Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING. Vuggestuen med hjem i kufferten
For børn i vuggestuen Corneliusmindevej fortsætter de pædagogiske aktiviteter hjemme i stuen sammen med forældrene. Forældresamarbejdet om børnenes læring og udvikling skaber sammenhæng i børnenes og liv og respekt for pædagogernes faglighed.
Af: Marie Bille
Første dag i vuggestuen Corneliusmindevej i Kastrup får alle børn en blå kuffert. Kufferten følger børnene gennem hele vuggestuetiden, og den kommer med hjem til forældrene ca. hver 14. dag. I kufferten kan børn og forældre finde barnets logbog og nogle af de materialer, som børnene har arbejdet med i kreative værksteder i vuggestuen.
»Det kan for eksempel være husblas, et stykke sort karton og flormelis. Har de været på stranden og samle tang, er der måske en lille pose med tang og lim. I logbogen står der, hvilke aktiviteter man kan lave med de ting,« fortæller leder i institutionen Rikke Gaard.
Kufferten skal inspirere forældrene til aktiviteter sammen med børnene, der kan styrke udvikling og læring. I logbogen skriver både pædagoger og forældre om deres oplevelser med børnene, og de kan indsætte fotos, der viser, hvad de har arbejdet med.
En stor amagerhylde i institutionens fællesrum viser både børnenes kreative processer og resultaterne, så børn og forældre kan tale sammen om, hvad børnene har lavet.

Respekt for faglighed. Involveringen af forældrene i de pædagogiske aktiviteter har betydet, at pædagogerne nu oplever en større respekt omkring deres faglighed.
»Når man inddrager forældrene og formidler til dem, bliver man enormt troværdig overfor forældrene. De oplever, at man har set deres barn, og de ved, hvor barnet er i sin udvikling og trivsel, og det skaber stor respekt hos forældrene,« siger Rikke Gaard og tilføjer:
»Jeg synes, vi har fået et mere ligeværdigt samarbejde, fordi vi giver forældrene et indblik i vores faglighed.«
Forældrene har fået ahaoplevelser gennem logbøgerne, fortæller Rikke Gaard.
»’Gud, kan vores barn det? Hold da op’, siger de. Forældrene har set andre sider af deres børn,« siger hun og fortsætter:
»Når de så har prøvet nogle af de aktiviteter derhjemme sammen med børnene, så er de blevet udfordret på deres egne idéer om, hvad man kan og ikke kan. Man kan godt lege med tang hjemme i stuen – det hele behøver ikke at være Legoklodser og puslespil.«
Med kufferterne har pædagogerne også givet børnene et redskab til at fortælle forældrene om deres dag i vuggestuen.
»Vuggestuebørn har jo ikke det samme sprog som børnehavebørn, men de kan kigge og pege på de fotos, der er sat ind, og de materialer, der er med. Forældrene kan gå i dialog med deres børn, og det betyder, at deres sproglige udvikling har taget nogle ordentlige ryk,« fortæller lederen.

Ikke lektier. Rikke Gaard understreger, at hjemmeopgaverne i kufferten skal være lette at gå til for forældrene, og at de ikke skal opfattes som tvang.
»Forældrene skal ikke have lektier. Det er frivilligt, og det skal give dem nogle idéer, viden og indsigt i, hvordan de kan understøtte deres barn,« siger hun.
Det skal være nemt for forældrene at arbejde med de aktiviteter, som pædagogerne forslår.
»De fleste kan skaffe en liter kærnemælk og en bakke æggeblommer. Det skal være så nemt, at forældrene også kan blive inspireret til at lave nogle af de her ting derhjemme sammen med børnene, uden at de skal tømme en hobbyforretning,« siger hun.
Mange forældre er glade for kufferterne, og den har også sat tanker i gang hos de forældre, som ikke havde så stort et fokus på deres børns udvikling og læring. Men der vil altid være nogle, som ikke deltager i aktiviteterne.
»Der er jo også forældre, der ikke skriver i logbøger og ikke tager fotos, og som ikke synes, det er superspændende at finde tang nede på stranden. For dem er det vigtigst, at deres børn er glade, får en ren ble og lærer at spise og tale pænt. Det må vi også respektere,« siger Rikke Gaard.

5 spørgsmål til refleksion
Til jer, der ønsker at debattere forældresamarbejde på et overordnet niveau

● Hvordan spiller krav og idealer om tidlig læring sammen med de pædagogikker og normer for forældresamarbejdet, der allerede er i jeres institution?
● Hvilke traditioner og værdier har I for forældresamarbejde, og hvordan kan I udvikle relationerne mellem daginstitution og hjem?
● Hvad betyder det for de måder, I forholder jer på til forældre og børn?
● Hvad giver krav og idealer om læring jer mulighed for at have fokus på, og er der noget som I eventuelt nedprioriterer, men som er vigtigt?
● Hvilke ønsker har forældrene til samarbejdet: Har de fokus på læring, eller ­prioriterer de andre aspekter af børns hverdagsliv?

DAGENS HJEMMEOPGAVE
En opgave fra pædagogerne i vuggestuen Corneliusmindevej til forældrene:

I dag har I fået lidt flormelis, lidt husblas og sort karton med hjem i kufferten. Vi vil foreslå, at I først kigger på husblas, og når I er færdige, så på flormelis. Så skal barnet ikke forholde sig til to forskellige materialer på én gang.

Husblas: Læg lidt vand i en skål, og giv barnet det tørre husblas. Lad barnet dyppe det i vand, og se, hvad der sker. Lad det tørre i den ’position’, barnet efterlader det i, når I er færdige, og tag det med retur til vuggestuen.

Flormelis: Put lidt vand i en skål, og put flormelis i. Lad eventuelt jeres barn selv røre flormelissen ud i vandet. Det skal have konsistens som glasur. Lad jeres barn tegne med glasuren på det sorte karton. Vi vil bede jer om at iagttage, hvad jeres barn gør eller ikke gør, og notere det i logbogen. I må meget gerne tage fotos af processerne og sætte dem ind i logbogen. Hvis I ikke har adgang til en printer, kan I maile billederne til vuggestuen.

Kilde: Pjecen ’DEN BLÅ KUFFERT -Metoder til at skabe sammenhænge for børn og inddragelse af forældre’, af vuggestuen Corneliusmindevej.