Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 16 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Robotglæden vokser. Et specialpædagogisk superhit
Robotter afprøves i mange specialinstitutioner og i specialundervisningen på skoler. Men det er en myte, at de er særlig gode til for eksempel autister, fastslår forsker.
Af: Trine Vinther Larsen
Robotter er blevet velkendte hjælpelærere og et yndet pædagogisk redskab – ikke mindst i specialundervisningen. Blandt 65 kommuner, der har svaret på Børn&Unges rundspørge, har næsten to ud af tre erfaringer med pædagogisk brug af robotter på skole- og fritidsområdet. Knap hver tredje kommune bruger robotter i specialinstitutioner.
Flere kommuner kommenterer overfor Børn&Unge, at de på skolerne kører forløb med robotter til ikke mindst børn, der er diagnosticeret indenfor autismespektret.
Forskning viser også, at mange børn med autisme eller ADHD kan have glæde af robotterne, men forskningen er så sparsom, at man bør passe på med konklusionerne.
Det fremhæver neuropsykolog og lektor fra Aarhus Universitet Louise Bøttcher, der i forbindelse med undersøgelsen ’Robotter i Folkeskolen’ har gransket både dansk og international forskning i brug af robotter på specialområdet og i specialklasser.
»Der hersker lidt en idé om, at robotterne er et quick fix, der kan løse alle de vanskeligheder, som de her børn måtte have: Man forestiller sig, at de kan motivere børn, der ellers er svære at motivere, lære børn med autisme at blive bedre til socialt samspil og få børn med ADHD til at koncentrere sig i længere tid af gangen,« siger Louise Bøttcher, der sætter spørgsmålstegn ved den tiltro til robotterne.
»Idéen om, at robotter skulle være særlig gode til børn med autisme eller ADHD er i bedste fald en stærk forenkling, for forskningsmæssigt er resultaterne blandede. For nogle børn fungerer det godt, mens andre ikke finder robotterne appellerende, og det gælder også på almenområdet. Det er en myte, at robotter skulle være særlig gode på specialområdet, men man har en underlig tendens til at skære alle med autisme over en kam i forhold til sådan et redskab,« siger hun.

Godt redskab. Selvom robotter ikke nødvendigvis er et nyt vidunderredskab på specialområdet, betvivler Louise Bøttcher ikke, at robotter kan være et godt pædagogisk redskab til både indlæring og socialtræning.
Men mange af de gode resultater i forskningen ser hun som en afledt effekt af, at redskabet er nyt og spændende på linje med andet nyt legetøj og ny teknologi.
Det kan også spille positivt ind, at en elev, der ikke er så vant til successer, oplever at få en masse positiv opmærksomhed ved at deltage i et forløb med en lærer eller en pædagog.
Men det, specialskolelærerne i undersøgelsen ’Robotter i folkeskolen’ især fremhævede som vigtigt for at få succes med sin robot, var, at man definerede pædagogiske læringsmål for brugen. Ellers endte dyre robotter ofte som støvsamlere på hylden hos kommunens pædagogiske konsulent, eller de blev alene brugt til at vise børnene, at de kan danse gangnam style og fortælle vittigheder.
»Hvis ikke man havde definerede læringsmål i arbejdet, blev brugen ofte lidt poppet,« siger Louise Bøttcher.

Pædagogik først. Forskeren ser en tendens til, at mange kommuner har købt robotter lidt for hurtigt og ureflekteret.
»Man signalerer, at man som kommune er fremme på beatet, når man har en robot, men så bliver det mere for teknologiens skyld end for pædagogikkens skyld. Man må jo først definere, hvad man vil opnå,« siger hun.
Louise Bøttcher finder det positivt, at danske institutioner er med på at eksperimentere med de nye teknologier og derved prøver at udvikle pædagogikken.
Men hun så gerne, at både praktikernes pædagogiske målsætninger og forskningen på området i højere grad blev inddraget som baggrund for kommuners indkøb, og at kommunerne starter med at sikre institutionerne de nødvendige rammer, redskaber og uddannelse til at arbejde pædagogisk med robotterne.
»Det store etiske spørgsmål er ikke nødvendigvis at sætte robotterne i sving. Det er mere, hvordan man gør det, og om det bliver på bekostning af noget andet. Både økonomisk og tidsmæssigt kræver robotter meget, så hvor bliver pengene og tiden taget fra? Det tror jeg ikke altid er helt gennemtænkt,« siger Louise Bøttcher.
Robotter må ikke blive en ny investering i kommunerne, der æder af pædagogernes tid til nærvær med børnene, mener hun.
»Nærvær og relationer mellem mennesker er jo det, der gør os til mennesker. Uden en pædagog til at relatere robotten til pædagogiske målsætninger og arbejdet med det enkelte barns udvikling er robotten ingenting,« siger hun.