Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 13 Børn&Unge som e-paper
Mobbekampagne peger fingre
I en ny mobbekampagne foreslås, at mobbeofre skal kunne klage over manglende indsats. Det fjerner fokus fra det politiske ansvar og vil hænge enkelte medarbejdere ud, mener BUPL.
Af: Signe Skelbæk
Det skal være muligt at klage over daginstitutionen, hvis ikke mobbeproblematikken tages alvorligt. Sådan lyder et af de mere kontroversielle forslag i Undervisningsministeriets nye mobbekampagne ’Alle For En Mod Mobning’.
Det betyder, at skoler, medarbejdere, forældre og børn kan blive gjort ansvarlige, hvis et barn mobbes, og der ikke gribes ind. Klagemuligheden er blot et af mange forslag i aktionsplanen mod mobning, der generelt opfordrer til, at mobbeproblematikken løses i fællesskabet, frem for at lade enkelte voksne stå med udfordringen.
BUPL-formand Elisa Bergmann er glad for det øgede fokus på trivslen i skolen og fritidsklubben, men hun mener ikke, at en klageinstans løser noget. 
»Klageinstansen fjerner blot det politiske ansvar, og gør det muligt at pege fingre ad enkelte med arbejdere, elever og forældre. Mobning skal bekæmpes i fællesskab, og vores pædagoger vil gerne bruges bedre i skolen, da vi netop har særligt fokus på stærke børnefællesskaber,« siger Elisa Bergmann.

Sanktionsmuligheder. I Aktionsplanen er der konkrete råd og anbefalinger til, hvordan fagpersoner og forældre kan stoppe eller forebygge mobning blandt børn og unge. Men det er endnu uklart, hvad der skal ske med de institutioner, der ikke formår at løfte opgaven. I Sverige er der mulighed for at udstede bøder, men ministeren vil ikke lægge sig fast på noget konkret endnu.
»Vi kan se, at lige nu er der skoler, der ikke gør det godt nok. Klageorganet er sidste instans. Gid, det slet ikke var nødvendigt,« siger hun.