Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 11
TEATERFESTIVAL 2012: Børn må godt forskrækkes
Når børnene skal have en på opleveren, holder det ikke, at man hver gang drager en tur i zoologisk have eller svømmehallen. En ældgammel kulturoplevelse som en teaterforestilling skaber vigtig variation i børns kulturoplevelser, mener forsker.
Af: Randi K. Pedersen
Førhen kappedes kommunerne om at lave handleplaner for børn og kultur. Men nu er ressourcerne knappe, og det kan være fristende at smække kassen i for kreative oplevelser som en tur i teatret. For betyder det noget, om en institution i stedet tager en tur i svømmehallen eller i zoologisk have?
Det mener professor, dr.scient.bibl. Beth Juncker, at det gør. Hun forsker i børn og kultur og har anmeldt børneteater i dagbladet Politiken.
»Det vigtigste er, at børn overhovedet får nogle oplevelser. Ud fra det kan man godt sige, at det ikke betyder så meget, hvad man vælger. Men rigdommen i børns liv kommer af variationen i deres kulturoplevelser. Derfor skal der også være gamle, gedigne oplevelsesområder som teater. Kulturformer med fysisk nærvær er ikke mindst vigtigt i dag, hvor mange af børnenes kulturoplevelser er digitale«, siger Beth Junker.

Rører ved følelserne. Det, der gælder for teater, kan også siges om børnelitteratur. Men teater for børn er et område, som man faktisk har undersøgt. Det er ikke noget, man tror, men noget man ved, når man siger, at det har betydning for børn og unge at se teater. Det skyldes ifølge Beth Junker, at teater går ind i nogle dybe, følelsesmæssige og eksistentielle lag.
»Jeg tror, at de kunstneriske oplevelser kan få betydning for børns eksistens. Det er der, børnene kan spejle sig, og det har betydning. Det ved man udmærket. Det er bare svært at dokumentere, for man kan jo ikke måle og veje udbyttet af at se teater,« forklarer hun.
Men teater er jo ikke kun forestillinger. Rundt om i institutionerne er der også pædagoger, som spiller teater med børnene og læser højt for dem. Alligevel betyder det meget, at børn oplever professionelle skuespillere spille teater, mener Beth Junker.
»Pædagoger er også professionelle. Men de er ikke professionelle teaterfolk. Derfor kan oplæsning ikke erstatte en teateroplevelse,« siger hun.
Beth Juncker er heller ikke i tvivl om, at det er vigtigt for pædagoger at være sammen med børnene om den rigtige, professionelle teateroplevelse. Hvis den fælles oplevelse af en forestilling er god, vil den vise sin nytteværdi for pædagogerne i samværet med børnene hjemme i institutionen.

Udvikler børnene. Beth Junker kalder det ’helt oplagt’ hjemme i institutionen at tage emner og problemer op med afsæt i en teateroplevelse. Men udspillet skal komme fra børnene og de unge selv. Man skal passe på med at presse noget ned over dem, ad­varer hun.
»Hvis det kommer fra børnene selv, er en god teaterforestilling altid et godt udgangspunkt. Ikke noget med ’Hvad kan vi lære af det her?’, men en fælles undren over, hvad dælen det var, vi lige så og oplevede,« siger hun.
Det lyder, som om teater kun er positivt. Men børn kan blive bange eller kede af det. Det skaber dog ikke traumer for livet at blive forskrækket under en teaterforestilling. Voksne tager vare på børnene og kan gå ud, hvis det er for slemt.
»Livet gør os indimellem forskrækket, og børn bliver bange for forskellige ting. Men det er mere skadeligt at holde børn borte fra teateroplevelser, der er lidt skræmmende. Det er jo netop med til at udvikle dem,« understreger forsker Beth Juncker.