Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 05
Velfærd uden viden
Velfærdsministeriet er drænet for ansatte med faglig pædagogisk viden og indsigt. Kontorerne er befolket med økonomer og jurister, og det afspejler sig i både lovgivning, rådgivning og administration, mener BUPL og forskere på området.
Af: Peter Bøgsted
Først hed det Socialministeriet, dernæst Familieministeriet. Og siden valget i november har det heddet Velfærdsministeriet, og for bordenden sidder ministeren - Karen Jespersen.
Institutionsområdet har gennem de seneste år levet en omflakkende tilværelse i det statslige administrationsapparat og har tilmed fået sin egen lov, Dagtilbudsloven.

Imens det er sket, er den pædagogfaglige indsigt imidlertid stille og roligt sivet ud af de ministerielle kontorer og er blevet erstattet af ansatte med økonomisk og juridisk baggrund. En udvikling, som vækker betænkelige miner blandt forskere på området og i BUPL. Pædagogerne og klubfolkenes forbund ser det som udtryk for, at hensynet til børn og børns vilkår i stigende grad viger til fordel for hensyn til politik og økonomi.
Forretningsudvalgsmedlem i BUPL, Allan Baumann, afviser ikke behovet for økonomisk og juridisk indsigt og viden i Velfærdsministeriet, men han mener, det er et problem, at ministeriet nu er drænet for folk med en faglig, pædagogisk tilgang.

"Naturligvis skal der være folk, som har forstand på styring og økonomi i statsforvaltningen. Men ministerierne er ved at ændre form. Tidligere var departementerne videnstunge og tætbefolket af ansatte med indsigt i det faglige område, som de var sat til at varetage. Nu er man i gang med at bevæge sig hen i den modsatte grøft, hvor generalisterne - juristerne og økonomerne - tager over. Man burde i stedet satse på et mix af faggrupperne," siger han.

I stedet for at have fagfolk ansat køber ministerierne nu den faglige ekspertise blandt forskere og andre med kendskab til det pædagogiske felt. Storleverandør af ekstern konsulentbistand er den selvstændige, statslige institution, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som rådgiver Velfærdsministeriet om kvalitetsarbejde i institutioner og skoler og samtidig evaluerer tiltag og temaer indenfor undervisning og dagtilbud for børn.

Problematisk dobbeltrolle. Konsekvensen af, at ministeriet skal ud i byen og købe den pædagogfaglige ekspertise, er, ifølge Allan Baumann, at ministeriet i stadig højere grad bliver en distributionskanal for på forhånd vedtagne politiske beslutninger.
"Det medfører, at ministeriet i større omfang kan styre indholdet og definere betingelserne for det stykke arbejde, man ønsker udført. Det er generalisterne i ministeriet, der kridter banen op. På den måde kan ministeriet sige, vi ønsker opgaven løst på de og de betingelser. Det lægger et skjult pres på de eksterne konsulenter om at levere det, som ministeriet ønsker, ellers risikerer de, at de ikke får nye opgaver. Lovforberedende arbejde burde i stedet bygge på et fagligt fundament. Det kræver faglig indsigt og viden, ellers bliver resultatet, at de politiske beslutninger ikke svarer til den virkelighed, som pædagogerne oplever," siger Allan Baumann.

Han nævner i den forbindelse Dagtilbudsloven, som han kalder "et sjusket stykke lovgivning".
"Flere ting i loven og bemærkningerne er faktuelt forkerte. Loven er usammenhængende, og visse afsnit er i modstrid med hinanden. Det, der står i det generelle afsnit om institutionsområdet, er for eksempel i flere tilfælde i direkte modstrid med, hvad man kan læse i afsnittene om de enkelte institutionstyper. Det indikerer for mig, at den faglige stolthed ikke længere er til stede. Om det så skyldes, at generalisterne har taget over eller, at der er færre ansatte i ministeriet, skal jeg ikke kunne sige."
Som hovedleverandør af faglig konsulentbistand og evalueringsorgan, mener Allen Baumann, at EVA har fået en problematisk dobbeltrolle i forhold til ministeriet.

"EVA er i lighed med andre konsulentfirmaer økonomisk afhængig af de opgaver, de får i hus. Og jeg synes, at det er en ejendommelig sammenblanding, når EVA eksempelvis først sættes til at udvikle kriterier for børns sproglige udvikling og siden bliver brugt både som lovfortolker og til at evaluere, om institutionerne nu gør, som de skal gøre," siger han.
"Vores hovedprincip er, at vi ansætter folk i forhold til de opgaver, vi skal løse, og det er hovedsageligt økonomer og jurister."

Det siger afdelingschef i Velfærdsministeriet, Anders Lynge Madsen, men han mener ikke, ministeriet har et problem i forhold til den pædagogiske faglighed.
"Jeg vil afvise, at vi ikke har den faglige dimension med. Den henter vi hos vores eksterne kontakter, blandt andre EVA. Desuden inddrager vi i vid udstrækning fagfolk fra kommunerne i vores arbejde. Og det er vores erfaring, at de nok skal gøre opmærksom på, hvis banen er kridtet forkert op. Men i sidste ende bygger opkridtningen af banen jo på en politisk beslutning," siger han.

Anders Lynge Madsen afviser også, at EVA spiller en dobbeltrolle i forhold til ministeriet.
"Jeg er sikker på, at EVA har fuldstændig styr på sin egen integritet."
Charlotte Palludan, der er lektor ph.d. ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) og medlem af Børnerådet, mener ligesom BUPL, at det er et problem, at Velfærdsministeriet ikke selv har en faglig, pædagogisk ekspertise.

"Det er dybt betænkeligt. Jeg synes også, det er problematisk at kalde jurister og økonomer for generalister, for de har netop en økonomisk og juridisk tilgang, og der er stærke økonomiske kræfter på spil, når vi taler pædagogik, barndom og børns vilkår. Hvis økonomerne sætter rammerne, er der ikke tale om en ligeværdig diskussion. Så kommer børnenes vilkår og den pædagogiske profession i andet eller tredje led. Ønskede man en mere nuanceret debat, burde man også tage udgangspunkt i pædagogisk viden og forskning. Men det er nok ikke tilfældigt. Vi har jo en regering, som sætter det økonomiske rationale i højsædet og afskriver pædagogisk og anden humanistisk viden som irrelevant smagsdommeri," siger Charlotte Palludan.

Hendes kollega på DPU, lektor Grethe Kragh-Müller, ser forløbet op til indførslen af pædagogiske læreplaner som et tydeligt tegn på, at beslutninger om børn og børns vilkår træffes på baggrund af økonomi og politiske betragtninger og ikke ud fra den forskning, der findes på området.
"Det politiske udgangspunkt var, at man ville bryde med den sociale arv og tage bedre hånd om truede børn. Det er bare ikke noget, læreplaner kan rette op på. En stor undersøgelse om social arv viste dengang, at det afgørende i den sammenhæng er de fysiske forhold i institutionen, normeringerne og personalets uddannelse. Men læreplaner er gratis, da der ikke følger ressourcer med til det ekstra arbejde, som pædagogerne bliver pålagt. Det er også påfaldende, at der ikke var folk med pædagogfaglig indsigt inde, før beslutningen blev taget. De blev først koblet på til at udarbejde selve indholdet i planerne," siger Grethe Kragh-Müller.

En god cocktail. Formand for Børne- og Kulturchefforeningen i kommunerne (BKF), Per B. Christensen, ønsker ikke at udtale sig om Velfærdsministeriets ansættelsespolitik.
"Jeg forholder mig ikke til hvilke faggrupper, ministeriet ansætter. Men i kommunerne og i Kommunernes Landsforening har vi gode erfaringer med koblingen mellem generalister og folk med pædagogfaglig indsigt. Fagfolk har behov for at blive udfordret af generalister, og omvendt vinder generalisterne ved at få input fra folk med faglig indsigt. De kan inspirere hinanden og spille op til hinanden," siger han.

Uanset personalesammensætningen i ministeriet, er der med Dagtilbudsloven og de pædagogiske læreplaner sat en mere pædagogisk dagsorden på institutionsområdet, mener Per B. Christensen.
"Den lovgivningsmæssige udvikling har bevæget sig i retning af mere fokus på det faglige, pædagogiske indhold. Men jo mere lovreguleret, et område er, jo flere spørgsmål vil kommunerne også have til ministeriet om fortolkning af loven, og man kan frygte, at det vil føre til en større grad af detaljering fra ministeriets side, som det er tilfældet omkring folkeskolen. I kommunerne er vi godt tilfredse med den nuværende arbejdsdeling mellem ministeriet og kommunerne. Vi har ikke behov for støre detail-regulering, hvilket vi da heller ikke har set hidtil, men det må meget gerne tydeliggøres i kommende lovgivning på området," siger Per B. Christensen.


Heller ingen fagfolk i Undervisningsministeriet
Mens pædagogerne klager over, at jurister og økonomer har overtaget deres arbejde i ministeriet, klager lærerne over, at der heller ingen fagfolk er tilbage i Undervisningsministeriet.
Det har blandt andet konsekvenser for lærer- og pædagoguddannelsen, mener formanden for lærer- og pædagogseminariernes bestyrelsesforeninger, Søren Christian Jensen:
"Ministeriet har afmonteret sin indsigt i læreruddannelsen," siger han til fagbladet "Underviseren". Det samme er sket på pædagogseminarierne, og konsekvensen er, at lovgivningen kører af sporet, mener Søren Christian Jensen.

"Bag ministeriets mure er der ingen, der vil være i stand til at gennemskue det, hvis der sker en skævvridning, for djøf'ere tænker på en bestemt måde. Nu er ministeriet nødt til udelukkende at spørge seminarieverdenen og organisationerne til råds. Men da vi selvfølgelig er parter i sagen, så tager man ikke i tilstrækkeligt omfang hensyn til vores argumenter," siger han til "Underviseren".
Også skolelederne klager over den manglende faglige ekspertise i Undervisningsministeriet. De er nødt til at kontakte Kommunernes Landsforening, hvis de er i tvivl om love, regler og cirkulærer.
"Det er altså grotesk," siger Poul Krogstrup, der er sekretariatschef hos Skolelederne.

Gymnasierne er enige:
"I dag henter vi råd og vejledning i rektorforsamlingens sekretariat eller i vores rektornetværk. Det er værdifuldt. Men det er ærgerligt, at ministeriet ikke mere kan løfte opgaven," siger rektor på Frederiksberg Gymnasium, Jannik Johansen.