Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 19 Børn&Unge som e-paper
BUPL, forskere og politikere. For få uddannede pædagoger
59 procent uddannede i daginstitutioner er ikke nok, mener BUPL, som støttes af forskere og politikere.
Af: Vibeke Bye Jensen
Både forskere og politikere peger på det paradoksale i, at 95 procent af lærerne i folkeskolen skal være linjefags­uddannede i 2020, når der samtidig kun er 59 procent uddannede pædagoger i daginstitutionerne. Den lave andel af uddannet personale i dagtilbud fremgår af en undersøgelse fra ’Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA’.
Mogens Christoffersen, der forsker i familieliv og daginstitutioner ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, siger til Politiken, at personalets uddannelse har en direkte effekt på børnenes udvikling:
»Jo mere uddannelse personalet får, jo bedre bliver kvaliteten i dagtilbuddene. Derfor kunne det være ønskeværdigt, at alle voksne har en fuld pædagoguddannelse. Det forlanger man også, når det gælder lærere i folkeskolen.«
Agi Csonka, direktør for SFI og formand for Rådet for Børns Læring, mener, at en større andel af personalet bør være uddannet. Et eksakt tal kan hun dog ikke melde ud.
»Vi ved, at personalets uddannelse er afgørende for kvaliteten. Når fordelingen er, som den er, er det svært at påstå, at vi har daginstitutioner med tilstrækkeligt uddannet personale,« siger hun i Politiken.

Politikere med. Lisbeth Harsvik, uddannelsesdirektør på professions­højskolen UCC, opfordrer folketingspolitikerne til at vedtage en lov om, at de ikke vil have uuddannet personale i dagtilbud, ligesom man ikke har ret mange ufaglærte voksne i folke­skolen. Det er især SF og til dels S åbne for.
Jacob Mark, børneordfører fra SF, mener, at partierne skal beslutte, at alt personale i daginstitutioner skal være uddannet i 2025. I hans optik er 'uddannet' enten pædagoger eller pædagogiske assistenter. Socialdemokraternes børneordfører, Annette Lind vil gerne diskutere forslaget, men synes, at 100 procent uddannede pædagoger er i overkanten, da mange medhjælpere efter hendes vurdering ’klarer det godt’.
I et mailsvar til Politiken skriver ministeren for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), at hun i det snarlige udspil ’vil have fokus på kompetenceløft og øvrige områder, der kan være med til at højne kvaliteten i vores dagtilbud’.

80 procent. Både højere andel af uddannede pædagoger og bedre normeringer står øverst på BUPL’s ønskeseddel og har gjort det i mange år. BUPL’s hovedbestyrelse mener, at kommunerne i første omgang bør have en ambition om, at 80 procent af personalet i dagtilbud er uddannede pædagoger.
Elisa Bergmann, BUPL’s formand, siger, at skal pædagogerne kunne leve op til krav om at levere bedre kvalitet, skal ressourcerne til det i form af bedre normeringer være til stede.
»Men vi skal også være vel­uddannede, og andelen af uddannede pædagoger skal være højere. Vi skal skabe grundlaget i en god pædagoguddannelse og mulighed for videre- og efteruddannelse, så vi har den tilgængelige viden på området.
Det er afgørende, at hovedparten af personalet har en pædagogisk uddannelse i forhold til at skabe rum til faglig refleksion, så praksis kan udvikles. Det giver bedre mulighed for at give hinanden den nødvendige faglige sparring, så man kan etablere de bedste udviklingsmiljøer for børnene. Og det skal man altså have en uddannelse for at gøre kvalificeret og vidensbaseret,« siger hun.