Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 15
TEMA. ARBEJDSLØSHED: Coachens råd til de arbejdsløse
For kognitiv coach Jesper Bergstrøm handler din succesrate i jobsøgningen alene om, hvordan du tænker om den og dig selv. Også når du ikke får jobbet. Hans pointer bygger på teorier om positiv psykologi og kan opsummeres i tre råd til jobsøgeren.
Af: Trine Vinther Larsen
Tro på det
Det er den måde, du tænker på om dit liv, der styrer det. Som jobsøgende er første trin til succes derfor at tro på, at du nok skal finde et job. 80 procent af et menneskets succes afhænger af troen på, at det lykkes, har forskning vist. ’Hvis du tror, at du kan, eller hvis du tror, at du ikke kan, så har du ret’, sagde Henry Ford, der revolutionerede det amerikanske bilmarked med sin ’Model T Ford’. Og hvis man som jobsøgende pædagog får afslag på afslag, er det ikke vejen videre at give sig selv eller krisen skylden. Man vil stå stærkest og tættere på målet ved at se på sig selv som en erfaring rigere. ’Jeg har ikke fejlet. Jeg er lykkedes med at finde 10.000 måder, som ikke virker’, sagde Thomas Edison, før han endelig opfandt glødepæren.

Gør mere for det
Du kan altid gøre mere, end du gør. Altid skrive en ansøgning mere, besøge endnu en
daginstitution, prøve et nyt netværk, kontakte flere gamle kolleger. Og du skal ikke putte med, at du er arbejdsløs. Råb det ud på Facebook, LinkedIn og andre sociale medier og til familiefesten. Der er ingen, som tilbyder dig et job, hvis de ikke ved, at du er jobsøgende. Det er også et godt tip at sende joblinks til andre, så vil de måske også huske dig, når de ser et relevant job for dig. Vær ikke kræsen, og søg andre veje og andre job, der måske kan vise sig at være vejen til det job, du egentlig ledte efter.

Styrk dig selv
Blodsukkeret og bevægelse spiller ind på dit humør, så få energi til jobsøgningen ved at spise sundt og dyrke motion. De lykkeligste mennesker er dem med flest sociale relationer, har forskning vist, så dyrk vennerne, og få kompensation for de tabte kolleger og positiv energi til jobsøgningen. n
Jesper Bergstrøm har 15 års erfaring med udvikling af mennesker. Han holder foredrag og coacher blandt andre eliteidrætsudøvere, ledere og medarbejdere i virksomheder, der ønsker at opnå toppræstationer.

Positiv psykologi
blev stiftet af den amerikanske psykolog Martin Seligman, der i 1990’erne var fortaler for, at psykologien skulle vende sig mod studiet af det velfungerende menneske og det gode liv frem for at fokusere på de syge, anorektiske og deprimerede mennesker. Vil man hjælpe mennesker til at leve lykkeligt, må man studere, hvad der skaber lykkelige mennesker. Et hovedværk er Seligmans: ‘Authentic Happiness’ fra 2002.

Jesper Bergstrøm
har 15 års erfaring med udvikling af mennesker. Han holder foredrag og coacher blandt andre eliteidrætsudøvere, ledere og medarbejdere i virksomheder, der ønsker at opnå toppræstationer.
Læs mere på: jesperbergstrom.com


Få dig et netværk
Seniorerhverv.dk: For jobsøgende over 50 år.
Jobsoegernord.dk: For jobsøgende fra Skagen til Mariager Fjord.
Powerjobmidt.dk: For jobsøgende i og omkring Aarhus.
Facebook.com: Søg efter ’Arbejdsløs, hvad skal jeg så?’ eller ’Paraplyen for ledige pædagoger’.
LinkedIn.com: Søg efter netværksgruppe for ledige.

Regn på det
Lau Aaen har skrevet den satiriske beretning ‘Dagpengeland – en sand historie om aktivering’, som både kan læses på blog og som bog. I bogen fremlægger han følgende fortænkte regnestykke for, hvor lang tid det tager at få et job. Prøv selv at formulere dit eget.
1 job = 10 samtaler
10 samtaler = 100 ansøgninger
100 ansøgninger (2 om måneden) = 200 uger
Hertil lægges 5 ugers ferie per 52 uger = 219 uger
219 uger = 4,2 år = 4 år og cirka 2 måneder!
Se også dagpengeland.dk

Find ro med denne app
iMindfulness – Mindfulness: Får dig til at slappe af med åndedrætsøvelser. For eksempel før et virksomhedsbesøg, en jobsamtale eller efter et afslag. Du hører psykolog Jeppe Budde, hver gang du mediterer. Han har arbejdet med meditation i over 20 år. Du kan vælge programmer af 4, 10 eller 20 minutter varighed.
Pris i App Store: 13 kroner.