Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 36
Libanesiske børnetegninger - som skåret over en skabelon
Børnetegningerne fra Libanon er ensartede og savner spontanitet, mener to børnetegningsanalytikere, Børn&Unge havde med på udstillingen "Min ven er blå". Udstillingen sammenstiller selvportrætter af 60 danske børnehavebørn med selvportrætter af 60 palæstinensisk-libanesiske flygtningebørn
Af: Trine Vinther Larsen
Det er midt i oktober og næstsidste dag for udstillingen "Min ven er blå" i Råhuset i København. Den sorte kinabog i udstillingens første sal er fyldt med rosende ord om de 120 selvportrætter, der i 14 dage har prydet væggene i det gamle herskabshus. Her har 60 danske børn fra fem børnehaver i København, Odense og Helsingør fra den 27. september til den 8. oktober udstillet deres selvportrætter sammen med 60 palæstinensisk-libanesiske flygtningebørns selvportrætter (Børn&Unge skrev om baggrunden for udstillingen i nr. 25/06. Artiklen; "Nogle børn drømmer om hævn - andre om jordbæris").
Flest børnehaver og fritidsinstitutioner har besøgt udstillingen. Mindst fem institutioner om dagen har kigget forbi, melder Red Barnet, som står for arrangementet. Og både børn og pædagoger har efterladt en kommentar i gæstebogen.
"En flot udstilling."
"En stærk og smuk udstilling."
Og "Tak for en dejlig, livsbekræftende udstilling", vurderer de besøgende igen og igen.
Men oplevelsen af børnenes selvportrætter er en anden, når man spørger to børnetegningsanalytikere, som i et par timer besøgte udstillingen sammen med Børn&Unge.
"Gribende, ja, men ikke livsbekræftende, ikke for mig! Børnene er ikke glade, men angste og vrede," siger Karen Graversen, der er formand for "Center for Analyse af Børnetegninger" (CAB), og som igennem 30 år har studeret grafologi og specialiseret sig i, hvordan man kan anvende skrifttydning til at analysere børns tegninger. Hun er dertil forfatter til bogen "Børns tegninger - og hvad de fortæller om barnets trivsel" og har sammen med kollegaen fra CAB, grafolog Anny Graae Bennike, der også er med på udstillingen, analyseret både børnetegninger tegnet af danske skolebørn og af børn i krigsramte områder som for eksempel Irak og eks-Jugoslavien.
"Men de flygtningebørns- og gadebørns tegninger, jeg før har analyseret, var ikke så voldsomme som de her," siger Karen Graversen, der mener, at udstillingen er for voksne og ikke for børn.
"Børnene kan nyde at se deres egne portrætter, men det er hårde ting, man kan læse ud af billederne om børnenes følelser," siger hun og tænker her især på de palæstinensisk-libanesiske flygtningebørns selvportrætter.

Angst og vrede. Som vi bevæger os fra billede til billede kommenterer de to erfarne damer engageret:
"Jeg kan ikke lide at se på det her billede."
"Uh, det her selvportræt ligner en bombe. Barnets ansigt er nærmest ved at eksplodere indefra."
"Se lige de her skarpe vinkler i håret udenom ansigtsrammen. Det er et utroligt vredt barn, eller barnet prøver måske at beskytte sig selv."
"Farverne er ofte adskilt i skarpt optegnede felter, og børnene bruger alle farver, og der er stærke følelser i spil."
"Det er betænkeligt, når et barn bruger så meget tid på at tegne bittesmå mønstre. Barnet synes fanget i nørklerier og kan ikke gøre sig fri af de negative tanker."
"De store munde er uhyggelige og udtrykker vrede ved at vise tænder. Og angsten er tydelig i de store, stirrende øjne."
"Her har et barn tegnet en meget kontrolleret ramme rundt om ansigtet for at udholde alt det kaos og støj, som barnets hoved er omgivet af."
Karen Graversens og Anny Graae Bennikes analytiske blikke fanger mange detaljer, mens de tålmodigt og grundigt studerer især flygtningebørnenes selvportrætter. De understreger, at de ikke vil tolke på hvert enkelt barns følelser og historie, for dertil skal de have set mindst 20-30 tegninger, som barnet har lavet over et stykke tid.
"Enhver tegning er et øjebliksbillede. Og derfor skal man have mange tegninger for at kunne sige noget om barnets personlighed," siger Karen Graversen.
Men samlet set, vil de gerne udtale sig om udstillingen. Og når de sammenholder de 60 flygtningebørns billeder med de 60 danske børns selvportrætter, er de enige om en gennemgående forskel.
"De palæstinensisk-libanesiske børns selvportrætter savner spontanitet og er unaturligt ens. De samme store øjne, den vrede mund, ansigtsfelterne og de samme former går ofte igen," siger Karen Graversen.
Hun ser børnenes streg som meget kontrolleret og mener ikke, at de sirlige mønstre og tydelige farvefelter svarer til et børnehavebarns tegneevner.
"Barnet er simpelt hen ikke i 5-6 års alderen motorisk udviklet til at styre sin streg så kontrolleret. De her billeder er noget et dygtigt 8-9-årigt barn måske ville kunne tegne, men ikke et børnehavebarn," mener hun.
Anny Graae Bennike er enig og kalder de libanesiske børns tegninger meget skabelonagtige set i forhold til de danske børns selvportrætter.
"Her er der mange flere alderssvarende tegninger. Nogle af de danske drengebørn er endda stadig på kradsestadiet, som er 1-3-årsalderen, mens de fleste tegner som et børnehavebarn normalt vil gøre det. De bruger mange farver og er mere spontane i deres udtryk. Der er større variation i udtrykket og ofte er farverne tværet ind i hinanden, og de flyder ud over ansigtsrammen," siger Anny Graae Bennike.

Voksenstyret kunstpædagogik. Anny Graae Bennike og Karen Graversen har før set på tegninger, der er tegnet af børn fra andre kulturer. De mener, at forskellen på de skabelonagtige, libanesiske portrætter og de mere spontane, danske tegninger kan tilskrives kulturelle forskelle.
"I kulturer, hvor man ikke er så skriftlige, anvendes ornamenter og mønstre i højere grad i kunsten, og det kan være en af grundene til, at de libanesiske børns streg er så veludviklet, når det kommer til ornamentikken og de sirlige mønstre. En anden grund kan være, at flygtningebørn ofte er mere modne," siger Karen Graversen.
Anny Graae Bennike tilføjer, at også forskellen i befolkningers påklædning og udseende kan spille ind, når man sammenligner selvportrætter fra to forskellige kulturer.
"De store, skarpt optegnede øjne, kan også være begrundet med, at kvinder i Libanon ofte bærer mere sminke og flere smykker end mange vesterlandske kvinder," siger hun.
Men de to grafologer er enige om, at forskellen især kan forklares med en forskel i opdragelsesmetoden og den pædagogik, der er gængs i de to lande. I Libanon er der langt strengere og mere detaljerede læreplaner, end i Danmark, hvor metoden er mere fri. Det mener Karen Graversen gennemsyrer portrætterne.
"Portrætterne fra Libanon virker mere regelbundne og voksenstyrede end de danske. De savner en spontanitet, som er tydelig i de danske portrætter, der derfor også virker mere livlige og glade. Selvom mange af dem også er alvorlige," tilføjer Karen Graversen og henviser blandt andet til en dansk pige på 6 år, som har tegnet sit ansigt som et skelet, der gennem brede, bløde penselstrøg er sat voldsomt i bevægelse, og desuden holdt i røde, orange, lilla og meget iltre farvenuancer.
"At pigen er ked af det dokumenteres yderligere af teksten, der forklarer, at pigens farmor lige er død. Hun er vred over tabet," påpeger Karen Graversen, der foruden de nationale forskelle også ser en tydelig kønsforskel i tegningernes udtryk.
"Pigernes portrætter er mere styrede og pertentlige end drengenes, som er meget udtværede og udfylder hele billedrammen. Kønsforskellene er især tydelige i de danske portrætter, men også i de libanesiske portrætter, træder de frem. Pigerne har malet mere ornamentik, og flere har pyntet med en halskæde," siger Karen Graversen, der også kan tilskrive kønsforskellene en forskel i opdragelsen.
"Pigerne i Libanon er opdraget til at være pæne og ordentlige, fra de ligger i vuggen, mens drengene ofte har løsere tøjler og ikke har så mange pligter i hjemmet," mener hun.

Stærk kultur. En del af ensartetheden i de libanesiske børnetegninger kan også tilskrives, at både de danske børns portrætter og de libanesiske børns billeder er blevet til ved brug af den danske kunstpædagog Laila Kanafanis metode. Hun er uddannet i Libanon i blandt andet billedkunst og pædagogik, men har, som datter af den danske pædagog Anni Kanafani, et indgående kendskab til dansk børnehavepædagogik. Pædagogerne bag projekterne i de danske børnehaver er blevet undervist af Laila Kanafani, og både mor og datter blev for nylig overrakt Gerda-prisen for deres arbejde med blandt andet kunstpædagogik i børnehaverne i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon (se Børn&Unge, nr. 27/2006). Børnetegningsanalytikerne mener ikke, det er Laila Kanafanis metode i sig selv, der gør, at de libanesiske børns tegninger bliver så regelstyrede.
"Men åbenbart passer metoden ind i de libanesiske børns kultur, hvor de måske er vant til at gøre mere, som pædagogen siger," siger Karen Graversen, der mener der skal meget til at ændre en kulturs måde at udtrykke sig i billeder på.
For Laila Kanafani har projektet da heller ikke handlet så meget om resultatet og udstillingen, som om processen.
"Det har handlet om den kunstneriske proces, børn og pædagoger gennemgår. At de starter med at fortælle om dem selv, se sig selv i spejle og så male det endelige selvportræt efter først at have tegnet mange skitser," fortæller Laila Kanafani (læs mere om metoden i Børn&Unge nr. 13/05 samt nr. 24 og 26/01).


60 børnehavebørn i fem danske børnehaver og 60 palæstinensiske flygtningebørn bosat i flygtningelejre i Libanon blev stillet samme opgave. De skulle gennem selvfortællinger og studier af egne ansigtstræk - i spejlet og på fotografier og igennem skitser - nå frem til at male deres selvportræt. På udstillingen blev de 120 selvportrætter vist side om side, og det pudsige er, at selvom den pædagogiske opgave var den samme, skinner klare kulturforskelle igennem i resultatet. Flygtningebørnenes selvportrætter er mere angstprægede, mere modne og sikre i stregen, men også mere skabelonagtige og regelbundne. De danske selvportrætter synes derimod mere udtværede i stregen, og langt mere spontane og livlige i udtrykket. Det mener to erfarne grafologer og børnetegningsanalytikere, Karen Graversen og Anny Graae Bennike, som Børn&Unge tog med til udstillingen. De tre store billeder er lavet af libanesiske børn - de fire små af danske.