Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 35
Pædagog i en krigszone
I 30 år har der været krig i Afghanistan, så måske er det på tide at sende en dansk pædagog derind. Anne Dorthe Nielsen, 40 år, er rejst til klodens værste brændpunkt for at bakke de danske soldater op - og for at holde jul.
Af: Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen
Danske soldater i Afghanistan lever under et ekstremt pres. Dødsangst tærer på psyken, og det daglige trummerum i de store militære lejre, hvor soldaterne aldrig er alene, kan slide dem op.
For at holde det hele ud og ikke blive vanvittige af savn og kedsomhed har soldaterne rent bogstaveligt brug for en oase i ørkenen.
Det er her den 40-årige pædagog Anne
Dorthe Nielsen fra Kolding har tænkt sig at træde til.
Hun er netop rejst til verdens største militære lejr, Camp Bastion i den krigshærgede afghanske Helmand-provins, der er hjem og arbejdsplads for 5000 udenlandske soldater, heraf 100-150 danske.
Den erfarne pædagogs job er at bestyre en soldatercafé, hvor soldaterne for en stund kan glemme verden både uden for og inden for pigtrådshegnet.
Alkohol er bandlyst. Den står i stedet på spandevis af kaffe, hjemmebag og hyggesnak i den skrammede og bulede Mærsk-container.
Nerverne er ofte tyndslidte og tålmodigheden opbrugt hos soldaterne, så voldsomme konflikter kan spidse til i et blitzagtigt tempo, akkurat som i en børnehave.
Anne Dorthe Nielsen er ikke i tvivl om, at 13 års erfaring som pædagog vil være en stor fordel i den slags situationer.
"Soldaterne går op og ned ad hinanden dag ud og dag ind. Det er næsten uundgåeligt, at der opstår konflikter. Her kan jeg hjælpe med at lytte til deres historier og lade dem læsse af. Jeg kan også anvise veje til, hvordan konflikterne eventuelt kan løses og få dem til at bryde de vante tankebaner," siger Anne Dorthe Nielsen.
Hun har ikke tænkt sig at 'opdrage' på soldaterne, men vil tværtimod forsøge at skabe tillid og tryghed omkring sig.
"Som pædagoger er vi vant til at observere og analysere. Og nogle gange er det bare et andet blik på tingene, der skal til. Jeg vil i høj grad bruge min pædagogiske erfaring og indfølingsevne i lejren. Jeg har det princip altid at se manden først - ikke soldaten," tilføjer hun.

Spænding indfandt sig. Vejret var gråt og trist den onsdag i december, hvor Anne Dorthe Nielsen tog afsked med kollegerne i Brændkjærskolens SFO-Handicap i Kolding. Ved afrejsen fra Billund var Danmark totalt ramt af julehygge og håndboldfeber. Afghanistan syntes så langt væk som bagsiden af månen.
I timerne op til afrejsen begyndte spændingen for alvor at indfinde sig.
"På den ene side glæder jeg mig helt vildt. På den anden side er jeg selvfølgelig også meget spændt. Alle i min omgangskreds ruller med øjnene, når jeg fortæller dem, hvor jeg skal hen," sagde hun til Børn & Unge kort før afgang.
Bagagen rummede blandt andet en fragmentationsvest og en camouflagefarvet beskyttelseshjelm. Den 10 kilo tunge vest skal yde hende beskyttelse under eventuelle raketangreb, skudtræfninger eller hvis hendes køretøj bliver ramt af en vejsidebombe.

Tænker på sin begravelse. Anne Dorthe Nielsen er fuldt bevidst om faren ved at rejse til verdens p.t. farligste land. Siden krigens start i 2001, efter terrorangrebet i New York, har 29 danske soldater mistet livet i Afghanistan.
"Normalt går man ikke rundt og tænker på, hvor man vil begraves. Men det har jeg gjort før den her tur," fortæller Anne Dorthe Nielsen.
Før afrejsen fra Billund havde hun endnu ikke besluttet, om hun ville skrive et 'sidste vilje-brev' i stil med det, der er standardprocedure for alle soldater i en kampzone.
"Men det vil nok være mest fair over for min familie," bemærker hun.
Anne Dorthe Nielsen har gennemført et militært grundkursus, hvor hun blandt andet lærte at skyde med pistol og udøve førstehjælp. Da hun ankom til Camp Bastion skulle hun desuden som første punkt igennem et ret specielt førstehjælpskursus. ?
? Her får deltagerne vist en serie dybt makabre fotos af soldater og civile med afrevne lemmer, det halve af hovedet skudt af eller huden svitset væk fra knoglerne. Alt sammen meget skræmmende.
Anne Dorthe Nielsen understreger dog, at hun er tryg ved sikkerheden, selvom otte danske soldater har mistet livet alene i år.
"De dygtige soldater skal nok beskytte mig," siger hun med smil i stemmen og tilføjer, at der faktisk er noget, hun er langt mere bange for end talebankrigere og terrorister: mus og
edderkopper.
Rygterne går om, at edderkopperne er så store, at de uden problemer kan fortære en frikadelle.
"De har nogle ret rædselsfulde kryb derude," siger hun med en slet skjult gysen.

Verdens sikreste sted. Så længe Anne Dorthe Nielsen kun opholder sig i Camp Bastion, er der dog ikke meget at bekymre sig for, hverken fra mus eller mørkemænd.
Lejren ligger midt i en flad, grå ørken og er formentlig et af de bedst beskyttede steder i verden.
Risikoen vokser til gengæld eksplosivt, så snart turen går uden for lejren. Taleban har de seneste år intensiveret deres angreb på udenlandske tropper og udvikler til stadighed kraftigere og kraftigere vejsidebomber.
Alligevel håber Anne Dorthe Nielsen at slippe uden for hegnet for at møde afghanerne og få et indblik i deres dagligdag.
"Det er min helt store drøm at komme ud at opleve noget af landet. Og ja, jeg vil faktisk også gerne ud til danskernes frontlejr, Armadillo, der ligger ved den grønne zone. Men det tvivler jeg dog på er realistisk," siger hun.
Soldatercaféen, som Anne Dorthe Nielsen skal bestyre, hører under KFUM's såkaldte soldatermission. Foreningen har blandt andet til formål at 'forkynde det kristne budskab'.
Anne Dorthe Nielsen tror på, at religion ofte bliver en mere nærværende og konkret størrelse i en krigszone. Hellig har hun dog ikke tænkt sig at være:
"Jeg vil gerne tale om kristendom med soldaterne, hvis de vil. Men ellers er jeg parat til at diskutere alt fra kærestesorger til oplevelser ved fronten," lyder det fra hende.
Anne Dorthe Nielsen kommer ikke kun til at holde jul og nytår i Afghanistan, men også rund fødselsdag. Søndag den 13. december blev hun 40 år, en dag som hun før afrejsen havde visse forventninger til:
"Jeg regner med at holde fri, og så er mit store ønske, at jeg kan få lov til at komme over og se den del af lejren, hvor helikopterne lander og letter. Jeg har altid elsket helikoptere."

Jul i lejren. Der er ikke så meget, som flår i hende hjemmefra. Hun har ingen børn og er single, så det er kun hendes søskende, som kommer til at undvære hende juleaften.
Til gengæld vil hun være omgivet af soldater. Caféen er lejrens absolutte samlingssted en juleaften, som ikke kun er en af de mest stemningsfulde stunder, men også en af de mest følelsesladede, hvor tårerne kan presse sig på selv hos de mest barske machofyre.
Anne Dorthe Nielsens ambition er at være med til at skabe en juleaften, som minder så meget som muligt om den derhjemme. Derfor har hun også sikret sig, at der både er marcipan, nougat og andre godter at byde soldaterne på.
Og ikke mindst julesalmer.
Når hun vender hjem i midten af januar, forventer hun at være blevet en del klogere på den tilsyneladende uløselige - og uendelige - krig i Afghanistan. Hun glæder sig til at fortælle kollegerne og børnene i SFO'en om sine oplevelser.
Der har ikke været nogen problemer med arbejdspladsen, fordi hun bruger sammensparet ferie og afspadsering. Mange af kollegerne har spurgt hende, hvorfor hun frivilligt udsætter sig for fare.
"Jeg håber vel på at kunne gøre en forskel og hjælpe soldaterne til at føle en form for normalitet i en ret så unormal hverdag," lyder den korte forklaring.

ET MISHANDLET LAND
'Gud besøger kun Afghanistan for at græde'.
Sådan lyder en talemåde om det land, som er 15 gange større end Danmark, og som i over 30 år er blevet mishandlet af vekslende krigsherrer.
I 2001 så det ud til, at der endelig var fred på vej. Amerikanske tropper gik ind i landet og fik på ganske kort tid bragt det forhadte og dybt fundamentalistiske Talebanregime til fald. Invasionen, der var en direkte følge af George W. Bushs erklærede 'krig mod terror', kom få uger efter angrebene på World Trade Center i New York.
Håbet om fredelige tilstande svandt dog hurtigt ind.
I dag har selv de mest optimistiske militære analytikere svært ved at se en ende på krigen i Afghanistan. Taleban, som støttes fra Pakistan, er i visse provinser meget stærk og tilføjer de udenlandske tropper store tab.
Ud af de 41 lande, der deltager i krigen, er Danmark det land, som målt i forhold til indbyggertal har lidt de største tab. 29 danske soldater er hidtil kommet hjem i kister, alene 8 i år.
Danmark har i øjeblikket 700 soldater. Heraf er langt størsteparten i den blodige Helmand-provins, der regnes for at være en af Talebans stærkeste bastioner.
Ifølge Udenrigsministeriet er det overordnede mål med den danske indsats at bidrage til national, regional og global sikkerhed og vækst ved at forhindre, at landet igen bliver fristed for terrorister. Samtidig skal den danske indsats 'bidrage til en demokratisk udvikling'. At netop dét går trægt, var det nylige valg i landet et slående eksempel på. Ifølge Washington Post blev der i Helmand-provinsen afgivet flere end 100.000 falske stemmer til fordel for den nuværende præsident Karzai.

VERDENS FATTIGSTE BØRN
Afghanske børn er nogle af verdens fattigste. I visse områder lærer under 10 procent at læse og skrive. Analfabetisme er dog på retur efter fjernelsen af Talebanregimet, som forbød piger at gå i skole.
70 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen med et dagligt kalorieindtag på under 2100. Kun hver fjerde har adgang til rent drikkevand.
Levealderen er i gennemsnit 43 år, og Afghanistan lider under en børnedødelighed, som er på 191 pr. 1000 indbyggere, hvilket kun overgås af Angola og Sierra Leone. Til sammenligning er børnedødeligheden i Norge, Sverige og Danmark blot 4 pr. 1000.
Afghanistan er også blandt de lande, der har den største mødredødelighed: 1600 ud af 100.000 kvinder dør under fødslen.
Befolkningen tæller knap 30 mio.