Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 04
Pædagogiske læreplaner - Tankerne får et sprog
De kan bruges til at gøre op med vanetænkningen i institutionerne og til at se på, om pædagogernes gode intentioner også bliver omsat til praksis, viser en ny rapport om pædagogers arbejde med de pædagogiske lærerplaner
Af: Louise Windfeldt
Pædagogen kan bruge arbejdet med læreplanerne til at tænke: Når jeg gør sådan her - gør jeg så det, jeg tror, jeg gør? Gør jeg det, jeg gerne vil? Hvad er det for en udvikling, jeg tilbyder de børn, jeg arbejder for?
Når denne spørgen og undren bliver taget med ind på frokoststuen og til personalemøderne, kan den blive til faglige diskussioner. Pædagogerne kan sammen gå ind og sætte spørgsmålstegn ved rutinerne. Og så kan de overveje, om de har lyst til at fastholde praksis eller måske vil forandre noget.
Her kan læreplanerne blive en hjælp til at skille det faglige fra det personlige i det pædagogiske arbejde, og det kan sætte en fælles udvikling af professionsidentiteten i gang.
Det er nogle af konklusionerne i en ny forskningsrapport, Mellem fastholdelse og forandring, om pædagogers identitetsstrategier i mødet med de nye læreplaner.
Rapportens forfatter, Pernille Obitz Mathiessen, har fulgt dagligdagen i to børnehaver og efterfølgende interviewet pædagogerne om deres praksis.
Forfatteren er folklorist af uddannelse og interesserer sig blandt andet for hverdagens vanetænkning og dermed de ting, vi siger og gør uden at sætte spørgsmålstegn ved det.
"Læreplanerne kan få pædagogerne til at gå ind og se på, om de gode intentioner bliver omsat til praksis ude i hverdagen," siger Pernille Obitz Mathiessen.
På den måde kan pædagogerne bruge arbejdet med læreplanerne til at sikre, at institutionen hele tiden udvikler sig fagligt.

Skille det faglige og det personlige ad. Det pædagogiske arbejde kræver, at man i høj grad involverer sin person. Og så kan det personlige blive svært at skille fra det faglige.
"Mange pædagoger, jeg har talt med, syntes, det var svært, at andre så på én, fordi de følte, at deres personlighed var så integreret med deres faglighed, at det var svært at holde adskilt. Og det er selvfølgelig rigtigt, at man bruger sin person, men man kunne via nogle metoder gå ind og kigge på, at det ikke kun er mig, Birgitte, som gør dette her, men det gør jeg også ud fra en faglighed, og hvad siger den faglighed mig? Det er præcis her, de pædagogiske læreplaner kommer ind," siger Pernille Obitz Mathiessen.
Læreplanerne bliver ifølge forfatteren en metode til at sortere tankerne mellem det faglige og det personlige, så man ikke bare holder fast i, at "sådan plejer vi at gøre her", og "du skal ikke kommentere min person".
I stedet kan man sige: "Nu taler vi fagligt, du skal ikke tage det personligt."
"Læreplanerne kan på den måde blive en anledning til at diskutere praksis og identitetsstrategier, som ikke ligger ovre i dig eller mig, men er et fælles fundament på institutionens arena. Men det kræver, at man har tillid til, at de mennesker, man er sammen med, ikke sidder og prøver at finde fejl. Man lærer bedst i omgivelser, hvor man har tillid til hinanden. Det er der, hvor man tør lægge sin viden ud og tænke højt," siger Pernille Obitz Mathiessen.

Læreplanerne som redskab. Når pædagogerne arbejder med læreplanerne, kan de for eksempel begynde at kigge på, hvornår de synes, børnene lærer noget nyt. Er det ved samling - og hvad er det i givet fald de lærer dér? Er det, når de går i grupper - og hvad er det i givet fald, de lærer dér? Hvad er den skjulte læring i det, vi gør? Og læring forstås her både som den skoleagtige indlæring, der primært henvender sig til hovedet, og læring gennem leg. I temaet om sociale kompetencer kan pædagogerne for eksempel gå ind og overveje, hvad det enkelte barn præcis skal lære at kunne - for eksempel i nogle situationer, som barnet har svært ved at tackle. Når man så går i samråd, både med forældre og andre, giver man barnet nogle muligheder for at lære noget nyt.
"Hvis en pædagog tager motorikbanen frem, kan det være både leg og læring - men meget bevidst fra pædagogen. Hun kan for eksempel opfordre til, at børnene selv skal aftale, hvordan de skal gå på banen, i stedet for at pædagogen bestemmer reglerne og holder øje med, at de bliver overholdt. I forhold til forældrene kan hun fortælle om det pædagogiske formål med legen, som måske ikke svarer til de forventninger, forældrene kommer med."
Her viser pædagogen sig som en person, der er klædt fagligt på, og læreplanerne kan bruges som en neutral metode, man kan tage fat i, når man skal tale om tingene.

Et løft til professionsidentiteten. Pædagogerne vil gerne ændre billedet af sig selv, så de ikke bare er servicepersoner, hvor kontakten til forældrene bliver: "Hvor er Oscars vanter?"
"Blandt de institutioner, jeg har med i min undersøgelse, var der bred enighed om, at omsorg stadig er pædagogernes kerneydelse. Men nogle af de pædagoger, jeg har talt med, har gennem læreplanerne fået lavet den kobling, at omsorg for børnene også er læring. At lære dem noget er at drage omsorg for børnene, så læringen ikke foregår tilfældigt, men man er bevidst om, hvem der lærer, og hvad der læres. Det er her, den reflekterede læreplan hæver professionen op over at nusse, trøste og tørre næse."
Læreplanerne kan samtidig være en anledning for pædagogerne til at vise forældre, forvaltning og andre samarbejdspartnere, det, de gør: "Det er derfor, vi er her, og det er det, vi skal have ud af det."
"Mange af disse tanker har pædagogerne hele tiden haft i baghovedet. Læreplanerne kan være med til at give tankerne et sprog," siger Pernille Obitz Matthiessen.

Mod nye mål. Læreplanerne er en anledning for den enkelte pædagog til at få sat sig nogle mål.
Man må tænke: "Jeg er ikke bare den, der er sød. Jeg er også en, der tænker over, hvilke oplevelser, redskaber og muligheder jeg vil give børnene ud fra nogle reflekterede målsætninger."
På baggrund af de tanker, den enkelte har, må hele personalegruppen overveje, hvad det er, netop deres institution vil tilbyde.
Det er en proces at nå dertil, hvor man begynder at tale sammen på frokoststuen, og det er samtidig vigtigt at flytte fokus fra at skrive læreplanerne som en pligt inde på kontoret til at flytte dem ud på stuen og lave læreplaner løbende de voksne imellem og voksne og børn imellem.
"Og så skal læreplanerne gerne omsættes i kontakten med børnene i hverdagen - ikke kun ved samlingen," smiler Pernille Obitz Matthiessen.


Pædagogiske læreplaner kan bruges til at arbejde med faglighed og professionsidentitet i institutionen ved at:

• Sætte læring i fokus
• Vise læringen i det pædagogiske arbejde på mange niveauer - i forhold til børn, forældre og kolleger
• Reflektere over egne og andres handlinger gennem dokumentation
• Eksperimentere med ny viden og anderledes indhold i hverdagen
• Være åbne for nye mulige handlinger, forståelser og perspektiver
• Inkludere alle i fællesskabet om at lære - både voksne og børn
• Udnytte hinandens forskellighed og bruge den som en ressource.

Kilde: Mette Siersted, Gladsaxeseminariet, CVUStorK, underviser i læreplaner



Pernille Obitz Mathiessen:
Mellem fastholdelse og forandring. Om pædagogernes identitetsstrategier i mødet med de pædagogiske læreplaner i daginstitutionen. Rapport til BUPL på baggrund af forskningsprojektet Diskurs og Kurs#2: Potentialer og barrierer for læring i pædagogiske dagtilbud. Learning Lab Denmark, DPU, 2006.

Learning Lab Denmark står bag forskningsprojektet Diskurs og Kurs#2: Potentialer og barrierer for læring i pædagogiske dagtilbud, som er udgivet med støtte fra BUPL's og SL's udviklings- og forskningsfond.
Rapporten kan downloades fra BUPL's eller DPU's hjemmeside.


Aha-oplevelsen ligger i refleksionen

Børnehuset i Søllerød er en 0-6 års institution, normeret til 64 børnehavebørn og 36 vuggestuebørn.
Børnehuset ligger i et naturområde og støder op til fredede arealer med skov, søer og et net af grønne stier. Lederen, Anders Kokkenborg, fortæller om institutionens arbejde med de pædagogiske læreplaner:
"I vores institution går vi meget op i dokumentation. Jeg synes, det vigtigste foregår, når vi helt nede på gulvniveau tager billeder og laver historien."
Hver stue har et digitalkamera og en printer, så billederne kan laves sammen med børnene inde på stuen. De historier, de laver til billedet, består både af børnenes fortællinger og de voksnes beskrivelser af de faglige overvejelser, der ligger bag det. Hvorfor har de for eksempel valgt at tage netop dette billede med?
Billeder og den tilknyttede tekst hænger de op ude på gangen - både i børne- og voksenhøjde.
"Og så drøfter vi dem: med børnene, med forældrene og med hinanden her i huset. Det er i den refleksion, den egentlige gevinst ligger," siger Anders Kokkenborg. Og han fortsætter:
"Vi fokuserer på forskellige emner i personalegruppen i perioder. Når sproget for eksempel er i fokus, kan tre stuer få til opgave til næste personalemøde at vælge billeder, der beskriver deres arbejde med sproget. Og her er det så væsentligt, at vi ikke bare siger. "Det var godt", og "det var dårligt", men i stedet: "Hvordan kan vi forædle dette her?" En del af dokumentationen bliver så klippet sammen og sat ind i læreplanen," siger Anders Kokkenborg.
Børnehusets læreplan indeholder først et overordnet mål, så en beskrivelse af, hvordan institutionen arbejder med emnet i praksis, og ved siden af står et eksempel.
"Der, hvor vi får en aha-oplevelse, er ved vores egen refleksion. Det er det, der rykker. Det bliver en del af processen med at lave læreplaner, og så bliver selve læreplanen faktisk et biprodukt til den opkvalificering, vi får ud af det. Læreplanerne har hos os udviklet sig til noget, vi ikke bare laver en gang om året - det er blevet en del af måden, vi arbejder på. Hele tiden."
Anders Kokkenborg mener, at hovedformålet med læreplansarbejdet er at skabe en udvikling.
"Når personalet ser, at de lykkes, bliver de fagligt stolte af deres arbejde. Det skaber en udvikling, hvor læreplanerne ikke tager kræfter fra det pædagogiske arbejde - men giver energi," siger Anders Kokkenborg.

Læs Børnehusets læreplan på:
http://www.bornehuset.dk