Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
Være professionel. Parkér familieomsorgen derhjemme
Føleriet har holdt sit indtog på arbejdspladserne, som er blevet alt for familiære. Nu må det stoppe, mener mindfulnessekspert Charlotte Mandrup.
Af: Ulla Bechsgaard
Svend Brinkmann blev med sin nej-hat og sin bog ’Stå fast’ bannerfører for en bevægelse, der gør op med ’tænk positivt-tankegangen’. Nu tilføjer mindfulnessekspert Charlotte Mandrup endnu en kritik af måden, vi forholder os til vores job på.
I sin nye, provokerende og underholdende bog ’Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme’ advokerer Charlotte Mandrup for, at vi skal finde meningen med livet andre steder end på arbejdspladsen.
Arbejde og privatliv skal skilles mere ad.

Hvad er gået galt?
»Arbejdet er for mange blevet selve meningen med livet, og derfor har de behov for anerkendelse hele tiden, og lederne leverer meget ofte varen. Jeg synes al den medarbejderpleje, ros og anerkendelse har taget overhånd. Der er for meget føleri på arbejde. Arbejdslivet skal have den plads, arbejdslivet skal have – ikke mere, ikke mindre,« siger Charlotte Mandrup.

Hvorfor skal vi ikke stræbe efter et meningsfuldt arbejde?
»Idéen om, at vi har krav på et meningsfuldt arbejde, er en myte, der er opstået i min levetid. Jeg tror ikke min farmor og farfar skelnede mellem meningsfulde og meningsløse job. Der er selvfølgelig situationer, hvor medarbejdere kommer på arbejde for at tjene til livets opretholdelse, men den dominerende tendens er, at mange af os har gjort arbejdet til det mest eller næstmest meningsfyldte i vores liv. Vi har en tendens til at glemme, at livet er så meget større end det.«

Hvad kan bogen specielt bidrage med til pædagoger?
»Pædagoger skal ligesom andre faggrupper sørge for at blive i det professionelle felt og parkere familierelationerne derhjemme. Mit hovedbudskab er, at man gør sig sårbar og kan blive skuffet, hvis man involverer sig for meget følelsesmæssigt. De skal ikke tro, at arbejdspladsens vigtigste opgave er at drage omsorg for dem eller sikre deres udvikling. Institutionens primære formål er at drage omsorg for børn i en bestemt aldersgruppe, og det er ikke at tage sig af pædagogens velvære. Det er en af nøglemisforståelserne i vores moderne arbejdsliv og en væsentlig årsag til, at vi bliver syge.«

Om bogen
'Vær professionel på jobbet' af Charlotte Mandrup er delt op i to dele:
Vi er blevet svage(re) og vi kan blive stærke(re).
Forlaget People’sPress, 224 sider, vejl. pris 250 kr.

Om forfatteren
Charlotte Mandrup er forfatter til en række bøger om mindfulness bl.a. ’Mindfulness i hverdagen’. Charlotte Mandrup har studeret buddhistisk psykologi og filosofi og tilstræber at leve efter buddhistiske retningslinjer. Gennem de seneste 10 år har hun oversat og videreforarbejdet disse ældgamle teknikker og metoder, som hun bl.a. har brugt til præventiv stresshåndtering.