Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 26
Hjælp til de udstødte
Mange fattige familier i Libanon lader deres børn droppe ud af skolen, så de kan tigge på gaden. Nogle af dem er handicappede og møder ikke megen forståelse eller hjælp fra hverken familien eller samfundet. Kanafani Fonden arbejder målrettet med gadebørn og integration af psykisk og fysisk handicappede
Af: Birgit Baunehøj Sørensen
En lille dreng bevæger sig stille rundt mellem bordene på restauranten ved Middelhavets bred. Han har store søgende øjne. Han mumler sagte på arabisk, at han er så sulten, at han ingen penge har og spørger til sidst, om folk vil hjælpe ham med lidt småpenge. Imens står en anden dreng i den skolepligtige alder på et gadehjørne i Beirut og sælger tyggegummi, mens en tredje sælger hvide blomster, som han har trukket på en snor. Disse børn er fra børnehavealderen og op til 12-13 års alderen.
For disse børn er det hverdag i Libanon. Oftest har de aldrig været i børnehave, eller også er de droppet ud af skolen for længe siden. Nogle på grund af fattigdom, som gør det nødvendigt for deres forældre at sende dem ud for at tjene penge. Andre børn er alene og hjemløse på grund af problemer i hjemmet såsom vold eller misbrug.

Hjælper gadebørn. Ghassan Kanafanis Kulturfond i Libanon oprettede i 1996 et gadebørnsprojekt i den palæstinensiske flygtningelejr Ain Al Helweh i Sidon syd for Beirut. Projektet blev indviet i forbindelse med åbningen af et bibliotek, som blandt andet er ramme om lektiehjælp til skolebørn og et hjælpeprogram for teenagepiger med et handicap og hjemlige problemer.
Gadebørnsprojektet startede med opsøgende arbejde i gaderne. Projektet har hjulpet mange børn tilbage i skolen ved hjælp af det daglige målrettede socialpædagogiske arbejde. Bibliotekets pædagoger arbejder med børnenes opførsel og social omgang med andre mennesker, fordi det ofte er et stort problem for denne gruppe. Pædagogerne lærer dem også om deres rettigheder og om mere dagligdags ting som hygiejne og indkøb. Foreløbig har projektet været en så stor succes, at fonden har planer om at starte et lignende projekt i en af de andre syv børnehaver i Libanon.

Respekt skal læres. Det er ikke bare de såkaldt almindelige børn, der præger gadebilledet. Også børn med psykiske og fysiske handicap er overladt til sig selv på gaden. Oftest fordi deres familier ikke ved, hvad de skal stille op med dem.
I 1986 åbnede Kanafanifonden derfor to specialbørnehaver til psykisk og fysisk handicappede. Den ene ligger i den palæstinensiske flygtningelejr Mar Elias i Beirut og fungerer som selvstændig børnehave.
Den anden specialbørnehave ligger i Ain Al Hel-weh-lejren, hvor den deler bygning med en almindelig børnehave. Her arbejder pædagogerne med at blande de handicappede børn med de "normale" børn. Specialbørnehaven har 20 børn mellem tre og 12 år, og det er den eneste børnehave i Ain Al Helweh-lejren, der modtager handicappede.
»Handicappede i lejrene bliver ofte overladt til sig selv eller efterladt i lukkede rum eller huse hele dagen af deres familier. Og det er heller ikke unormalt, at de bliver efterladt på gaden,« fortæller lederen af de to børnehaver, Eftekar Nabulsi.
For nogle handicappede børns vedkommende er integrationen med de "almindelige" børn gået over al forventning. Tre af de handicappede har formået at blive 100 procent integreret med de normaltfungerende børn og hører derfor til i den almindelige børnehave.
Da fonden åbnede specialbørnehave i Ain Al Hel-weh med planer om at integrere de to grupper børn, kom der prompte reaktioner fra forældre til "normale" børn.
Nogle trak simpelthen deres børn ud af børnehaven, fordi de ikke ville have samvær mellem de to grupper.
Eftekar Nabulsi erkender, at accepten og respekten for de handicappede desværre ligger på et lille sted.
»Hovedproblemet er, at de handicappedes forældre selv har svært ved at acceptere deres børn. Derfor forsøger vi i første omgang at lære dem at respektere deres eget barn og dets handicap. For at få samfundet til at lære at respektere det handicappede barn er det vigtigt, at familien selv lærer at respektere det først,« siger hun.
Eftekar Nabulsi mener, at integrationen i børnehaven har en opdragende effekt på de "normale" børn.
»Samværet med de handicappede børn lærer de "normale" børn at respektere og forstå andre slags mennesker langt bedre,« siger hun.

LIBANON
Da staten Israel blev oprettet i 1948, flygtede mange palæstinensere fra Palæstina til de arabiske nabolande, blandt andet Libanon, der i dag huser 350.000 palæstinensere. Heraf bor halvdelen i flygtningelejre. Ghassan Kanafanis Kulturfond har - med den danske pædagog Anni Kanafani i spidsen - oprettet otte børnehaver i lejrene. Børn&Unge har besøgt Beirut, børnehaverne og fondens danske leder.
Vi har bragt artikler i de to foregående numre og
slutter med to artikler i dette nummer.