sagsbehandlingen i Århus Kommune. Nu har kommunen droppet sagen, men inden det kom dertil, blev Claus Møller udsat for chikanerier.
Af: Steffen Hagemann
Claus Møller har forstået budskabet: Snak med journalister foregår i fritiden, hvis man vil undgå problemer. Derfor mødes vi hjemme hos ham i et hyggeligt parcelhus i landsbyforstaden Mårslet 10 kilometer syd for Århus.
Mens sønnen Frederik på tre et halvt år stolt viser sine Superman-strømper frem, fortæller den 35-årige pædagog Claus Møller om den sag, der begyndte den 7. marts i år, hvor han lod sig interviewe til TV 2/Østjylland. Et interview, der var tæt på at give Claus Møller en skriftlig advarsel, fordi han udtalte, at sagsbehandlingen i Århus Kommune var for langsommelig.
Forvaltningen opfatter Claus Møllers kritik sådan her ifølge et brev fra 16. marts: "Dine udtalelser efterlod det indtryk, at man fra Socialcenter Vests side ikke reagerede hurtigt nok på de underretninger, I lavede på børnene i institutionen. Ifølge dine udtalelser kunne der gå tre år, uden der skete noget i sagerne".
Men kommunen har misforstået Claus Møllers udtalelser.
»Jeg siger, at der ikke sker noget for børnene, og det er en kæmpe forskel. Der er tit noget, der er sat i værk på forældrene, men der sker ikke noget med børnene af den grund, de får det ikke bedre. Det er ikke noget, vi ser i hvert fald,« siger Claus Møller, der har arbejdet 14 år i børnehaven Skræppen, der ligger midt i Gellerup, det socialt belastede og indvandrerdominerede betonbyggeri i Vest-Århus.
Kommunen mener også, at Claus Møllers udtalelser "blev fremsat som kommende fra en ansat i børnehaven Skræppen".
»Men det her er en generel ytring, som er taget på baggrund af de ting, jeg ser menneskeligt derude, og på baggrund af de folk i Gellerup, der bryder sammen på grund af de mange problemer. Det er som person, jeg synes, det er for galt. På børnenes vegne. Og på de pædagogers vegne, der får psykologhjælp, fordi de ikke kan klare at se det,« siger Claus Møller.
Han bliver også bebrejdet, at han har fremsat udtalelserne i sin arbejdstid, og at han har ladet sig interviewe på institutionens område - imod leder Bodil Bomholts skriftlige instruks.
De to anklagepunkter har Claus Møller ikke fået tilbagevist, og derfor mødes vi hjemme hos ham, og derfor har Claus Møller stadig en trussel hængende i luften. Den vender vi tilbage til.

Afklapsning. På forvaltningen er Claus Møllers skriftlige redegørelse åbenbart ikke fyldestgørende, og der bliver lagt an til en voldsom afklapsning i form af en skriftlig advarsel.
Claus Møller er overrasket. Han har nemlig tidligere optrådt i medierne, og det har aldrig før givet anledning til problemer. Men de andre gange har han primært udtalt sig om integrationsproblemer:
»Det må man gerne snakke om. Så må man gerne optage video, så må man gerne gøre det i sin arbejdstid. Det var først, da jeg udtalte mig negativt om Århus Kommune, at jeg fik at vide, at jeg ikke måtte gøre det i min arbejdstid, at man ikke måtte optage video og alt det der. Lige pludselig var alting galt, og det har det jo ikke været tidligere,« konstaterer Claus Møller, der undrer sig over, at kommunen reagerer så skarpt.
»Jeg synes ikke, at der er nogen, der tager skade af at vide, at sagsbehandlingen ude i Gellerup er for langsom. Det synes jeg faktisk, at alle burde vide,« siger Claus Møller.
Han bliver meget mistænksom, da han ser kommunens reaktion, netop fordi anklagerne mod ham ikke stemte overens med det, han havde sagt til TV 2.
»Jeg kunne godt se, at der var et eller andet galt. De er gået efter noget helt andet, de er gået efter mig,« siger Claus Møller.

Chikane. Et stykke tid efter skal Claus Møller på Skejby Sygehus, og i den anledning har han fået fri. Men en uge efter er der problemer med de to en halv time, hvor han var væk fra arbejde.
»Jeg bliver kaldt ind på kontoret, hvor både leder og souschef er til stede, og de siger, at de har trukket mig to en halv time i løn den dag, fordi jeg ikke udførligt havde fortalt souschefen, hvad det var, jeg skulle. Men jeg havde sagt, det var vigtigt og fået ok, og det plejer på vores institution at være nok,« siger Claus Møller, der må konstatere, at det ikke længere er nok. Han bliver trukket i løn.
Samtidig er der også en anden ting, som han lige skal diskutere med børnehavens leder og souschef. Claus Møller har nemlig, inden denne sag overhovedet gik i gang, sagt ja til at blive den, der skal afskediges og i jobbank, når børnehaven til august skal nednormeres.
»Souschefen ville lige have en garanti og en underskrift på, at det var mig, der skulle fyres. Og hun ville også lige sikre sig, at jeg ikke søgte job i institutionen igen. Hvilket jeg synes i højeste grad er chikane,« påpeger Claus Møller og understreger, at han ellers har haft et glimrende forhold til både leder og souschef.

Stasi-undersøgelser. Claus Møller får det første brev fra kommunen, hvor der står, at de påtænker at give ham en skriftlig advarsel. Han informerer sin leder om den nye drejning i sagen.
»Jeg har nemlig hele tiden fortalt min leder, alt hvad der er sket. Jeg har bare ikke fået samme behandling igen,« siger Claus Møller, der mener, at leder og souschef ikke har fortalt ham, når de har været i kontakt med kommunen om hans sag.
»De har oven i købet ved en enkelt lejlighed benægtet at have snakket med kommunen, hvor jeg så fik et brev fra kommunen dagen efter, hvor jeg kunne se, at der havde været kontakt mellem kommunen og dem. Jeg spurgte dem: "hvorfor siger I, at I ikke har talt med kommunen, når I gør det?",« fortæller Claus Møller, der ikke får noget klart svar på det spørgsmål.
Senere får han dog at vide af Mette Hvid Johannesen, der er kommunens sagsbehandler på den sag, der tårner sig op over Claus Møller, at det er en sag mellem ham og kommunen.
»Hun slår fast, at leder og souschef ikke har gjort andet, end de har fået bud på. Derfor er det interessant, om det er dem, der har fået min leder/souschef til at chikanere mig, eller om det er personligt. Det ved jeg ikke,« siger Claus Møller, der virkelig har følt sig overvåget.
»Der er også blevet ringet op fra kommunen, hvor en tilfældig medarbejder er blevet spurgt, om jeg har andre sager derude. Og det kan kun tjene til at miskreditere mit gode omdømme. Det er ret grimt,« siger Claus Møller, der har været rystet over det, han har oplevet.
»Det har føltes som en gang stasi-undersøgelser af mine private ting.«
Men han tror, at kommunen har haft en skjult dagsorden med undersøgelserne.
»De personlige chikanerier, jeg har været udsat for, det har haft karakter af, at man prøver at lave en samarbejdssag imod mig. For så havde det været meget nemmere for kommunen at komme af med mig. Det er sådan, jeg har følt det. Og det kan jeg ikke bevise, det skal jeg lige sige, men det har jeg en fornemmelse af, og hvis det holder stik, så er det ret uhyggeligt,« siger Claus Møller.

Syg. På hjemmefronten får sagen også følger, selv om opbakningen fra hans kone, Mette, er upåklagelig.
»Nu er jeg som sådan en psykisk meget stærk person, men når man er ude i sådan noget her, så er det hårdt,« siger Claus Møller, der taber fem kilo i løbet af de to måneder. Han har også en sygdomsperiode på tyve dage i forbindelse med påsken.
»Og jeg har aldrig nogen sinde før været syg i tyve dage i træk. Et eller andet sted så påvirker det en derhen, at hvis man ikke bryder sammen psykisk, så ryger fysikken,« fortæller Claus Møller.
Sønnen Frederik har heller ikke kunnet undgå at opsnappe ting, som mor og far har snakket om.
»Den anden dag siger jeg til ham: "Spis nu din broccoli." "Bliver jeg fyret ellers," svarede han,« fortæller Claus Møller.

Lav standard. Han bliver indkaldt til et møde med forvaltningen, hvor advarslen skal stadfæstes. Men samme dag som mødet skal finde sted, bliver det aflyst.
»Jeg får ikke besked om, at mødet er aflyst, selv om jeg sådan set er hovedperson. Min jurist fra BUPL i København har fået det at vide, men han er jo ikke andet end en biperson,« mener Claus Møller, der mener, at aflysningen af mødet kommer, fordi andre folk er stået frem på TV 2/Østjylland og har støttet Claus Møllers udsagn om langsom sagsbehandling i kommunen.
Et nyt møde kommer i stand. »Det blev et to timers møde, hvor vi sad og forhandlede om mine udtalelser, om moral og om illoyalitet overfor kommunen. Og om små enkelte bidder af, hvad jeg havde udtalt, om jeg havde sagt "ikke" der, og "virker" der. Det virkede meget som en amerikansk film,« fortæller Claus Møller.
»Det er totalt til grin, at man sidder seks mennesker og diskuterer ordlyden af én sætning, som jeg har sagt. Det er infantilt, og det er lav standard,« fastslår Claus Møller.

Truslen. Efter det møde beslutter kommunen at droppe den skriftlige advarsel. Men helt frikendt bliver Claus Møller ikke. Kommunen fastholder kritikken af, at han lod sig interviewe på institutionens område, selv om både Claus Møller og hans souschef havde misforstået lederens instruks.
Kommunen lader også en alvorlig trussel hænge over Claus Møllers fremtidige forhold til såvel sin leder som pressen. Følgende ordlyd optræder i det (i skrivende stund) sidste brev, Claus Møller har fået fra Århus Kommune:
Såfremt du endnu en gang ikke overholder leder/souschefs instrukser eller offentligt fremsætter urigtige, ikke dokumenterbare oplysninger som ansat i børn- og ungeafdelingen, vil dit ansættelsesforhold blive taget op til en nærmere vurdering. I værste fald vil du blive bortvist med øjeblikkelig virkning.
Claus Møller synes, at den melding er på kanten.
»Uanset hvad jeg gør og siger, så kommer de efter mig. Ikke dokumenterbare oplysninger kan være hvad som helst. Det kan være, at jeg synes, at rød er en pæn farve. Det vil sige, at der er en meget, meget lille margin for, hvad jeg overhovedet kan tillade mig at sige, og det ser ikke godt ud, hvis man tænker på ytringsfriheden,« mener han.
I det mindste kan han glæde sig over, at sagen nu har fået en positiv følge. Samarbejdsudvalget skal diskutere retningslinierne, og derefter vil kommunen udsende en vejledning til samtlige institutioner.
»Jeg kan kun være tilfreds med, at jeg er med til at skrive historie. Når man kigger på det i en større skala, er det gået ud over mig selv personligt, jeg har fået nogle skrammer. Men hvis det betyder, at der kommer ny præcedens på området, også omkring hvad man må udtale, så er det da alle tiders,« siger Claus Møller.

Aldrig utroværdig. I dag er Claus Møller forundret over, at hans udtalelser har skabt så voldsom en reaktion i den kommunale forvaltning.
»Det bekymrer mig, også for mine kolleger på hele daginstitutionsområdet, at man sætter så mange ting i værk for at holde munden lukket på en enkelt person. Hvis almindelige danskere vidste, at der blev sat et så stort apparat i gang, så ville de nok blive overraskede og rystede,« siger han.
Selv er han blevet meget afklaret omkring sin holdning til den storm, som kommunen har skabt.
»Det, at jeg siger sådan nogle ting i fjernsynet, skal ikke have de konsekvenser. Vi snakker om, at jeg har været der i 14 år, og der har aldrig været noget problem i mit ansættelsesforhold. Det, jeg er blevet mest sur over, er det utroværdighedsstempel, man får. Det vil jeg satme ikke finde mig i. Jeg har aldrig været utroværdig,« siger Claus Møller, der nu skal til at søge andet arbejde. Det bliver nok ikke i Århus Kommune, gætter han på.
Lederen af børnehaven Skræppen, Bodil Bomholt, har ikke ønsket at deltage i artiklen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Århus Kommune.

KÆFT, TRIT OG RETNING
Børn&Unge har i numrene 9, 10, 11, 12 og 15/2001 beskrevet de omfattende problemer med offentlige ansattes ytringsfrihed. Mange kommuner bruger trusler og kammeratlige samtaler til at banke daginstitutionslederne på plads. Metoden er meget effektiv, og de fleste dukker nakken og holder kæft, når de først har haft en kammeratlig samtale med forvaltningscheferne. Kommunernes praksis er som regel lodret ulovlig.
Artiklerne er også tilgængelige på Internettet på http://www.boernogunge.dk