Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 47
PSYKISK SYGE FORÆLDRE - Børnene glemt
I mindst 50.000 danske børnefamilier er mor eller far psykisk syg. Men ingen snakker med børnene om problemerne. Det er en misforstået opfattelse af omsorg, når man ikke taler med børnene om det, der er deres virkelighed, mener familieterapeut.
Af: Trine Vinther Larsen
Karin voksede op med en skizofren far og en depressiv mor, der i perioder var psykotisk. Når hendes forældre røg ind og ud af psykiatriske hospitalsafdelinger, blev hun kastebold mellem forskellige døgninstitutioner. I dag er Karin 30. Hun har fået aktindsigt i de mange sager om anbringelse uden for hjemmet, som hun selv var hovedperson i, og kan se, at der har været et hav af møder mellem hendes forældre og psykiatere, sagsbehandlere, pædagoger og lærere. Møderne har også handlet om Karin, men uden nogensinde at tale med Karin om, hvordan hun havde det og, hvad hun havde brug for.
»De var allesammen bekymrede for mig, men der var aldrig nogen, der talte med mig om det. Jeg ville sådan ønske, at nogen var gået en tur med mig og havde spurgt, hvordan jeg havde det. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at det ikke var min skyld, at mor var vred eller ked af det. Og at det var fordi, far var syg, han sagde, han var Jesus. Det er først i mit voksenliv, jeg har forstået, hvad skizofreni egentlig er,« siger Karin.
I Danmark findes ingen landsdækkende undersøgelser over, hvor mange børn der som Karin er vokset op med psykisk syge forældre. Men en undersøgelse på Silkeborg Psykiatriske Afdeling i Århus Amt viste i 1999, at en fjerdedel af alle patienter, der blev henvist eller indlagt, havde børn mellem 0 og 18 år. Man kan gå ud fra, at det samme gør sig gældende i resten af landet, og da PsykiatriFonden lavt sat regner med, at 200.000 danskere har en alvorligere psykisk sygdom, er Karins familie blot én blandt mindst 50.000 børnefamilier i Danmark.
Socialrådgiver Karen Glistrup stod bag undersøgelsen i 1999 og er nu aktuel med bogen "Hvad børn ikke ved... har de ondt af". Bogen bygger på de mange familiesamtaler med psykisk syge og deres pårørende, hun på Psykiatrisk Afdeling i Silkeborg allerede i 1998 var med til at iværksætte.
Hendes bog kommer i en tid, hvor der er fokus på psykiatrien og på socialt belastede børn. Senest har Børn&Unge skrevet om børn af alkoholikere i nr. 45 ("I skyggen af mors druk") og truede børn i nr. 46 ("Truede børn lades i stikken"). Fra regeringens satspulje får psykiatrien over de næste tre år samlet tilført én milliard kroner, og andre fire millioner kroner er afsat til socialt udsatte børn - herunder børn af psykisk syge.
Det er langt fra nok, mener Karen Glistrup. Pengene er øremærkede enkelte, gode projekter, men det er især en holdningsændring, der skal til, og i titlen på sin nye bog "Hvad børn ikke ved... har de ondt af" gør Karen Glistrup derfor op med den meget udbredte forestilling, at børn skal skånes for alt, hvad der har med forældrenes sygdom at gøre. I stedet skal voksne pårørende og behandlerne turde tale med både børnene og forældrene om tunge problemer i familien.
»Det er en misforstået opfattelse af, hvad omsorg er ikke at tale med børn om det foruroligende, der foregår med deres forældre. Det er jo barnets virkelighed, at mor eller far er syg, og hvis ikke man viser forståelse for og sætter ord på det, barnet ser og oplever, bliver barnet i tvivl om sin egen oplevelse af forælderen,« siger Karen Glistrup, som er efteruddannet familieterapeut fra Kempler Instituttet og nu arbejder som supervisor og konsulent i Århus Amt og Kommune.
Hun finder det dybt problematisk, at voksne pårørende og professionelle i stedet spiser barnet af med halve sandheder, bortforklaringer, negligering af hændelser, fortielser eller venlige opmuntringer.
»På den måde kan børnene kun forstå forældrenes sygdom ud fra deres egen fantasi, og hvad de har opsnappet fra voksne omkring dem eller set i fjernsynet. Medieoverskrifter som "Psykisk syg overfalder kvinde" eller "Psykisk syg drukner sin søn" er med til at forbinde psykisk sygdom med social deroute og vold. Derfor er det ikke underligt, at et barn føler skam eller bliver angst, når det har forstået, at mor er psykotisk, men ingen taler med barnet om det. Så længe psykisk sygdom er tabu, lader man børnene gå alene med følelser af angst, skyld og skam, og det gør dem ekstra udsatte for selv at få psykiske vanskeligheder som voksne,« siger Karen Glistrup.

Hvert tredje barn får psykiske problemer. Først i midten af 90'erne blev Socialministeriet for alvor opmærksomme på de udsatte børn i familier med psykisk sygdom, og med penge fra den såkaldte 15-M pulje blev et omfattende udviklingsarbejde iværksat.
Børne- og ungdomspsykiater Lene Lier har fulgt udviklingsarbejdet og i 2001 været med til at udarbejde rapporten "Psykisk syge forældre og deres børn" for Det Tværministerielle Børneudvalg.
Rapporten tager udgangspunkt i undersøgelser, der viser, at har en af forældrene en alvorlig psykisk lidelse, vil risikoen for, at barnet selv udvikler en psykisk lidelse, være ti gange højere end hos andre børn. Er begge forældre syge, som det er tilfældet i Karins familie, udvikler over halvdelen af børnene psykiske lidelser. Årsagen finder man i en kompliceret blanding af psykisk sygdoms arvelighed, de miljømæssige opvækstbetingelser, hvor længe og hvor alvorligt syge forældrene er og barnets personlige ressourcer. I rapporten undersøgte man problemernes omfang gennem interviews med 20 voksne og 40 børn.
»Som udgangspunkt er det jo forældrene, der har problemet, men vores interview viste, at børnene i høj grad bliver påvirket af at leve med psykisk syge forældre. Fra de er helt små, er børnene som små termometre, der mærker, "hvordan er mors vejr i dag", og så tilpasser de deres opførsel herefter. De lever sig ind i den syge forældres verden og følelser og tilsidesætter fuldstændig egne behov. I vores undersøgelse var det med til at give en tredjedel af børnene psykiske problemer,« siger Lene Lier.
Lene Lier mener, at hvis man hjælper børnene til at forstå sygdommens væsen og hvilke elementer af den voksnes adfærd, der knytter sig til den, vil barnet i højere grad kunne adskille sig fra den syge forælder.

Kastede sine følelser op. Der var ingen, der gav Karin den nødvendige viden om hendes forældres sygdom, og tavsheden skabte et sundt barns normale reaktion på en syg omverden.
Ingen fortalte hende, at det var religiøse fantasiforestillinger, når faren sagde, han kunne se og tale med døde mennesker. Han sagde også, at Karin var et åndeligt væsen, og at han kunne høre alt, hvad hun tænkte.
»Han gav mig store, svære bøger om det guddommelige. Når jeg læste i dem, kunne han pludselig råbe, at jeg skulle holde kæft. Men jeg havde jo ikke sagt noget, så jeg troede, han havde læst mine tanker - ikke at han hørte stemmer,« fortæller Karin.
Fordi Karin ikke vidste, hvad skizofreni, depression eller psykoser gjorde ved hendes forældre, så hun verden gennem deres fantasier. Og hun så ikke forældrenes plagede ansigter som udtryk for sygdom, men som udtryk for sorg over en datter, der har gjort sine forældre ulykkelige.
»Jeg troede, det var fordi, jeg ikke havde været sød, at jeg blev sendt på børnehjem,« fortæller Karin.
Børn har brug for at føle sig elsket, og Karins overlevelsesstrategi blev at opfinde en fantasimor, som hun snakkede med og fik trøst af, når hun var ked af det. Men i de perioder, Karin boede hjemme, kunne end ikke hendes fantasimor fjerne skyldfølelsen, når moren brød sammen. Måske fordi hun havde smækket med døren eller smidt med klodser - sådan som et fireårigt barn nogle gange gør.
»Jeg lærte hurtigt ikke at larme eller vise følelser, der kunne gøre mor og far vrede eller kede af det,« fortæller Karin.
Men Karin kunne ikke rumme sine mange følelser, og hun kunne ikke leve med angsten for at blive trukket ind i farens syge verden, hvor kun de døde og guddommelige væsener færdedes. Hun måtte finde en måde at udtrykke smerten og angsten på, og hun fik selv psykiske problemer.
Som barn led hun af tvangstanker. For eksempel skulle hun være den sidste, der sagde godnat, for ellers ville de onde ånder skade hendes forældre. Selv gemte hun sig skræmt under dynen med kun en lille åbning at få luft igennem.
Da hun var 24, havde angsten og skyldfølelserne boret sig så dybt ind i cellerne på hende, at hun blev indlagt med en psykose.
»Men jeg blev jo kun syg, fordi jeg havde lært at se på verden med mine forældres syge øjne. Behandlere stiller en masse fine diagnoser, men glemmer at se på barnet, og hvad sygdommen bunder i,« siger Karin, der oveni lider af spiseproblemer.
»Jeg tror, man finder andre måder, man kan udtrykke de følelser, man har svært ved at rumme. Min måde var at kaste dem op,« fortæller hun.

Barnet skal medinddrages. I dag udtrykker Karin følelser gennem kunst, musik og sang, men hun har stadig svært ved at knytte sig til andre mennesker. Hun er 30 år, men har aldrig haft en kæreste, og det er først i sit voksenliv og efter mange års psykologhjælp, at hun gennem frivilligt hjælpearbejde, en ungegruppe i SIND og enkeltfagskurser har mødt nogle få mennesker, som hun tør kalde sine venner.
»Jeg ville ønske, at nogen havde grebet ind. At pædagogerne havde gennemskuet facaden, når min mor hentede mig i børnehaven. At nogen havde set, hvordan jeg isolerede mig i skolen og aldrig inviterede kammerater med hjem. Og jeg ville ønske, at lærerne havde forstået, hvorfor jeg altid rendte i hælene på dem. Jeg havde brug for at blive set og brug for, at nogen fortalte mig, at det ikke var mit ansvar, at mine forældre var psykisk syge. Men de mange behandlerøjne så ikke på min familie fra barnets synsvinkel,« siger Karin.
Ligesom mange andre børn af psykisk syge har Karin figureret i en patientjournal blot som et navn og en alder. Og hun er blevet indpasset i et kommunalt tilbud af en sagsbehandler, der lige manglede et barn mere på listen for at få statsstøtte til at oprette tilbudet.
Men med sin bog ønsker Karen Glistrup at indføre et barneperspektiv blandt professionelle social- og sundhedsarbejdere.
»Professionelle skal turde se med barnets øjne og sammen med børn og forældre sætte ord på de følelser, som barnet går alene med. Voksne tror tit, at små børn ikke ved, hvad der foregår, men lykkes det at gætte rigtigt og sætte ord på, hvor bange barnet var, de gange moren kom på hospitalet, eller hvor ked af det, barnet blev, hver gang moren græd, så vil barnet føle sig set,« siger Karen Glistrup og henviser til adskillige familiesamtaler, hvor hun har oplevet at gætte rigtigt.
»Man kan se det på deres øjne. Børnene bliver intense i kontakten og nærmest sluger en med øjnene. De er vant til at blive vurderet som små utænkende væsener, så når en voksen viser forståelse for og vil tage del i de bekymringer, barnet har gået alene med, er det en fantastisk lettelse for barnet,« siger hun.
»Men mange professionelle bliver usikre og forsøger at undgå den type samtaler, hvor de skal lægge deres professionelle rolle fra sig og møde barnet mere som menneske end som behandler,« fortsætter Karen Glistrup.
"Børnene må de tage sig af i kommunen", "sagsbehandleren vil ikke samarbejde", "vi psykiatere er ikke vant til at tale med børnene", "vi pædagoger skal ikke blande os i familielivet", "barnet virker glad i børnehaven, så det bekymrer sig nok ikke" og "børn skal ikke bebyrdes" er nogle af de mere eller mindre seriøse begrundelser, hun ofte hører fra professionelle social- og sundhedsarbejdere.
»Men børnenes behov er at blive respekteret, informeret og medinddraget,« fastslår hun.

Grib ind i daginstitutionen. Men før der kan sættes ind, skal man i de rette sektorer først få øje på familierne, og børne- og ungdomspsykiater Lene Lier mener, at især daginstitutionerne står med et stort ansvar for at identificere familierne.
»Kun en fjerdedel af de familier, man møder i psykiatrien, er også kendt i kommunens familieafdeling, så det er ofte i daginstitutionen, hvor barnet færdes hver eneste dag, man møder familierne først,« siger hun.
Selv superviserer hun Eksperimentalinstitutionen, der er en integreret vuggestue og børnehave i København. Halvdelen af børnene i institutionen bliver henvist til specialinstitutionen, fordi de kommer fra belastede hjem.
»Her ved man, hvilke børn der har psykisk syge forældre, og børnegrupperne er kun halvt så store som i en almindelig daginstitution, så der er tid til ekstra omsorg. I de perioder og relationer, hvor den psykisk syges forældreevne svigter, må pædagogen jo nærmest træde i en mors eller fars rolle. Det er en almindelig daginstitution med én pædagog til en gruppe på 22 børn jo slet ikke beregnet til. Enhver mor ville synes, det var hårdt at have 22 børn, og hjælper pædagogen ét barn, er der 21 andre, som ikke får den omsorg, de har brug for,« siger Lene Lier.
Hun mener, at det kræver både flere hænder og mere viden i daginstitutionerne at få øje på de udsatte børn, der virker meget mere selvhjulpne, end de er.
»Som regel har børnene madpakken i orden, er pænt klædt på, laver aldrig ballade, men altid lektier. De har lært derhjemme, hvordan man opfører sig, så det ikke skaber problemer, og det tager de med sig i daginstitutionen,« siger Lene Lier.

Du klarer dig jo. Også Karin virker selvhjulpen, men under overfladen har hun dybe sår, som ingen behandler endnu er nået ind til.
»Jeg har jo altid været vant til at holde facaden. De mange psykologer og psykiatere, jeg har været i kontakt med, ser kun på nutiden og ser, at jeg klarer mig godt. Jeg arbejder frivilligt med at hjælpe fysisk og psykisk handicappede. Jeg har taget kurser i psykologi og musik. Og jeg holder foredrag om min opvækst med psykisk syge forældre for både behandlere, lærere, pædagoger og studerende. Jeg har gang i tusinde ting, men på en måde er det også en flugt. "Du er jo ressourcestærk", siger de. Men egentlig er det en ny facade, jeg sætter op, for jeg flygter jo fra de ting, jeg stadig ikke tør tale om,« siger Karin.
Karin har ikke ønsket at lade sig fotografere

Børn bliver sorteper
Hver fjerde patient, der er i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, har børn. Men de professionelle i og uden for behandlingssystemet mener, at det er "de andres" opgave at tale med børnene om det at have en psykisk syg forælder. Sorteper sendes videre, og derfor er der ingen, der taler med børnene.
"Hvad børn ikke ved... har de ondt af" er titlen på en ny bog af familieterapeut Karen Glistrup, der iværksatte familiesamtalerne på Psykiatrisk Afdeling i Silkeborg. Hun har talt med børnene og gør med bogens titel op med den meget udbredte forestilling, at børn skal skånes for alt, der har med forældrenes sygdom at gøre.
De mange eksempler på familiesamtaler er hentet i psykiatriens verden. Men konkrete beskrivelser af både familiesamtalens mål, tilrettelæggelse og indhold giver alle faggrupper, der møder familierne, og som skal samarbejde om også at hjælpe børnene, en række vigtige værktøjer til at tale med børnene om tunge problemer i familien. For Karen Glistrup er det vigtigste ikke, at man ved en masse om psykiske sygdomme og børns signaler, men at man tør møde barnet menneske til menneske.
»Det kræver mod og en stor portion empati at lægge sin professionelle maske og mødes med et barn i dets ensomhed og smerte. Men har man modet, og evner man empatien, har man også muligheden for at sikre sig, at et barn ikke som voksen skal fortælle, at "der var aldrig nogen som talte med mig, om hvad far fejlede" eller "jeg var overbevist om, at det var min skyld, når mor var ked af det",« siger Karen Glistrup.

"Hvad børn ikke ved... har de ondt af. Familiesamtaler i voksenpsykiatrien".
Hans Reitzels Forlag, 2002. 225 sider, 225 kroner.